Alien

 

ALIEN
Dist: Ken
Prod: 20th Century-Fox, 1979
S: Tom Skerritt, Sigourney Weaver, Veronica Cartwright, Harry Dean Stanton, John Hurt, Ian Holm, Yaphet Kotto
I: Ridley Scott
L: 17 min. farve tone

Idemæssigt minder ALIEN mest om de tidlige SF-mags, hvor det altid drejede sig om et eller andet opfindsomt uhyre, der prøvede at tage livet af et rumskibs mandskab. Som regel var der en eller anden simpel, men »genial« kur, som Wells' bakterier eller havvandet i DAY OF THE TRIFFIDS, som Wyndham ikke skal have skylden for. ALIEN er således næsten snarere '40 end '50'er-SF, altså SF, fra før man kom på ideen at lave SF-film i større stil. Der er noget næsten altmodisch ved hele denne THE THING-agtige plot, som står i et pudsigt misforhold til den smukke matte-fotografering, de moderne, om ikke overvældende imponerende special effects, og det - på trods af alle fremragende produktions-kvaliteter - home-movie-agtige ved hele foretagendet.

Gang på gang slår det en, hvor ung denne film er. Manus, instruktion og spil altsammen på højskole-planet, men skruet sammen med den idealistiske soliditet, som kendetegner talentet, der er fast besluttet på at bryde igennem. Man skal lige til laget nedenunder for at få øje på svaghederne, men der er de også iøjnefaldende: En dialog, der udelukkende består af eder og slang (gud hvor er det afslappet og realistisk!) samt en iscenesættelse, der hovedsagelig går ud på at sætte de aldeles håbløse og urutinerede actors i gang med et eller andet, der kan optage dem og fjerne dette håbløse, blanke "am-I-on-now?"-look fra deres ansigter længe nok til, at shottet kan nå at snuble i kassen, hvorfor de endeløst mumler ned i kaffebægre og snerrer af hinanden (irritation er den nemmeste sindsstemning at agere): "For chrissakes, Chris, will you please shut up, mumble, mumble, crunch, crunch, I'm tryin' to think! etc. etc."

Et andet symptom er en vis overfyldthed med påfund og effekter. Man føler det fra filmskabernes side (dette er team-work, hvis noget er det) hele tiden påkrævet at pynte og støtte med dit og dat. Vel, noget af pynten er så genial i sin naive simplicitet, at man undrer sig over, at det ikke kommer fra mere øvede hænder; ikke mindst det, som formodentlig kun 10% af biografgængerne vil nikke genkendende til, når jeg nævner det, men som ikke desto mindre repræsenterer 90% af filmens virkemidler (også for dem, der ikke opdagede det): Den allestedsnærværende subliminelle indblænding af et hjerteslag på lydsporet, vel at mærke ikke nogen af de medvirkendes, men tilskuerens, hvilket bl.a. røber sig ved, at dets takt stiger med vor ængstelse, selv om den person, det subjektive kamera følger, midlertidig er rolig. Således ånder astronauten op, da han finder katten, men hjertets pounding accelererer!

Og intet er vel mere skræmmende en ens egen angst, ens egen opmærksomhed over for angstens fysiologiske reaktioner. Vi narres altså til at tro, vi virkelig er så bange, som vi ville være, hvis pulsen hamrede i vore ørengange, som den gør på lydsporet, uden at vi aner, at det er der, den kommer fra.

På trods af det creature-from-the-lagoon-agtige ved uhyret, prøver man at undgå det lattervækkende, hvilket for det meste lykkes, omend det sommetider går ud over ekspliciteten, hvad næppe kan undgås med en så simpel "man vs monster"-konstruktion som denne. Uhyret er et "fuldkomment væsen", en slags overmenneske, anty- [linie bortfaldet!] ligens end et firben (det ligner nu mere Harryhausens Ymir fra 20 Million Miles to Earth). Havde der ikke været en mulighed for at redde sidste halvdel af filmen her? Men det ville måske blot være blevet til endnu et vanskeligt fordøjeligt glasur-lag.

8-mm-kopien er, som de nye 120 m er flest, kopi-mæssigt, pæn lyd, lidt tåget, for lys og ukontrasteret, med temmelig store korn. Redigeringen er fremragende, simpelthen alt er med i den vigtige første halvdel, og den aldeles håbløse slutning (hvor da i det mindste vi kunne have fået et tvetydigt shot af katten som mulig ny »vært«) savner man ikke. På 8 mm'eren skyder heltinden sig fri af moderskibet, bang, got you, son-of-a-bitch, the end. Her er uhyret altså endnu ombord på det s re skib, da det ryger i luften og dermed basta.

Og så kan man altså formedelst en 3-400 kr. atter nyde de øjeblikke, som trods alt vil gøre ALIEN til en klassiker med THE THING, INVADERS FROM MARS & the rest: Det majestætiske NOSTROMO (fladt som en pandekage på 8 mm'eren for at få plads til fortekster), stormplaneten med det forstenede vrag, en planet-klimatologi, man virkelig tror på, og ikke mindst de to komplet uforglemmelige episoder: den ene, hvor bæstet springer ud af sin vært som en speciel gudefødsel; den anden, hvor robotten går amok, denne scene desværre delvist amputeret af at være skåret ned fra et bredere format. Med alle sine svagheder et af sæsonens bedste køb!

KOPI (color): A LYD: A

- wulf