Dark Star

 

DARK STAR
Dist: Iver
Prod: Jack H. Harris
S: Brian Narelle, Cal Kuniholm, Dre Pahich (sic), Dan O'Bannon
I: John Carpenter
L: 30 min. farve tone

Et nyt firma har stukket hovedet op - IVER - og det er som sædvanlig en masse bras med enkelte spændende ting imellem.

Således kan man få den nok som bekendte TEXAS CHAIN SAW MASSACRE med kannibalistiske orgier i fuldmånens skær for alle pengene. Fotograferingen er imaginativ, og klipningen opretholder en ægte tension imellem slagterierne. Filmen er egentlig solid grand guignol grænsende til det lettere komiske, men den flirter samtidig med det filosofisk-psykologiske på en meget indtagende måde. Det er en film, man i al fald skal have set en gang.

Det samme kan næppe siges om en titel som KNIFE FOR THE LADIES, som man egentlig bagefter kun husker for en påtrængende pop-melodi: »THE-EVIL-LADIES-GONNA-GET-YOU ...« Ja, hvis man bare kunne være sikker på det!

En anden af de seværdige er imidlertid DARK STAR.

Mest berømt er denne film vel for sit budget: $6.000 for en original 16 mm-udgave, og $60.000 for the real one. Altså endnu mindre end STAR WARS! Forskellen er imidlertid, at mens STAR WARS' "skabere" opgav, før de begyndte, at lave noget, der kan appellere til en intelligens højere end den gennemsnitlige otte-åriges, arbejdede DARK STAR-folkene en tre-fire år (kæmpede er vel en bedre betegnelse) under umulige forhold med at lave special effeets i hinandens køkkener og hobby-kældre. Resultatet er slående: Der kan laves acceptable film på et næsten ikke-eksisterende budget. Hvis dem, der laver dem, vel at mærke er parate til at sulte og slide sig selv ihjel. Og let's face it: Den, der ikke er parat til det, har ikke noget at gøre i et atelier eller noget andet sted, hvor kunst bliver til.

Fra forteksterne, hvor rumskibet, hoppende afsted i takt til en country- og western-ballade, vidt overgår Kubricks Strauss-fantasier, er DARK STAR flydende fryd. Man tror på denne mission i en flyvende skrotbunke og dens lakoniske deltagere - en kombination af 2001 og Monty Python's Flying Circus uden en eneste false note. Gerry og Sylvia Anderson må blive grønne af misundelse over denne candy-store.

Også spillet er 100% udnyttelse af små midler. Aktørerne er lige så talentløse som The Beatles i HELP, men de fungerer i sammenhængen: Små drenge der sidder fast i deres rumdragter som mus i et kakkelovnsrør. Mest virkningsfulde er næsten stemmerne, det forskellige equipments vocals, der er fyldt med »please«r og venlige henstillinger i de mest desperate situationer. Absurd drama for you!

Mens hoved-computeren således taler med en sexet sekretær-stemme, er de ombordværende bomber, beregnet på sprængning af "ustabile planeter" (DARK STARs mission), stædige bureaukrater, der ikke tåler nogen modsigelse af deres "procedure", uanset de katastrofale konsekvenser. Men mennesket har stadig et es i ærmet: Filosofi, og en af astronauterne besejrer bomben i en dialektisk holmgang.

Men kun midlertidigt. Den filosofisk vækkede elektroniske civil servant lærer mere om "phenomenology", end hans lærer havde i sinde. Og maskinen hjælper alle til en selv-realisation i bedste space-baby-stil ... Eneste mulige indsigelse er egentlig, at den halve time er for lidt. Hvor bliver f.eks. mandskabets alien-maskot af?

KOPI (color): A+/A LYD: A+

-wulf