Filmanmeldelse af Black Sunday

 

Vi har desværre ikke set os i stand til at bringe en artikel om den i år afdøde italienske filminstruktør Mario Bava, men har til gengæld fået lov til at genoptrykke en artikel om hans bedste film, "Black Sunday"/"La maschera del demonio" eller "Djævlens maske", fra "Filmsamleren" nr. 6. Mario Bava (f. 1914) lavede bl.a. "I tre volti delle paura" ("Black Sabbath"), hvori Boris Karloff spillede en Wurdalak, dvs. en vampyr; "Terrore nello spazio" ("Planet of the vampires") og følgende horror-film "Evil Eye", "Night is the Phantom", "Blood and Lace" og "Curse of the Dead".

Iøvrigt skal jeg overbringe en tak til Jakob Stegelmann for at skaffe stills fra filmen.

np

ERWIN NEUTZSKY-WULFF

LA MASHERA DEL DEMONIO
(BLACK SUNDAY, REVENGE OF THE VAMPIRE)
Prod: Massima De Rita, Galatea og
Jolly Films 1960
S: Barbara Steele, John Richardson,
Andrea Checchi, Ivo Garrani,
Arturo Dominici, Enrico Olivieri,
Antonio Pierfederici, Tino
Bianch, Mario Passante, Renato
Terra m.fl.
I: Mario Bava

Det er skrækfilmens syv klassiske minutter: Et dødt landskab, et fjernt, uvirkeligt morgenskær, sorte, nøgne træer. En bøddel drejer jern i et gnistrende bål, iagttaget af formummede mænd med fakler. En enkelt, med storinkvisitorens værdighed, hæver sig over de andre. Jernet forlader bålet og føres af tre bødler i procession til en bred pæl, hvor en ung kvinde halvt hænger, halvt hviler i sine bånd. Hendes klædning er løs, benene ledt spredt, hendes ryg dækket af det tykke, sorte hår. Rygget blottes, og jernet trykkes fast, hun skriger, og vi ser det rygende kød. Hendes ansigt åbenbares, som hun hører sin dom, det udtrykker trods, smerte, rædsel og vellyst. "I the second-born son of Prince Wajda as Grand Inquisitor do condemn you, and as your brother - I repudiate you!" Hans ord føres bort af den hylende vind. En bøddel viser os en gylden maske, indvendig besat med pigge. Han nærmer sig os og offeret. "It's I who repudiate you!" råber den dømte heks, Aza, og himmelilden understreger hendes ord: "The unchained elements of the powers of darkness are lying in ambush - beware - Greovij!" Masken presses mod hendes ansigt, og på et tegn fra inkvisitoren hamres den på plads og ind i planken med eet slag af en vældig hammer. Hendes skrig er som et brøl fra helvede, sekunder før forteksterne viser sig på lærredet akkompagneret af filmens på en gang sørgmodige og hidsige tema. Aza og hendes lærer og elsker føres til bålet, men et voldsomt uvejr splitter de skrækslagne bødler, samtidig med at et tæt regntæppe slukker flammerne. I stedet begraves Yavutich i uindviet jord, mens Aza stedes til hvile i Wajdas familiekrypt, et vældigt krucifiks tynger låget ned på hendes vuggeagtige sarkofag.

Sådan begynder BLACK SUNDAY, som DERANN nu har udsent under den amerikanske titel REVENGE OF THE VAMPIRE. Filmen er blevet kaldt den bedste overhovedet inden for den fantastiske genre, og det står i al fald fast, at det er en af klassikerne, og samtidig måske den skrækfilm, der har fået censuren hårdest at føle, totalforbudt, som den endnu er i mange lande. Samtidig har "gyserfilmens Fellini", som Bava er blevet kaldt, skabt en overordentlig speciel og stærk æstetisk oplevelse.

Omkring år 1825 er Professor Soma Kruwajan sammen med sin elev, Andrei Gorobeck, på vej til en kongres i Moskva. På professorens forlangende skyder de genvej gennem en "hjemsøgt" skov og havarerer undervejs. Mens kusken udbedrer skaden undersøger Kruwajan og Gorobeck et kapel og trænger ned i den krypt, hvor Aza hviler. Her giver Giorgio Giovanni os en scenografi, der siger spar to til alt, hvad man har set. Bava ved det, han laver 360 graders panoreringer og lader sine personer glide drømmeagtigt gennem de flade, paranoide landskaber - eller er det landskaberne, der glider gennem personerne?

Kruwajan angribes af en flagermus, og idet han forsvarer sig, knuser han såvel sarkofagens glasrude som det skærmende kors, samtidig med at han sårer sig selv. Af nysgerrighed fjernes han bronzemasken fra det halvfortærede ansigt, og hans blod drypper ned på en grånet amorbue. Aza ler; en fjern fagots triller under hvælvingerne; porten til krypten springer op. Udenfor, under en knust portal, finder de Azas alter ego, Katia, datter af den nuværende Fyrst Wajda: Barbara Steele, et sjældent eksemplar af carnivores, med voksansigt lysende som en glødelampe og takkede tænder bag fulde læber.

