Brudte grænser

 

af Erwin Neutzsky-Wulff.

"Hvad er science-fiction" er det evigt tilbagevendende diskussionsemne, når SF-interesserede er forsamlet. Vi så det på FABULA - næsten hver eneste rundbordssamtale, man blev proppet ind i, endte på en eller anden måde her. Og da emnet i en af dem ligefrem var SF-definitionen, hengik ti minutter med at kigge forlegent på hinanden.

Stiller man spørgsmålet til en person, der ikke er specielt engageret i genren, bliver svaret gerne, at det er "noget med rumfart". Et symbol eller bomærke bliver næsten uvægerlig noget med et rumskib, en SF-pris en stjernetåge, osv. Det er simpelthen det SF-tema, vi alle kan identificere genren med og ved. Derfor må også netop dette tema kunne sige os noget centralt om, hvad science-fiction er.

Selvfølgelig er rumfarten i vid udstrækning et litterært virkemiddel. Det er jo netop når vi tager sådanne virkemidler i brug at vi skaber "kunst", meddeler os kunstnerisk. Hverdagssproget med dets begrænsede og nedtrampede forråd af metaforer bliver for snævert for os, strækker ikke til for at udtrykke det, vi ønsker. En roman er f.eks. en gigantisk metafor bestående af mange små. Den kræver personer og miljø eller dekoration. Når vi vil udtrykke komplicerede ting, strækker jorden ikke til, og vi må forestille os andre kloder. For at bibeholde læserens "indgang" til værket, den uvægerlige og uundværlige identifikationsproces med hovedperson(er), må vi imidlertid starte på jorden, og rumskibet bliver så en behagelig måde at transportere personerne fra det ene sted til det andet på.

Men det er næppe hele forklaringen. Der hænger en fascination ved rumfærden. Man kunne kalde det nysgerrighed. Nysgerrighed er imidlertid forklaringen på at vi lægger øret til væggen, når naboerne skændes; det forekommer at være en mildest talt spinkel forklaring på, at mennesker risikerer livet, eksistensen, i en anden stjernetåge. Hvad søger astronauten, stjernesømanden? Han må vide, at de første mange lysår kan han kun forvente at finde glødende støv - måske er det alt, hvad mennesket nogensinde finder i rummet! Og det moralske spørgsmål: Hvordan kan man (om vi foreløbig nøjes med at tale om vores lille beskedne månefærd) forsvare at ofre milliarder af dollars på sådanne projekter, når størstedelen af verdens befolkning lever på sultegrænsen? Rumvidenskabsmænds forklaringer angående, at "rumfarten hjælper også andre videnskabsgrene" forekommer lidt vel søgt.

Alligevel har der været en tvang i mennesket til at søge udad, og ikke stoppe, selv ikke, da "efterrationaliseringen", at der var nyt grønt land hinsides bjergranden, var blevet vås. Det er denne tvang, SF måske først og fremmest udtrykker.

Forfængelighed? Stolthed? Givetvis en del af forklaringen, men ikke den hele. Disse ting kræver ligesom en medbragt beundrerskare, som det er meget vanskeligt at transportere ud af galaksen. Higen, stræben, er bedre ord. Men efter hvad? Tilsyneladende ikke nogen fysisk realitet i verdensrummet. Nye råstofkilder på fjerne kloder? Men det er ikke det. Det er også vanskeligt at forestille sig en sådan higen som eksisterende i sig selv og for sin egen skyld. Hvad er det, astronauterne rent faktisk møder i rummet, i SF-romanerne?

Det er i påfaldende udstrakt grad overlegne intelligenser, måske endda een almægtig intelligens, der, styrer universet. Faktisk går spillet først op, når vi anerkender den sære, nærmest mystiske higen som religiøs.

Og hvad har vi dermed sagt? Desværre har vi kun fundet vort problems plads i en større problematik. At antage, at mennesket besidder en iboende længsel efter Gud, fordi Gud eksisterer som en personlig realitet i bogstavelig forstand, forekommer mig utilgiveligt naivt. Vi må i dag vide, at den udspekulerede verdensmekanisme er blevet til ved fysiske loves spil. Det gør imidlertid ikke menneskets længsel efter det åbenbart ikke-eksisterende mindre reel. Igen kan vi forsøge os med en bunke lidet tilfredsstilende pseudoforklaringer: Menneskets eksistentielle angst, der får det til at søge tilbage til barndommens forældreskikkelser som garanter for tryghed og målrettethed, og mere af samme skuffe. Det er en længsel, der er langt dybere end en lejlighedsvis umodenhed hos individdet. Tilbage står den mulighed at gudsbegrebet er en forklædt realitet, et andet navn for noget særdeles virkeligt, som mennesket altså både søger og ængstes for. For at opdage, hvad, må vi underkaste gudsbegrebet en nærmere analyse. Gud opfattes traditionelt som et menneskeligende væsen, der imidlertid adskiller sig fra mennesket derved, at det er almægtigt og alvidende. Med andre ord: Denne Gudssøgen er en søgen tilbage til et tidligere trin, hvor mennesket var almægtigt og alvidende. Nogen enklere og mere sandsynlig forklaring gives ikke, og gennem mytologien kan der da også argumenteres for den i det uendelige, hvad imidlertid falder uden for denne kroniks område. Hvilket trin er der tale om? Vi kan vist lade parapsykiske evner ude af billedet. Det er svært at svare, men en eller anden af sociale regulationer uberørt naturtilstand må det have været, som vi ikke kan glemme, sandsynligvis fordi den er i høj grad genetisk funderet. Vi fødes allesammen med erindringen om Gud. Og så begynder jagten tværs over galaksen, på os selv. Vi prøver at blive tekniske guddomme som erstatning for det glemte, vi var.

Science-fiction fører denne tanke ud i yderste konsekvens, den behøver ikke at vente på de tekniske fremskridt, når vi læser SF, er vi i Andromeda.

Men på et eller andet tidspunkt må denne søgen UDEFTER, som altså i virkeligheden er en kamoufleret søgen INDEFTER, vende om og blive sig selv. I en sådan fremtidig SF-roman må hovedpersonen udforske det begrænsede univers, som den traditionelle astronaut udforsker det ubegrænsede, og som romanen skrider frem, må dette univers trække sig sammen om ham, på lignende måde, som astronauten ser universet udvide sig foran ham. Han må finde, at rummet er en illusion, at himmelhvælvingen er en kugleskal. Det vil være den absolut første ANTI-SF-ROMAN - eller måske den første "rigtige" SF-roman alt efter, hvordan man vælger at se på sagerne.

Jeg har forsøgt at skrive denne roman og kaldt den DEN 33. MARTS - den udkommer september på Vintens Forlag. Selvom man imidlertid vælger at gå ind på denne romans tankegang, kan den kun repræsentere en begyndelse. Andre vil følge efter, bøger, som må finde deres egne præmisser, men som har den tilfælles med 33/3, at RUM-SF-genren fortolkes ved at inverteres. Den mulighed eksisterer selvfølgelig også, at bogen bliver en genre for sig, en kuriositet, et snurre piberi. IDE-mæssigt er den lige så orginal, eller originalere end REJSEN TIL MÅNEN eller TIDSMASKINEN. Tilbage står at se, om den også duer til noget. Den evige søgen efter nye horisonter kan blive ørkesløs, for ud i rummet er bort fra mennesket, hvis vi ikke har mennesket ombord. Det bliver spændende at se, om de næste ti eller tyve års SF formår i tilfredsstillende grad at løse dette problem. Det bliver spændende at se, om mennesket formår at løse det. Brudte Grænser - men ud (eller ind) til hvad?