Carrie

 

CARRIE
Dist: Derann
Prod: United Artists, 1976
S: Sissy Spacek, John Travolta, Piper Laurie, m.fl.
I: Brian DePalma
L: 32 min. farve tone

Hvad jeg plejer at kalde "den mytiske film", har gode dage. STAR WARS - ironisk nok den værste af dem alle - har sat en bølge i gang, der i impact næsten må sammenlignes med Universal i tredverne, amerikansk SF i halvtredserne og Hammer i tresserne. Meget er selvfølgelig Jens Lyn (når nu forlægget var det), men film som CLOSE ENCOUNTERS og SUPERMAN vinder godt nyt land for genren. Typisk er det da også for de bedste eksempler, at de i bund og grund er religiøse kunstværker, eller om man vil, okkulte. Da et moderne biografpublikum imidlertid ikke har noget forhold til religion eller okkultisme som sådan - noget ulig det publikum, der dannede målgruppe for halvtredsernes store bibelfilm - falder repertoiret uundgåeligt i to grupper (grøfter?), hvoraf jeg har nævnt den ene, rumfilmen, hvor den indre psykiske uendelighed projiceres ud ad stjernebanerne. Den anden er DEN PARAPSYKISKE THRILLER.

"Overnaturlige" evner har altid fascineret menneskene. Forklaringerne halter bagefter - men hvad skal man da også med en forklaring i et eventyr. De kedeligste eksemplarer er som THE FURY agenthistorier tilsat lidt ESP (for slet ikke at nævne EYES OF LAURA MARS). De bedste jonglerer med dæmoner som THE EXORCIST eller spår om dommedag som de tålelige OMENer. DePalma gør et ekstra spring og fører os helt ud på mysteriespillets overdrev. Og dog virker han ikke umiddelbart som en dreven teolog. Mit gæt er, at han (eller rettere romanforlæggets forfatter) har læst et sted den signifikante iagttagelse, at teenagers synes at være et specielt energetisk knudepunkt for det oversanselige. Filmen slutter videre (ganske korrekt), at dette hænger sammen med det første udbrud af seksualkraft, stilrent udtrykt i (menstruations-)blodet, som går igen og igen som en pervers udgave af Hawthornes SEVEN GABLES. Her som andre steder er filmen overtydelig, en anden typisk kvalitet ved den overnaturlige moralitet. Som i THE DEVIL RIDES OUT er kridtstregerne meget tydelige: Der er Kristendommen, og der er Satanismen, der er ideen, og der er blodet; og der er det titaniske sammenstød mellem de to kræfter. Og så har spillet endda en dobbelt styrke, fordi det ikke opføres i limbo, men i hverdagen, sådan som menneskemyrerne opfatter den.

Det skal ikke længe være nogen hemmelighed, at denne film ikke blot er en af halvfjerdsernes helt centrale, Derann har også givet os en udgave, der i kopi og redigering tangerer fuldkommenheden. Hvis dette var standarden for digests, ville min kompletionisme være alvorligt såret.

Vi begynder vor odysse i næsten GREASE-miljø, langbenede teenagepigers boldspil på skolens sportsplads. Klipningen er abrupt til de komplet gengivne fortekster, med den slibrige dvælen ved de halvvoksne tøser i omklædningsrummet. Som gennem et nøglehul aner vi de kræfter, der slumrer hos selv disse forstadshvalpe. Endelig trækker kameraet sig ind til den spinkle pigeskikkelse, alene i bruserens dugtåge, Carrie. Som sagt tangerer klipningen fuldkommenheden. At klippe førstesekvensens knudepunkt, selve opdagelsen af blødningen, er udiskutabelt et fejlgreb. Then again, det går ikke ud over forståelsen - kun en stokdøv moron kan være i tvivl om, hvad der foregår, eftersom der går ti minutter med at diskutere det - og det "gemmer" næsten frydefuldt ligesom det røde til senere, hvor der min tro bliver nok af det. Okay, her er der en skrabet kant på herligheden. Der er ingen andre.

Vi får tamponkampen, afbrudt af lærerinden, der slår den hysteriske Carrie. Scenen hos rektor, der sender hende hjem, er måske - hvis man skal være meget pernitten - en anelse for lang, eftersom den forekommer på begge spoler, men de to halvdele passer pænt sammen, og tricket med askebægret er jo ikke ueffent. Så kommer hjemturen med den drillende dreng, der uden større besvær vippes af cyklen.

Kodeordet for hele denne første sekvens er indelukkethed. Hun er ikke så meget udelukket som selvcentreret, anskueliggjort ved glasruden, som drengene banker på, da hun venter på foretræde hos rektor. Carries ønske om "at være med de andre" er et postulat, men hun ved det ikke selv.

Også virkelighedsbegrebet behandles interessant. "I wanted to shake her too", indrømmer lærerinden. Carrie har aldrig hørt om den "naturlige" menstruation på grund af sin religiøse opfostring. Der kan heller ikke være tvivl om, at vi skal opfatte Carries mors stadige og hysteriske forsøg på at "drive det onde ud af Carrie" som medvirkende til hendes sammen- eller rettere udbrud. Samtidig er moderen imidlertid filmen igennem en sær ræsonnør. Hun har ret i, at Carrie er i en ikke alene vanskelig, men også farlig alder. Hun har ret i, at de kræfter, som nu vågner i hende, er biologiske, altså sataniske. Og Carrie er jo ikke en lille pattegris, der som sine veninder kan integrere sin kosmiske genfødsel i skolearbejdet. Moderen frygter altså med god grund, men som så ofte før afstedkommer hendes desperate undvigelsesmanøvrer netop det, hun frygter. At Piper Laurie overspiller, kan der ikke være tvivl om. På den anden side hører det med til denne films særlige charme, at der ingensteder spares på det kulørte.