Samme nat bryder et voldsomt uvejr løs: Kvæget er uroligt, en malkepige stirrer forskræmt ud gennem en glug i stalden. På kirkegården rejser vinden sig, og jorden bølger som et hav, Yavutich stiger op af graven, kappen flyver i flænger efter ham. I sit sovekammer mærker Fyrst Wajda hans nærhed. En stormvind jager gennem korridorerne, tunge møbler vælter, døren flyver op, men fyrsten jager sin fjende bort med et krucifiks. Bekymrede over hans udmattelse sender Katia og broderen Constantinu kusken afsted efter Kruwajan, men det er Yavutich, der henter ham og fører ham til Aza. Her får vi en af filmens bedste kontinuiteter: Malkepigen, der kommer løbende fra skoven og ser vognen, sort, lydløs, med hestene galopperende i slow-motion. Kirkeklokker slår over i Roberto Nicolosis geniale musik, som dæmonen jager afsted på bukken; han fører Kruwajan ad lange, stedse mørkere korridorer, til sidst er der kun hans lygte, frit svævende i rummet. Doktoren er atter i krypten, Azas sarkofag begynder at rokke, og eksploderer til sidst for at afsløre hendes sortklædte, slangeagtige legeme udstrakt på den brudte marmor, som hun kertegner med edderkoppe-fingre, mens hele hendes krop vrider sig i rasende begær, kronet af det skinnende ansigt med de sorte sårhuller efter bronzemaskens pigge som en pervers og absurd make-up. I bjergtaget afsky kysser Kruwajan hende - her er igen kuppet Steele, i samme grad i rollen som den pattede, blegsottige Katia, og den supererotiske Aza; latterligt overspil og genial simplifikation. Hun er en ægte star, totalt talentløs teatermæssigt set, men med en udstråling som et mindre atomkraftværk.

Der spiller et tvetydigt smil om Gorobecks mund, da han efter et af Katias jævnlige besvimelsesanfald åbner hendes øverste bluseknap, og kameraet zoomer ind på det spinkle krucifiks mellem de majestætiske høje, men derudover er kærlighedsforholdet ren og ublandet drøvel; kameraet fralægger sig ansvar og opsøger i disse scener med forkærlighed træer, ruiner, vedbend og fontæner, mens tilskueren krøller tæer over replikskifter som: "In moments like this it's difficult to find the right words, but when this is all over ... Katia ..." "Thank you, Andrei, thank you!"

I mellemtiden arbejder filmen sig op i et forrygende klimaks - klimaks e r vel egentlig forvangsscenen: Yavutich bærer den afmægtige Katia til Aza, der endnu ligger på katafalken, og flænger hendes bluse. I dette øjeblik kaldes han bort ved lyden af Andrei, der westernagtigt springer gennem en kirkerude. Nogle sekunder hviler de to gange Steele ved hinandens side. Så lukker Azas hånd sig om Katias håndled, trykker fingerspidserne mod pulsåren. Katias hud mørkner, en let fedme skyder op i hendes kinder, en fyldigere modenhed, der forvandles til dobbelthage. Fine rynker skyder ud i øjenomgivelserne. Aza drikker livskraften ind for at ende som en syttenårs tøs med øjne så gamle som tiden. Det er så fantastisk gjort, at vi i næste øjeblik spørger os selv, om vi overhovedet har set det ske.

Filmen foregår hele tiden i to verdner, en indre og en ydre. Den indre er forholdsvis tryg: Borgen, faderen med de to elskede børn, Constantinu og Katia, den trofaste tjenerstab, de to imponerende hunde. Selv de to videnskabsmænd, Kruwajan og Gorobeck, synes at stå vagt om denne verden, hvor der sågar findes plads til idyllen, f.eks. i haven, hvor Andrei erklærer Katia sin kærlighed.

Men denne indre virkelighed trues ahele tiden af en ydre, eller rettere, af en tidligere indre, som er fortrængt, symboliseret ved den århundrede gamle heksehistorie. Slottet er i ruiner, borgherren ligger vågen om natten og lytter efter stormen. Til sidst bryder uvejret løs, Yavutich står op af sin grav og stolprer mod slottet, selv videnskaben giver fortabt og bukker under. Samtidig med at labyrinten åbner sig drages Katia mod sin identitet som Aza. Men Katia k a n ikke blive Aza. Azas marterpæl styrter om som en forrådt afgudestøtte, og på katafalken vågner et nyt væsen, Katia-Aza, i sin elskers arme.

Erwin Neutzsky-Wulff