Close encounters of the third kind

 

CLOSE ENCOUNTERS OF THE THIRD KIND
Dist: Columbia
Prod: Columbia/EMI, 1977
S: Richard Dreyfuss, Francois Truffaut, Teri Garr, Melinda Dillon, Bob Balaban, J. Patrick McNamara.
I: Steven Spielberg
L: 19 min. (orig.L: 135 min.) farve tone

Kunst er budskab og budskabets budbringer, den kunstneriske form. Men i den specielle form, som er litteraturens, teatrets og filmens, "the story", ligger også en anden slags "budskab", en mulighed for at af- eller snarere ud(re)agere vores adfærd, konsekvens-løst, som vi drømmer uden konsekvens, deducerer uden konklusion, det, psykologen kalder "fri association". Denne konsekvensløshed har været nødvendig i alle kulturer; historier er altid blevet fortalt omkring bålet. I vor kultur, Skoptophilia, har konsekvens-løsheden taget overhånd, og menneskene kommer aldrig ud af biograf-mørket, men forbliver i et konsekvens-løst limbo, hvor vore handlinger aldrig føres ud og til ende, og hvor intet nogensinde resulterer af dem. Paradoksalt er biografen blevet det eneste sted, hvor der elskes og hades, og hvor menneskelige psykologiske forløb tillades at løbe til ende. De lever lykkeligt til deres dages ende, eller skilles bitterlig, hævnen presses til sidste dråbe, de utydelig mareridts-figurer får kød og blod, og Moses får sine tavler på Sinai. Film kan således omend i ringere grad end litteraturen, kunst-art NO 1, som praktisk talt ikke kender til begrænsninger, men dog i større udstrækning, på et større publikum - blive vejen tilbage til livet, en art emotionel konditræning for dem, der har intelligens til at jogge med. Den svagt-begavede, kritiske, bornerte og blasé rest har aldrig været til at frelse.

Virkningsfuldeste medicin er HORROR-genren, fordi den bringer bud og genoplevelse af de dybeste bevidsthedslag. En mere abstrakt, men desto kraftigere længsel mod urophavet giver den religiøse film. Her er navnlig Cecil B. deMilles bibel-studium TEN COMMANDMENTS formidabelt, fordi det ikke indeholder nogen billig "historisk baggrund", men er et full-scale amerikaniseret candy-floss-orgel af den type, der ligger den religiøse følelse uendelig meget nærmere, end nogen pæn film-anmelder tør tænke på. Er DE TI BUD vanskelig at overgå indenfor genren, må man imidlertid komplimentere Spielberg for en genial re-make. Jeg taler naturligvis om CLOSE ENCOUNTERS OF THE THIRD KIND. Sådan ligger landet altså. Vi er ikke længere indianere, der kan høre "solen synge ved midnat". Vi er ikke en gang højtidsfulde søndagsskole-unger med Jesus-glans-billeder på madkassen. Vi skal have Trumbull til at komme med sin "ice cream"-stand for overhovedet at kunne begynde at snakke om religion. Vi er ikke tilfredse med at messe fem toner og håbe på himmelsk belønning. Og de af os, der er så uheldige at være kunstnere, must come up with something better end kegler af kartoffelmos eller barber-skum. Vi kan se lyset for enden af hoved-vejen, og striben er ikke en gang fuldt optrukken, så det er tilladt at overhale. Vel, noget kunne tyde på, at vi er ved at være ved vejs ende.

Vi tror stadig, at vore maskiner kan redde os. Men det er blevet nogen mærkelige nogen, som ville have forvirret Watt. De kan tænke, de kan proppes ind i hjernerne på folk, de kan slippe solen løs på Jorden - også ved midnat. Det er en underlig sang, de synger for os, som ny lov-tavler, ikke helt af human origin. Og så dukker de op på himmelhvælvingen, som Hermes og Thor. Hvad vil de os, hvad vil vi os? Hvad gør vi, når luft-trafikken bliver så tæt, at rute 121 støder sammen med Gud i mid-air? Når han blokerer vore kraftværker og stikker et nysgerrigt øje (kun eet, for Gud har ikke flere) ned til os? Når han lader vore børn komme til sig, så bogstaveligt, at vi ikke en gang kan holde fast på dem ved anklerne?

Jeg skal ikke forsøge at anmelde CEOTTK. Dem, der ikke har set den, vil næppe heller være interesseret i 8 mm-udgaven. Hvad giver de 19 minutter os altså? Utroligt nok m noget nær det hele - lidt af hver scene. Og langt fra at virke sammenbragt og forvirret giver det en utrolig fuldstændigt overblik over filmen. Kopien er formidabel, man tror næppe, det er COLUMBIA. Alt i orden i den ende også.

Tilbage er sådan set kun at læne sig tilbage (eller måske snarere frem) og nyde. Selvfølgelig skal lortet op på de to meters bredde, ellers kan det være det samme. Men i det format opvejes manglen af 3 FALKEs højttaleranlæg også af glæden og intensiteten ved lænestolen og filmskabet. Af en eller anden grund virker farverne stærkere, end i originalen, og jeg må indrømme, at jeg først nu er blevet opmærksom på John Williams fremragende score.

Selvfølgelig kunne man have nøjedes med at udsende den sidste scene, men det ville være forkert. Den ville kun virke banal og svulstig uden oplæg som f.eks. hovedpersonernes genkendelse af det karakteristiske bjerg på TV. Alligevel må man nok have lov til at glæde sig særligt til slut-sekvensen. Jakob Stankelmans (I resent that - it's an old joke, too! Red.bemærkn.) far skrev i Berlingske: Man ønsker at kunne fastholde disse visioner for altid. Vel, det være hermed gjort - i al fald 19 minutter af dem!

Og lad os så for 117. gang, men ikke, aldrig sidste gang, stikke af fra vore vagter og bestige Sinai for at møde Gud med vore Yashica-kameraer og Yamaha-orgler.

He'll be there ...

KOPI (color): A+ LYD: A+

-wulf (who else?)