Doktor Caleb Gareys kabinet

 

ERWIN NEUTZSKY-WULFF, der er født i 1949, er en foruroligende ung forfatter på det danske firmament... ikke alene, fordi han er så vanskelig at placere rent genremæssigt, men også fordi han tit bevæger sig ud på betydeligt dybere filosofiske vande end almindeligt i dagens litteratur.

Han debuterede i 1971 med romanen, »Dialog om det 21. århundredes to vigtigste verdenssystemer«, og det var nærmest science-fiction. Så har han skrevet en tetralogi om den okkulte detektiv, Adam Hart, »Adam Harts opdagelse«, 1972, »Adam Hart og sjælemaskinen«, 1977, »Victor Janis & Søn«, 1976 og »Ouifael«, 1977. Dertil kommer tre store science-fiction romaner fra de senere år: »Anno Domini«, 1975, »Gud« 1976 og »33. marts«, 1977, foruden en række noveller i genrerne krimi, horror, gru, okkultisme og science-fiction.

Jeg husker endnu hans lille, snedige smil.

Men nu tror De selvfølgelig, jeg er sindssyg. Nu tænker De, at man aldrig skulle have sluppet mig ud af Lamberth-hospitalet, eller i det mindste, at man gjorde det alt for tidligt. Men jeg vil begynde med begyndelsen.

Jeg har altid været en usædvanlig begavelse, som barn var jeg noget af et vidunder, jeg skrev digte, så ingen kunne kende forskel på dem og Shakespeares sonnetter. Mor gik rundt og viste dem til alle dem, hun kendte, og de misundte allesammen mor, fordi hun havde sådan en begavet søn. Jeg besluttede altså tidligt, at jeg ville være forfatter. Som ung var jeg overnervøs og rastløs og havde svært ved at tage mig sammen til at skrive min store roman, den, der skulle blive mit gennembrud, som alle ville tale om. Men endelig fik jeg det gjort. Hvor stor var da ikke min overraskelse, da jeg erfarede, at intet forlag var interesseret i at udgive den. Næsten to år havde jeg været om at skrive den. Nu måtte laurbærrene komme. Men der kom ingen.

Jeg kunne ikke forstå, hvordan det kunne gå til. Jeg overvejede et stykke tid at skrive en ny, der skulle blive endnu bedre end den første. Men så hørte jeg et rygte om, at man skulle have forkastet mit manuskript, simpelt hen fordi det var for godt. Man var blevet bange for konkurrence.

Alle Forfatterforeningens medlemmer havde truet med at forlade diverse forlag, hvis blot eet af dem vovede at udgive noget af mig. Da forstod jeg, at det var håbløst, at det ikke kunne nytte noget at prøve at skrive noget, der var bedre end »Konkylien bruser«, for jo bedre det var, jo mere bange ville de alle sammen blive, og jo mindre chance var der for, at det blev udgivet. Men jeg skulle vise dem, at jeg ikke var slået: Jeg begyndte at sende noveller ind til aviser og ugeblade. Men de sendte dem alle sammen retur. De var altså også med i komplottet, udmærket, så vidste jeg det. Intet af, hvad jeg skrev, måtte nogen sinde blive læst, for hvis det blev læst, ville alle straks forlange, at alle forlagene kun skulle udgive mine bøger, og så ville de andre forfattere dø af sult. Det var jo egentlig ganske forståeligt, at de var så bange for mig allesammen. Jeg skrev så til et af forlagene:

Herr Forlægger.
Jeg vil ikke finde mig. Der smuds kan De beholde. Forfatterforeningen og kommunisterne, jeg genial.


Henry Madison.
Der blev selvfølgelig aldrig svaret. Så skrev jeg til Rigsadvokaten, idet jeg oplyste ham om navnene på de personer, der bevisligt konspirerede mod mig, og bad ham rejse tiltale.

Det var en lækkerbidsken, det brev, med mange prominente indblandet. Det var dagen efter, at jeg havde afsendt brevet, jeg opdagede, at jeg blev skygget af en lille mand med en grøn baret.

Da jeg jo ikke kunne få noget udgivet, blev jeg nødt til at arbejde, og jeg ansøgte om flere direktørstillinger, hvor man overalt fablede om manglende eksamensbeviser, altsammen kun for at skjule, hvor angst man var for mig. Jeg begyndte at lægge mærke til, at hver gang jeg kom for at ansøge om en stilling, havde manden med den grønne baret lige været der, og så vidste jeg på forhånd, at jeg ikke ville få jobbet. Engang spurgte jeg ham, hvorfor han forfulgte mig. Han svarede, at han ikke anede, hvad jeg talte om, så jeg stak ham en på skrinet. Der måtte tolv politifolk til at holde mig, jeg har altid været helvedes stærk. Før retssagen forklarede min sagfører mig, at han ikke kunne stille noget op, da Præsident Nixon holdt hele hans familie som gidsler. Han var meget ked af det, men jeg trøstede ham og sagde til ham, at jeg tilgav ham af hele mit hjerte. I virkeligheden var der ikke noget, noget menneske kunne gøre: Min død var allerede blevet forudsagt af Nostradamus, som min kusine er en reinkarnation af. Så blev jeg spærret inde på Lamberth-hospitalet med påskriften »paranoid skizofreni«.

