På fantasiens vinger

 

Der var engang et kongerige, der regeredes af en konge og en dronning. Men skønt der kun var én konge og én dronning, var der i snesevis af prinser og prinsesser og riddere. Det var et rigt land med vældige borge og paladser, der skinnede som sølv og gnistrede i alle regnbuens farver.

I dette land boede en dreng, der hed Escapio, og han var en underlig én. Når de andre legede med deres legetøjsriddere og ildsprudende legetøjsdrager, sad han bare i et hjørne og var sur. Det vil sige, han var ikke rigtig sur, bare trist. Hele verden forekom ham så forkert, på en gang truende og kedsommelig. Han vidste, at han snart skulle bestå sin manddomsprøve, og den, havde han hørt, var meget farlig. Han skulle besejse en ond troldmand, som levede i en borg på toppen af et utilgængeligt glasbjerg bevogtet af frygtelige uhyrer, vampyrer og varulve. Og bagefter skulle han være dragedræber ligesom sin far, et arbejde, der var lige så risikofyldt og udmattende, som det var trivielt. Han skulle giftes med en prinsesse, og med hende skulle han leve til sine dages ende i et gyldent slot. Men sæt, han nu blev træt af hende efter tredive år eller så?

Alle disse fremtidsudsigter bekymrede og ærgrede ham, og det var derfor, han var så trist.

I skolen gik det heller ikke så godt, han faldt altid af hesten i turneringstimen, og de magiske formler slog sludder for ham gang på gang. Han blev så bange, hver gang læreren manede fanden, og så lo de alle sammen ad ham og kaldte ham for Muse-Escapio. Tit ønskede han, at han var en mus, en lillebitte grå en, der kunne løbe væk og gemme sig i et lille gråt hul.

Når han ikke kunne holde de andres drillerier ud mere, gik han sig en tur i troldeskoven. Det var på en af disse ture, han stødte på en lille forfalden hytte. Han vovede sig forsigtigt nærmere og kikkede ind gennem en af de knuste ruder. Han var ikke så bange, for han forstod, at i en sådan ruindynge ville han hverken finde onde fyrster eller mægtige troldmænd.

Men deri tog han nu fejl, for i hytten boede faktisk en slags troldmand. Han var ganske vist ikke af den slags, der fremmaner ånder og befaler dem at bringe ham umådelige rigdomme eller drager, som ridderne må slås med. Netop i dette øjeblik kom han ud af sit hus, og da han så den nysgerrige Escapio, bød han ham indenfor. Troldmanden var meget venlig imod ham og bad ham sætte sig ned og fortælle, hvad der havde bragt den unge mand på disse kanter.

"Jeg får så sjældent besøg nu om dage!" klagede han. "Der er ingen, der vil have mine bøger og billeder og magiske kasser mere. De har alt for travlt med at ægte prinsesser og dræbe drager til at interessere sig for den slags ting. Det er meget sørgeligt."

Nu forstod Escapio, at den gamle var en troldmand ganske ligesom alle hans andre lærere, men alligevel var der noget særligt ved denne magiker, som gjorde, at han ikke straks rejste sig for at gå.

"Hvad er det for nogle bøger?" spurgte han, nærmest for at være høflig.

"Åh," sagde gamlingen med et lille, snedigt glimt i øjet, "det er nok ikke noget, der vil interessere sådan en ung prins som dig. Desuden ville dine forældre nok ikke bryde sig om, at du fik den slags ting at se. De ville sige, at du spildte din tid med dem."

"Jeg kan ikke spilde min tid mere, end jeg gør nu," fløj det ud af Escapio, "for jeg er så morderlig træt af drager og prinsesser og troldmænd ... ja, undskyld, jeg mente naturligvis ikke Dem!"

Troldmanden hævede afværgende hånden. "Nuvel. Du skal få en af bøgerne at se. Men du må ikke sige, du har fået den af mig, for så sender din far sine riddere hen og hugger hovedet af mig, det har han mere end en gang truet med at gøre."

