Fort Algiers

 

FORT ALGIERS
Dist: Derann
Prod: Erco Pictures Corp. 1953
S: Yvonne de Carlo, Carlos Thompson, Raymond Burr, Leif Erickson, Anthony Caruso, John Dehner, m.fl.
I: Lesley Selander
L: 69 min. sort-hvid tone

En rigtig eftermiddagsforestilling med grumme sheiker, tapre legionærer og skønne kvinder, akkompagneret af kostelig »orientalsk« lirekassemusik. Pæne on location-optagelser, der dog ikke ganske formår at bortvejre det flying deuces-agtige ved hele foretagendet.

Man konstaterer, at Raymond Burr allerede havde sine besynderlige øje- mundvig- og skulder-trækninger, før han blev Perry Mason, og der er et par pragtfuldt cornede sekvenser, som da en legionær kommenterer en kollegas underlige opførsel med en roterende bevægelse omkring tindingen med pegefingeren, og sidemanden svarer med at ryste på hovedet og pege på hjertet. Ah, les chagrins d'amour ...! Så er der et slagsmål mellem overhelt og overskurk med papmachemøbler, der af hensyn til stjernernes sikkerhed er lavet så lette, at et egetræschatol springer en halv meter i vejret, da en af de medvirkende strejfer det med foden, hvorpå det d a l e r mod jorden!

Slutningssekvensen er et sandt at sige imponerende rytterangreb. Man undres, for pludselig synes det hele at klappe: Imaginativ fotografering, præcist timet og pacet klipning, og en lydeffekt (det lyder som et S-tog), der virkelig fungerer. Fremragende er kopien just ikke, lyden er stærkt svingende, men den lader sig se, selvom det sommetider på grund af talrige lodrette ridser ser ud, som om personerne er ude i snestorm. Og det virker jo lidt påfaldende, når filmen foregår i Sahara.

KOPI: B LYD: C

- wulf