The scarlet claw

 

SCARLET CLAW begynder særdeles lovende: Sherlock Holmes' analytic mind versus okkultister. Men så får hoved-okkultisten telefonisk besked om, at hans hustru er fundet mydet på heden, en meddelelse han modtager med stiff upper lip. Allerede her begynder genren at vise sine svagheder, alle disse lidenskabsløse mord behandlet som krydsord. Straks efter stolprer Holmes rundt i dekorationen fra THE WOLF MAN på jagt efter et væsen, hvis overnaturlighed er af en så indlysende naturlig art, at tilskueren uvægerlig spørger: "Scooby-dooby-doo, where are you?" Eller how about følgende piece of dialogue:

Holmes: Why did you kill Lady Primrose?

Murderer: I see no reason why I shouldn't tell you. I couldn't bear the thought of another man possessing her.

Holmes: And judge Prison?

Murderer: During the trial I grew to hate him, and when he sentenced me to prison I vowed that someday I would escape and kill him.

Holmes: I see. etc, etc.

Eller

"The Name of the third person is ..." og den talende når overraskende nok ikke at fuldende sætningen.

Nigel Bruce kæmper tappert med den umulige dialog, men in the end kan det kun blive pinligt. Hvorfor der ikke blandt de tolv episoder er en eneste original Sir Arthur-novelle, er mig en gåde. Rent bortset fra, at de evige forklaringer er ganske uforenelige med 8 mm-mediet.

Den smule action, der er, er fuldkommen mekanisk, og den afsluttende sekvens, hvor morderen tager tælling vildt fægtende med mordvåbnet, der mest af alt leder tanken hen på en dessertgaffel, er latterlig, hverken mere eller mindre.

KOPI: B LYD: B

-wulf