Nu bagefter kan jeg godt se, at det meste af det, jeg forestillede mig, var den rene indbildning. Men det kan man jo ikke, når man er syg i hovedet. Jeg fik insulin-chok, og det hjalp noget. Til sidst var jeg faktisk så rask, at Dr. Garey (det var overlægen) fortalte mig, at jeg kunne komme hjem til jul. Han var meget glad, det var meget sjældent, man kunne gøre noget for folk med mine symptomer, sagde han. Jeg husker endnu hans lille, snedige smil, da han sagde det.

Der var faktisk kun to mennesker, jeg syntes, jeg rigtigt lærte at kende på Lamberth: Den ene var Dr. Garey, den anden Dr. Edvard Humanson - de to var hinandens modsætninger.

Garey var streng, autoritær, hans »Nu tager vi det roligt!« kunne få en hel gangfuld hysterikere til at holde kæft. Hans uforstyrrelige ro gjorde ham til stiftelsens naturlige centrum, han styrede verdensaltet med næsten guddommelig alviden.

Humanson var nervøs og eksalteret. Han havde en fandens masse ideer, der ville revolutionere psykiatrien, som han så fisede rundt om Garey og bralrede op om som en planet i kredsløb. Når de to trillede ned ad gangen, udgjorde de virkelig et solsystem en miniature, Garey, den vældige sol, der lader sin videns lys stråle, mens han omhyggeligt holder sin drabant fast i sit tyngdefelt, der giver hele historien bevægelse og liv. Indtil spændingen opløses, og den falder tilbage i sit ophav. Hjem til jul: Det var jo fantastisk. Hvis jeg altså ikke fik tilbagefald. Men det fik jeg heller ikke, det måtte jeg ikke få. Jeg begyndte at gå som en hest med skyklapper, uden at se til nogen af siderne, angst, som jeg var, for at komme til at se noget, der ikke skulle være der. Jeg kunne næppe tro mine egne øjne, da jeg en aften fandt et maskinskrevet stykke papir på min seng med følgende ordlyd: De har ti dage tilbage at leve i. Doktor Caleb Garey.

Var det en spøg? Nej, doktoren spøgte aldrig. Men hvad da? Halvt ubevidst råbte jeg på en sygeplejer og viste ham sedlen. Denne rynkede panden, gik hen til den skrivemaskine, Dr. Garey havde ladet mig låne, satte sedlen i maskinen og skrev ordlyden af længere nede på papiret. Derefter studerede han sedlen et øjeblik, før han rakte mig den. Der var ingen tvivl. Den var skrevet på min egen maskine (hvis »e« var defekt).

Plejeren lod mig alene, og jeg sank udmattet sammen på sengen. Jeg var altså ikke helbredt. I al fald min underbevidsthed troede nu åbenbart fuldt og fast på, at Dr. Garey ville myrde mig.

Den følgende aften og aftenen derefter fandt jeg endnu to sedler, der fortalte mig, at jeg nu havde henholdsvis ni og otte dage tilbage at leve i.

Den næste seddel var anderledes. Den fortalte mig, at Garey ville dræbe mig med elektrochok, og dødsmåden var så nøjagtigt beskrevet, at jeg virkelig kom i tvivl. Der var brugt fremmedord, som jeg ikke var mig bevidst, jeg kendte betydningen af. Sæt nu ...

Sæt nu, det virkelig var overlægen, der skrev sedlerne, sæt, han var sindssyg, sæt, han virkelig havde i sinde at myrde mig. Hvem ville nogen sinde tro mig? Hvem ville nogen sinde få mistanke til Garey? Det var en uhyggelig tanke. Af en eller anden grund følte jeg, jeg kunne tale med Humanson, og det gjorde jeg så. Jeg spurgte ham, om han var hundrede procent sikker på, at overlægen var helt normal. »Han er meget begavet,« sagde Humanson.

»Det var ikke det, jeg spurgte om,« sagde jeg.

»Højtbegavede mennesker ... er somme tider lidt ... mærkelige ...« Han trak på skuldrene, smilede og forlod mig.

Jeg havde fået det indtryk, at Humanson mistænkte Garey for et eller andet. Måske vidste han mere, end han turde røbe. Men hvis det var sandt, at overlægen forsøgte at myrde mig, hvem i himlens navn skulle så hjælpe mig?

