Blood of Dracula's castle

 

BLOOD OF DRACULA'S CASTLE
Dist: Mountain
Prod: A & C Corporation, 1969
S: John Carradine, Paula Raymond, Alex c'Arcy, Robert Dix, Gene O'Shane, Barbara Bishop, Vicki Volante, Ray Young, John Cardos, Ken Osborne,
I: Al Adamson
L: 70 min. farve tone

En ung pige strander på et øde sted, da hendes bil bryder sammen, og bliver prompte kidnappet af en pukkelrygget half-wit. Da hun vågner op af den obligatoriske afmagt, befinder hun sig i lænket tilstand sammen med en del andre starlets i kælderen under den ørkenborg (!) som hr. og fru Dracula har lejet sig ind i. De kalder sig dog Townsend og er i det hele taget ideal ægteparret fra den højere middelstand. Uheldigvis er de altså samtidig vampyrer, og da syntetisk blod endnu ikke er opfundet, som hun bemærker, bevæger de sig altså mildest talt på kanten af loven. De er dog for civiliserede til at jage deres ofre, det overlader de til føromtalte pukkelryg, der meget betegnende hedder Mango. De hjælpeløse skønheder udgør således deres "vinkælder".

Det lyder umiddelbart aldeles tåbeligt, men det er der jo så meget, der gør, når det bliver genfortalt, og Adamson er ingen idiot. Han balancerer fornemt mellem den afstandtagende ironiseren over genrens mere absurde aspekter og thrilleren, sådan som den nu er i halvfjerdserne, solidt funderet på forholdsvis ukompliceret sadomasochisme. Resultatet er blevet et vittigt manus, men en meget primitiv grundhandling, der tenderer den trættende vold og pornografien. Det er den første og bedste i en serie, og den er værd at se og eje som eksponent for en minigenre i sig selv.

Skuespilpræstationerne er naturligvis ikke just fremragende, men der er dog et og andet, man kan mærke sig i forbifarten. Eneste rigtigt kendte navn er John Carradine, der i en periode var for C-gyseren, hvad Ernest Borgnine er for katastrofefilmen. Hans nydelige diktion stikker af, og fremstillingen af butleren, der har menneskeofring som hobby, får hist og her skygge af dybde. Bemærkes skal også Adamsons faste Fay Wray, Vicki Volante, hvis skræmte dådyrøjne gør hende til det perfekte offer, som da også det meste af filmens handling går ud over. Måske er hun virkelig beklemt ved sin instruktørs påfund, levende taranteller, etc., hendes rædsel virker i al fald særdeles ægte.

Andre medlemmer af The Adamson Family er den tidligere nævnte Mango, en amatørbokser i ikke alt for strålende make-up, og en månesyg morder. Også han holder sig imidlertid inden for respektabilitetens grænser, for som han forklarer, er han blot i færd med at "realisere sig selv", mens butlerens pyromane anslag mod egnens unge piger mødes af dens beboere med påfaldende religiøs intolerance. Man har dog hidtil formået at holde rakket på afstand og går i kiste med forholdsvis sindsro: "Sweet Dreams!" "Nighty-night!"

Idyllen brydes af en ung fotograf, der har arvet borgen og nu kommer med sin forlovede for at bo i den. Med nogen overraskelse opdager de installationerne i kælderen. Han, beroligende til hende: "There's a perfectly rational explanation to this: They're vampires."

Vel, helt og heltinde overmandes, og de næste tyve minutter går med de plager, hun og hendes kvindelige lidelsesfæller udsættes for. Dvælende shots af Miss Bishop i badedragt og lænker med en kniv spillende mod de spændte maveskind forargede således ved filmens fremkomst mere end een fan af genren, der fastholdt, at horror er good, clean fun. BLOOD OF DRACULA'S CASTLE er måske den mest eksplicit sadomasochistiske gyserfilm af alle, men det ville være urimeligt ikke samtidig at indrømme den et intelligent manus, stemningsfuld fotografering og fremragende musik.

Dens æstetiske kvaliteter kommer således til brilliant udtryk i den påfølgende menneskeofring (af Volante, selvfølgelig). En glødende måne belyser et øde landskab, forrevne, sorte klipper og tordnende brænding, som processionen med fakler snor sig mod offerstedet til filmens påtrængende tema. De formummede skikkelser skimrer i halvlyset, og pigen fastgøres til offerstedet i en realisme, der får en tilsvarende sekvens i KING KONG til at forekomme anæmisk. Carradine læser ritualet, akkompagneret af faklernes knitren og pigens skrig. Stik mod alle spilleregler frelses hun ikke i sidste øjeblik, og sekvensen er pinagtigt lang. Under en anden instruktørs hænder ligegyldig sensationalisme, hos Adamson storslået i sin gru. Her kommer de meget specielle farver til deres fulde ret, den mørke, kvalmegrønne tone viger for brandgule flammer, der slikker op ad offrets silhouet.

Til gengæld er resten af filmen ikke neget at råbe hurra for. Vist opretholdes en vis tension til det sidste, men heltens opgør med den grusomme familie er alligevel mekanisk og uinteressant og tynges af et budget, der kun har råd til en enkelt stunt-man (Mango med en økse i ryggen og omspændt af benzinflammer styrter i den traditionelle afgrund) og ingen special effects overhovedet, mest katastrofalt i en disintegrationsscene, som simpelthen mangler. "They're turning to dust!" siger de, cut til tomme stole. Kun humoren redder disse pinligheder. Vampyrdamen til sin ægtemand, umiddelbart før forstøvningen: "Why don't you do something?"

KOPI: (color) B LYD: A

- wulf