Escapio skulle lige til at sige, at så skulle han nok kæmpe på troldmandens side, men så kom han i tanker om, hvor store hans fars riddere var, og hvor stor hans egen hest og hvor store hans egne våben var, og hvor stort alting var, og han sagde ikke noget alligevel.

Nu rodede troldmanden mellem alt sit skrarnmel, og et øjeblik efter havde han fundet en gammel bog, som han forsigtigt pustede støvet af. Drengen ville åbne den, men troldmanden bad ham vente, til han var kommet ud i skoven igen. Han kunne så eventuelt komme tilbage efter mere af samme slags, hvis han syntes om den. Escapio takkede mange gange og forlod hytten. Han gik et kvarters tid, før han satte sig ned på en stub og åbnede bogen. Teksten kunne han ikke straks læse, men der var masser af billeder. Og sikke billeder!

Store byer med masser af huse, men slet ikke, som han kendte dem. I disse byer var der intet guld, kun uendelige rækker af grå klodser. Imellem dem og inde i dem var der mennesker, men ingen af dem syntes at være prinser eller prinsesser. Han kunne ikke få øje på én eneste drage, og der var heller ikke nogen troldmænd. Alting var på en gang spændende nyt og trygt og ligetil.

Og nu var det, ligesom han også kunne læse, hvad der stod. Det var en historie om et fjernt eventyrland, hvor ingenting var farligt, og alting var anderledes. Her lærte børnene ikke at mane dæmoner, og når de blev voksne, blev de ikke sat til at slås med drager og den slags tåbeligheder. Hver eneste dag skulle de gå et bestemt sted hen, hvor de enten stod eller sad og gjorde nogle bestemte ting, der ganske vist åbenbart var magiske, men samtidig helt ufarlige. Ingen af deres trylleformularer syntes at virke. De, der stod, blev ved med at bore det samme hul i det samme stykke metal, og de, der sad, flyttede om formiddagen en papirbunke fra venstre til højre side af deres skrivebord, og om eftermiddagen, efter noget, der kaldtes "frokost", den samme stak tilbage igen. Men der viste sig aldrig nogen ånder eller dæmoner.

Så gik folk hjem, og de var gift, ligesom man var det i Escapios eget land, men der var ikke noget med at vinde turneringer for at imponere skønne jomfruer eller beskytte prinsessen mod uhyrer eller vinde hende fra en ond troldmand. Der var ingen borgtårne og fangekældre, hvor man skulle holde pigerne fanget, man skulle ikke tilsværge dem evig kærlighed, og hvis man tilsvor dem noget sådant, var der i al fald ingen, der ventede, at man holdt sine løfter. Hvis man ikke kunne lide hende, pyt! hvis man ikke kunne lide nogen, pyt! og hvis man slet ikke kunne lide noget, hvis man var led og ked af det hele, så fik man ord for at være særlig vis. For landet havde mange vismænd, der hele tiden gik rundt og sagde: "akja" og "det kan jo ikke være andet" og "vi må jo få det bedste ud af det", skønt de altid prøvede at få det værste ud af det, og "man skal jo leve", selv om der egentlig ikke var nogen, der nogensinde havde prøvet. Det kaldte man "politik", og dem, der kunne tale således, var "politisk bevidste", og hvis de aldrig rørte sig til noget, var de tillige "politisk aktive".

"Det var dog et vidunderligt land!" tænkte Escapio. "Å, gid jeg dog kunne rejse til det. Hvor ville jeg dog blive lykkelig!" Og han kunne ikke lade være med at gå hjem og vise sin far bogen. Men hans far blev først meget vred og siden meget alvorlig og satte sig ned sammen med drengen og sagde til ham:

"Den bog handler om et land, der ikke eksisterer. Sommetider, når vi ikke rigtig kan klare vore problemer, når små drenge ikke kan klare deres magiske formler i skolen, ja, så læser de den slags og drømmer, at der findes et sådant land, så spændende og ufarligt som det, der er beskrevet i bogen. Sommetider, når jeg har at gøre med en rigtig sej drage, kan jeg også dagdrømme og tænke: 'Om man dog bare sad i et hul og flyttede papir!' Men det nytter altsammen ikke noget, for landet eksisterer ikke, og det kan ikke nytte at drømme om det. Man må være realistisk! Og hver gang du spilder din tid på at læse den slags fjollede eventyr om arbejdsløshed og tillægspension, så bliver det sværere for dig at følge med i skolen. Til sidst bliver du en drømmer, der ikke kan klare noget som helst i tilværelsen, men bare sidder og udfylder selvangivelser hele dagen. Kan du forstå det?"