Femte, sjette og syvende seddel indløb. Den ottende om søndagen. Tirsdag blev angivet som min dødsdag. Jeg havde ikke betroet mig til andre end plejeren, der havde fået den første seddel at se. Hvem ville have troet mig? Jeg var dødsdømt. Medmindre jeg slog først. Jeg blev ikke anset for farlig, hvorfor jeg havde adgang til en sylespids saks. Jeg ringede på en plejer og bad ham hente overlægen. Så stillede jeg mig op bag døren og ventede. Det var mandag aften, men jeg havde ikke modtaget nogen niende seddel.

Lidt efter hørte jeg skridt ned ad den øde gang. De standsede uden for min dør, og Gareys imposante skikkelse åbenbarede sig i åbningen. Den kom ikke ind. Det så ud, som om den betragtede et eller andet. Så fik jeg øje på min skygge, der så drabelig ud der på gulvet foran døren.

»Nu tager vi det roligt!« sagde Doktor Garey. Og så tog jeg det roligt, jeg lod dem lægge mig på sengen og give mig en sprøjte. Jeg vidste, jeg ikke ville vågne mere. Men det gjorde jeg nu alligevel. Jeg vågnede ved det skarpe sollys, der kom ind ad vinduet til mig, ved skramlen af spande og lugten af grov sæbe. Der blev gjort rent på hospitalet en gang om ugen. Om onsdagen.

Onsdag.

Den skæbnesvangre tirsdag var kommet og gået, og jeg var endnu i live. Ved min seng stod overlægen, smilende.

»Jeg hørte, De var begyndt at skrive små sedler til Dem selv,« sagde han. »Det var jeg ærlig talt ked af. Jeg troede, vi havde fået Dem kureret ...«

Jeg kunne ingenting sige.

»Jeg studerede sedlerne nøje. Meget nøje. Og så fandt jeg ud af, at De ikke kunne have skrevet dem. De skriver med een finger, ikke sandt? Det kan jeg se af de små historier, De forlyster os med herude. Her er en af dem. Se ... skriften er fuldstændig jævn, hele tiden samme kraft i anslaget. Men se på trusselsbrevene: »i« og »k« er overordentlig kraftige, mens f.eks. »a« er meget svagt, fordi den, der har skrevet brevene (som de fleste mennesker) kun har ringe kraft i venstre lillefinger. Ja, Madison, disse breve er skrevet med tifingersystemet. Efterhånden som man får øvelse i at skrive efter dette system, bliver skriften selvfølgelig mere jævn. Dette er skrevet af en begynder, en person, der netop har tilmeldt sig et kursus i maskinskrivning. Og det kender jeg kun een, her på stedet, der har: Dr. Humanson.

Humanson er ikke egentlig ond. Men han er fuldstændig hensynsløs. For ham er patienter forsøgsdyr, som han kan foretage sine eksperimenter på. Jeg bliver ved med, at fortælle ham, at de er mennesker, liv, vi ikke kan risikere at tabe på gulvet i hans såkaldt »progressive« Dr. Frankenstein-eksperimenter. På psykiatriens område må fremskridt ske med uendelig langsommelighed og forsigtighed, ellers kommer patienterne til at lide under dem. Humanson ville ikke høre. Og det ville de, der betaler både hans og min gage, heller ikke: Han er jo så lovende, den unge psykiater. Ergo bliver han.

Men er han tilfreds hermed? Selvfølgelig ikke. Han vil være overlæge. Ulykkeligvis er der imidlertid en overlæge i forvejen, ergo må han ryddes af vejen.

Humanson beslutter sig til at begå den fuldkomne forbrydelse. Han udvælger en patient med en fortid som skizofren med tendenser til forfølgelsesvanvid og sender ham trusselsbreve underskrevet »Dr. Garey«. Patienten ved, han ingen har at betro sig til, ingen vil tro ham, han har kun een udvej: komme overlægen i forkøbet, dræbe ham først.

Med mig af vejen vil intet længere kunne standse Humanson. Brevene vil man tro, patienten selv skrev, de er jo skrevet på hans skrivemaskine. Han har simpelt hen fået et tilbagefald. Punktum.«

Jeg var målløs. Humanson, som var forekommet mig så sympatisk? Overlægen så pludselig medlidende på mig: »Stakkels De, De må have været rædselsslagen ved tanken om, at De måske havde fået et tilbagefald. Den lille hændelse med saksen taler vi ikke om - vi skal nok få Dem hjem til jul!«

Han trykkede varmt min hånd.

»På sin vis,« sagde han, »er jeg glad for, at det gik, som det gik. Ellers var vi minsandten aldrig blevet af med Humanson!«

Jeg husker endnu hans lille snedige smil.