Sekvensen med forelæsningen ("Eve was weak! Say it!") og Carries indespærring i skabet med den voksblå Kristus med de dæmoniske øjne følger. Så kommer gennemgangen af Tommy Ross' digt og Carries reaktion, som læreren parodierer, men som alligevel lader os ane en vis betagelse hos Tommy af den "sære" pige, og vi ser ham invitere hende til skoleballet, mens hun læser om telekinese. Pigerne sættes på stroppetur og lægger råd op (lussingen).

Der er heller ikke sparet på effekterne i scenen, hvor Carrie og moderen diskuterer THE PROM: Torden og lynild, levende lys og den sidste nadver på væggen, samt moderens velmente forslag om, at datteren nok heller bør tilbringe aftenen med bøn i sit skab! Op over det forudsigelige kommer rollen dog i sammenligningen med hundes løbetid (The boys - with the blood come the boys like sniffing dogs!) Da Carrie endelig viser sine kræfter, er det ved at smække alle vinduer i, forrygende krydsklipper med PSYCHO-agtige piv på lydsporet - et måske lidt for tydeligt lån.

Efter svineslagtningen og opsætningen af "fælden" er scenen sat til the big one. Ballet er fladt, lygegyldigt, overfladisk sentimentalt, en omgang diskokonfektpapir af værste slags. Og det er naturligvis lige præcis, hvad det skal være. Stilheden før stormen er næsten uudholdeligt prægnant: Panoreringen langs snoren til spanden og så hele slow-motion-passagen: Carrie i en drøm, det hævngerrige levende pigeansigt bag tribunens forhæng parat til nådestødet. Netop ved at berøve Carrie den overfladiske triumf, spilles den sande, frygtelige hende i hænde. Den svækkede kødelighed, indpakket i silkekjoler og lyserøde projektører bryder ud i al sin vildskab i det øjeblik, dens medium, svineblodet, salver den unge pige. Selv naturlovene sættes ud af kraft, lyden forsvinder - undtagen en enkelt, som ved en fejltagelse, den tomme spands skramlen - den hysteriske latter, den retfærdige harmes udbrud, intet kan overdøve det tavshedens uhyre, som endnu usynligt kaster sin skygge over børn og kinesiske lygter. Spanden falder og kaster kavalleren om, som for at bedyre hans uskyld. Et øjeblik brænder Carrie i selvrealisationens flammer, så retter hun sig op - og ingen primadonna har gjort det mere selvbevidst på et lærred, det er som om hun retter tre-fire howitzere mod publikum. Hendes frygtelige ansigt glider i splitscreen hen over lærredet og lukker alle udgange - biograflokalets inklusive. Brandslangen angriber som en arrig python, nærmest en uskyldig spøg i forhold til, hvad der følger efter. Impassivt følger kameraøjet balsalens omdannelse til helvede, en ilddåb i nøje parallel til bloddåben, som Carrie kan stige ud af i balletposition, en grufuld Ayesha. Portene åbner sig lydigt for hende, for derefter at lukke sig prydeligt - "der var ingen overlevende". Næsten endnu mere teknisk perfekt er scenen med bilen.

Men selvfølgelig er eet klimaks for lidt til denne film. Carrie vender hjem til et hus, der lyser som et halloween-græskar, til det endelige show-down med moderen. Snesevis af kærter hilser mørkets tilbagekomst, og Carrie poster vand i karret. Er der endnu en mulighed for tilbagevenden til hverdagens og normalitetens univers? På næste billede er hun ren og pæn i sin nightie, og i en helt afdæmpet scene indrømmer moderen halvt om halvt sit ambivalente forhold til seksualiteten, og Carrie føler næsten behov for bønnen.

Men den sindssvage kvinde har selvfølgelig køkkenkniven på ryggen! Hun gør korsets tegn med mordvåbnet, men standses elegant af et par velanbragte telekinetiske dittoer, der lader hende vugge ind i samleje og korsfæstelse i højere enhed. Igen, så også dem på sidste række kan følge med. Nu mangler kun, at huset braser sammen, hvad det selvfølgelig derfor prompte gør, dog ikke før Carrie har realiseret en væsentlig del af kristendommens væsen i den smukke Kristusfigur, hendes mor danner. Jesus med dæmonøjnene ser ud til at føle, at han har vundet - der er jo heller ikke mere tilbage, nogen kan sejre over.

Om det var kristendommen, der kæmpede mod store odds, eller det tværtimod var det repressive aspekt af religionen, der perverterede og argede en naturlig kraft, overlades det til tilskueren at bestemme sig for.

Tilbage er så drømmesekvensen, som vi får direkte ovenpå her, og uden rammehistorien, der gør den til en drøm. Råt for usødet, men rigtigt set af Deranns klipper. Det er vel ikke for meget at sige, at det er moderne films klassiske og aldrig overgåede effekt, hvad skræk angår.

Og mens vi taler om at tangere fuldkommenheden, så har da også kopien sit hak, som simpelthen er en ikke umærkelig skarphedsforskel mellem de to spoler. Begge er knivskarpe, når de justeres rigtigt, men der skal altså lige pilles ved knappen mellem klippene, dvs. en tre-fire gange under forvisningen. Men det er da altid bedre end en uhelbredeligt uskarp omgang grød, som jo ikke er ganske uset blandt digests ...!

Ganske afgjort den mest appetitvækkende digest markedsført det sidste år.

KOPI: A+ LYD: A+

- wulf