Men Escapio sagde bare: "Ja ..." og så gik han tilbage til den gamle mand i skoven og sagde: "Du havde ret. Han forstod ingenting!" "Ånej," sagde den gamle. "Sådan er de voksne tit. De glemmer at bruge deres fantasi!" Og så gav han Escapio en af sine magiske kasser, der havde en glasrude for en af siderne, og på den kunne man se alt, hvad der foregik i det eventyrlige land, som bogen havde fortalt om. Han kunne sidde i timevis og se på, hvordan menneskene i landet skændtes og gik fra hinanden og gik tilbage til hinanden igen og skændtes videre. Hvordan de samlede på noget underligt papir, som de kaldte for penge, skønt der ikke var et gram guld i det, hvordan de snublede og faldt og lod sig genere af folk, som hed "overordnede"; og ikke en af dem havde et sværd, og ikke et eneste hoved rullede, og ingen blev vrede eller forelskede eller forlangte noget af sig selv eller andre.

Og mens alle de andre tog deres eksaminer i sort magi og lærte at slå drager ihjel, sad Escapio blot foran den magiske kasse og så eventyrprogrammet TV-aktuelt, som blev eventyrligere og eventyrligere for hver dag, der gik. Til sidst behøvede han slet ikke at se på skærmen, for når han så væk fra den, ja så syntes alting at være forandret. Paladserne var blevet til grå huse, prinserne og prinsesserne til de grå mennesker, og dragerne og troldmændene var helt forsvundet.

Til sidst gik han tilbage til den gamle mand, der nu også syntes at bo i et gråt hus, og der stod SOCIALRÅDGIVER på hans dør. Escapio fortalte nu om det underlige, der var ved at ske med ham.

"Jah," sagde SOCIALRÅDGIVEREN, "det er netop hemmeligheden ved de magiske bøger og billeder og kasser, at hvis man bliver ved med at se ind i dem, så kommer man til det land, de handler om, helt uden at gå eller ride eller sejle eller flyve! Så vidunderlig er kassen nemlig. Det sker helt automatisk. På fantasiens vinger!"

"Åh," sagde Escapio, "hvor ville jeg dog ønske, at alle prinser og prinsesser havde sådan en magisk kasse, og magiske bøger og billeder, dem, du kalder "aviser".

"Jojo," sagde troldmanden med et lille, snedigt glimt i øjet, "men det kan de da få. Og du kan hjælpe mig med det!"

Og så blev Escapio sendt rundt fra palads til palads, og de forekom ham alle at være lave og grå. Og da prinserne og prinsesserne hørte, at de kunne få et så morsomt stykke legetøj som den magiske kasse uden at betale andet for det end en stabel papir, som den underlige handelsmand åbenbart troede, var guld, ja så skyndte de sig at tage kassen og lukke op for den. Og til sidst var der ikke en prins eller prinsesse i hele landet, der ikke havde en magisk kasse eller abonnerede på de magiske bøger.

Escapio var i mellemtiden blevet gammel, han trådte næsten i sit lange, hvide skæg. Men SOCIALRÅDGIVEREN syntes ikke at være en dag ældre, end da drengen først besøgte ham.

"Nu har jeg gjort, som du sagde!" mumlede Escapio. Og så døde han.

Men troldmanden gned sig i hænderne og gik ind i sit værksted for at lave flere af de magiske bøger og kasser, så også nabokongerigerne kunne blive forsynet. Og de levede alle sammen ulykkeligt til deres dages ende.

Se det var en forkert historie!

Den rigtige skal du digte ...