Dracula

 

DRACULA
Dist: Universal 8
Prod: Universal, 1931
S: Bela Lugosi, Helen Chandler, David Manners, Dwight Frye, Edward Van Sloane.
I: Tod Browning.
L: 18 min. sort-hvid tone

For os, som er vant til Hammers produkter, der, ganske bortset fra, at de spænder fra det sublime til det latterlige, aldrig er anæmiske, må den originale Dracula nødvendigvis virke en kende støvet, men Universal 8 har klogt lagt vægt på de sekvenser, som demonstrerer filmens styrke, og er gået let hen over svaghederne. Den originale film er langtrukken, den redigerede udgave er det ikke.

Og filmen har, selv i dag, næsten et halvt sekel senere, sine forcer. De er i høj grad scenemekaniske, for DRACULA er, sommetider i pinligt påfaldende grad, filmet teater. Skuespillerne bumper i scenegulvet og overspiller, så dem på galleriet også kan opfatte, hvad der foregår. Selv Karl Freunds geniale fotografering bygger i høj grad på totalbilleder, så at man næsten aner sceneåbningen. Værst bliver det i den næsten antiklimatiske slutning.

Men der er også filmiske passager, som når vi finder greven ventende under Ninas oplyste vindue, eller han lidenskabsløst betragter søfolkenes kamp mod elementerne. I det heletaget er det lidenskabsløse typisk for filmen, præ-Hammer-opfattelsen af vampyren som et uvirkeligt gespenst, trykket af dødens kulde og gravkammerets evige stilhed. At denne opfattelse er forkert, og at Hammer, specielt Fisher, gjorde filmkunsten en af dens største tjenester nogensinde ved at udskifte dette billede med et af frydefuld nekrofili, kan der næppe være nogen tvivl om. Pudsigt nok giver titlen på en film, der slet ikke er nogen vampyrfilm, ikke en gang Hammer (men dog britisk og Lee-Cushing), nøglen til hele historien: THE CREEPING FLESH (en fortrinlig film, som Derann har udsendt i komplet color-udgave). Ud over associationer til slitheri-dee, betyder det nemlig: Den snigende kødelighed. Det er den snigende kødelighed, victorianerneren Helsing jager med sin hammer & stake, driftens spøgelse, den fortrængte seksualitet, som salig Freud ville have udtrykt det. Dette er pointen i filmvampyren.

Og derfor er DRACULA også i sin 1931-version en inderjanerfilm uden inderjanere. Eneste erotiske indslag er faktisk de tre masochistiske "gratier".

Nuvel, vi får "I am Dracula", "I never drink - wine" og et par stykker til, og filmen er en klassiker. At Van Helsing tog munder for fuld, da han endte filmen med at konstatere, at "Dracula is dead forever", skal vi jo så bare være himmelhenrykte over.

KOPI: A+/A LYD: A

- wulf