Un chien andalou

 

UN CHIEN ANDALOU (eller LE CHIEN ANDALOU)
Dist: Thunderbird
Prod: Luis Bunuel, Salvador Dali, 1928
S: Pierre Batcheff, Simone Mareuil, Jaime Miravilles, Salvador Dali, Luis Bunuel.
I: Luis Bunuel, Salvador Dali
L: 16 min. (24 b/sek; længde m.18 b/sek: 24 min.) sort-hvid tone (underlægningsmusik, udateret) (Musikken er evt. autoriseret af instruktørerne)

"Den andalusiske hund" er selvfølgelig en af filmens klassikere. Den er det nok hovedsagelig, fordi den meget præcist udtrykker en tidsånd (som må være ret fremmed for os), snarere end i kraft af noget eviggyldigt budskab. I al sin gobelintunge Freud-symbolik er den da i grunden også en ret så ligetil lille sag.

Af og til søger d'herrer Bunuel og Dali unægtelig deres metaforer temmelig langt borte fra alfar vej (ægteskabet bliver til to flygler, et ådsel + et par præstere), så at filmen visse steder kræver en decideret »tolkning«, altså en forklaring af, hvad der egentlig sker. Dette er selvfølgelig altid en svaghed hos en film, og i dette specielle tilfælde er man gået så langt som at påstå, at der er ingen mening med galskaben, en oplysning, der vist endda skulle stamme fra ophavsmændene selv. Det lyder jo også meget sjovt, og der kan da heller ikke være nogen tvivl om, at både Godard og Monty Pythons Flying Circus står i gæld til filmen. Mindre interessant, men mere realistisk er det jo nok imidlertid at antage, at der altid er en mening med det, man foretager sig, en mening, der så naturligvis begrænses af ens individuelle åndsevner. I Bunuels og Dalis tilfælde (surrealismens svar på Gøg & Gokke) har vi fået en masse seksualangst nydeligt obduceret, ofte i morsomme og tiltalende billeder - f.eks. den virkeligt opfindsomme deflorationsscene i begyndelsen, der spiller suverænt på associationer som barberkniv/pik, måne/kvinde, og den næsten simultane overskæring af begge cirkler. Det er selvfølgelig Siegmund for børnehaveklasser, men det er filmisk effent, og det er det afgørende.

Efter at hymen er brudt, kommer babyen cyklende. Han bærer meget praktisk sine anlæg i en kasse på brystet (låst, så vi ved nok, hvad slags anlæg!). På trods af, at ægteskabet således synes fuldbyrdet, taber ægtemanden dog ikke sin erotiske interesse, eller hustruen sin afsky for den. Den uartige, kærtegnende og masturberende hånd is all around, kravlende med myrer; ynglingen masturberer den i afrevet tilstand med en stok, men får den proppet ned i sin æske af en betjent, efter at have samlet et mindre opløb. Den således erotisk hæmmede androgyne lader sig derefter køre over af en bil (samlejesymbol!) hvad der ophidser ægtemanden (som på det tidspunkt ikke er ægtemand endnu, det kniver lidt med kronologien) til en meget fin erotisk scene. Imens ser personerne betydende og dramatiske ud, og det hjælper jo altsamen meget. Så er det, han kommer trækkende med flyglerne, altså tilbyder ægteskab for at få sin vilje med hende, som man vist sagde i atten hundrede hvidkål, da filmen blev lavet. Så er det babyens tur til at masturbere, og så... Det ender med fadermord. Det vil sige, det gør det ikke, for der er mere endnu. Babyen bebrejder moderen hendes seksualangst (what else), at hun ingen mund har (guess what that means) og barberer armhulerne - han sætter armhulehåret fast omkring sin egen mund, og så kan man jo nok tænke sig... Happy end.

Vel, man skal være forsigtig med at gøre grin med det banale, man kan gøre sig skyldig i at tage afstand fra naturen. Det psykoanalytiske drøvel i filmen kan man vist imidlertid kun tage alvorligt, hvis man enten er idiot eller magister i dansk. Tilbage er så det rent filmiske. Og det er underholdende, og også af og til sandt. Men til meget mere end en ganske professionel knaldfilm kan det nu ikke blive.

KOPI: A LYD: A

- wulf