Dr. Who and the Daleks

 

DR. WHO AND THE DALEKS
Dist: Walton
Prod: Aaru Productions 1965
S: Peter Cushing, Roy Castle, Jennie Linden, Roberta Tovey, m.fl.
I: Gordon Flemyng.
L: 75 min. farve tone

Lad det for det første være sagt, at lækrere kopi har jeg aldrig set på 8 mm: A**-A**. Farverne er fabelagtig naturtro, og det er knivskarpt, det hele, Lydkvaliteten er out of this world.

Filmen?

Den handler om en distræt professor (Cushing føler sig mere fjollet i rollen, end han rigtig føler sig tilpas ved), der sammen med to kvindelig familiemedlemmer, den voksne Barbara og den ca. 10-årige Susan, foruden førstnævntes forlovede, Ian, rejser - i professorens egen hjemmelavede rum-tids-maskine - til en fjern planet beboet af »Dalek«er, salt- og peber-bøsse-lignende cyborger, og »Thal«er, bøsse-bøsse-lignende mutanter. Der er faktisk gjort ikke så helt lidt ud af at udstyre thalerne efter alle den moderne britiske fagkulturs regler, noget, der sammen med skarnkasse-robotternes påtrængende seksuelle symbolik kunne have dannet grundlag for en ret så interessant film, skulle man synes.

I stedet er det hele blevet ret jævnt-komisk underholdende, ofte ganske hyggeligt og stemningsfyldt, og med en primitiv visuel fantasi, så meget af den, der nu er plads til i 100 m2 studie med special effects, der ligger lige så langt fra O'Brien og Harryhausen, som Anders Bodelsen ligger fra Hemingway. Roy Castle prøver at pynte på det med noget Tati'sk pjatteri med selvlukkende døre, og foretagendet er da heller ikke frit for en vis fortælleglæde.

Bemærkelsesværdig er slutsekvensen med Dalek'ernes nederlag, her virker scenemekanikken trods alt, ligesom i den døde by, mørkelagt, osende af statisk elektricitet.

KOPI (color): A* LYD: A*

- wulf