Dracula, Prince of Darkness

 

SPECIAL-ANMELDELSE

af ERWIN NEUTZSKY-WULFF

DRACULA, PRINCE OF DARKNESS
- om vampyrer, vulgærottemilimeterister og andre skadedyr.

I dag er navnet HAMMER så uløseligt knyttet til horrorgenren, at det for nogle nærmest er identisk med den. Men i 1957 ville det næppe have sagt nogen ret meget. Ganske vist havde selskabet produceret et halvt hundrede film, heriblandt både horror- og SF-film, men det havde i det store hele været low budget C-stuff, filmatiseringer af radioserier, o.l. En enkelt virkelig kassesucces havde man haft, THE QUATERMASS EXPERIMENT, og både den og dens to sequels, QUATERMASS II og QUATERMASS AND THE PIT (1967), er endnu seværdige.

Mere betydningsfuldt var det dog, at man i 1951 havde knyttet den da 47-årige instruktør TERENCE FISHER til selskabet. Det skulle senere vise sig, at formlen var HAMMER-FISHER-LEE. Den blev første gang brugt i 1957, endda to gange, med den sympatiske Peter Cushing thrown in. THE CURSE OF FRANKENSTEIN dominerede han fuldstændig, med Lee reduceret til noget af en fastelavnsfigur i rollen som THE MONSTER; i DRACULA forholdt det sig præcis omvendt, og endelig, i den sidste af Fishers tre Dracula-film, gled han helt ud.

Hvorom alting er, de to 1957-film blev en succes, der endnu er klassisk i britisk filmhistorie. Man havde opdaget et enormt, men hidtil skjult behov, og struck it rich.

Ingen af filmene ver i grunden præcis fremragende. CURSE kunne kun blive en halv film, i betragtning af, at Lee ikke kunne give Cushing noget modspil. Wretched-creature-masken, der havde passet lastbilchaufføren Pratt så perfekt i Universals originaludgave, var ganske uforenelig med Lees træk og den underlige halvblods, fuldblods aristokratiske pervertering, de udtrykker. Herimod var han som skabt til rollen som DRACULA, og ingen kan i fuldt alvor påstå, at nogen anden fremstiller når ham til knæene. For better or worse, også for skuespilleren selv: Lee er Dracula, og Dracula er Lee.

Men Fisher havde endnu ikke fundet sin form. DRACULA er famlende, fyldt med geniale indfald, men også med utilgivelige brølere og ødelæggende let-downs. Også for HAMMER var det hele et eksperiment, low-budget, spar på dit, spar på dat, osv. Og DRACULA kræver et rimeligt stort budget, hvis genren skal virke. Ikke desto mindre er 1957-udgaven måske i virkeligheden den første moderne skrækfilm, og alene det gør den til en udødelig (undead?) klassiker. Men det er ikke den bedste af Fishers Dracula-film. Og ikke-Fisher-Dracula-filmene er ikke noget at råbe hurra for.

HAMMER var selvfølgelig ikke sene til at følge succesen op, og i 1960 instruerede Fisher THE BRIDES OF DRACULA. Men her var Cushing, og ingen Lee, så det kunne næppe være værre. Alligevel lykkedes det instruktøren at få en virkningsfuld film ud af det, hvis klimaks rangerer blandt HAMMERs bedste.

Kronen på værket er og bliver imidlertid DRACULA, PRINCE OF DARKNESS. Dette skyldes utvivlsomt flere ting.

1) Fisher var blevet af med Cushing, der var løbet sur i sin Helsing-rolle. Samtidig havde han fået Lee tilbage.

2) Fisher var nu blevet så erfaren i løbet af de otte år siden DRACULA, at han nu have perfekt kontrol med stoffet.

3) Det budget, HAMMER gav ham, var i forhold til, hvad han hidtil havde arbejdet med, enormt. Det gav ham lejlighed til at opbygge de mest imponerende sets og interiørs i nogen HAMMER-film.

4) Fisher behøvede ikke at »filmatisere« Bram Stoker, for det var gjort. Han kunne selv skabe, og derfor blev filmen 100% film og 100% Fisher.

5) Fisher regnede formodentlig ikke med, at chancen ville komme to gange, så han bestræbte sig på at lave den ultimative Dracula-film, med inkorporation af alle genrens temaer udført med størst mulige præcision og perfektion.

6) Filmens kvindelig hovedperson spilledes af en horror actress in her own right, Barbara Shelley (den eneste af sin art udover muligvis Barbara Steele, der i grunden ikke er overvældende talentfuld).

7) Resten af filmens cast var solide skuespillere.

Med således alle gode kræfter engagerede og et solidt budget, er det ikke overraskende, at resultatet blev fremragende. Nu er dette jo en anmeldelse af en 8-mm-udgave, hvorfor jeg skal sige et par ord om KOPI og REDIGERING. Disse tos kvalitet er jo dobbelt vigtig, når vi som her har at gøre med et mesterværk. Netop mesterværket er det forfærdelig let at gøre vold på. Når nu alle Fishers scener er fremragende og integrerede dele af helheden, hvordan kan man da forsvare at skære ca. 20% fra? Som det vil fremgå af min anmeldelse af THE DEVIL RIDES OUT (se FILMSAMLEREN 12), var redigeringen i dette tilfælde sørgeligt, men formodentlig nødvendigt utilstrækkelig. Her er DRACULA en glædelig overraskelse, man savner faktisk intet.

Kopien have man frygtet, især da DERANN var begyndt at undskylde et halvt års tid før den fremkomst. Og med lidt god vilje kam man da se, at filmen er lidt storkornet, men slet ikke generende. Derimod er der et andet problem. DRACULA er wide-screen, og man mangler defor hele tiden højre- og venstre-kant eller lidt af hvert. Det gælder jo snart sagt hver eneste 8 mm-kopi, men her er det tydeligere, fordi Fisher som den professionelle filmmand, han er - udnytter lærredet 100%. I cirke 5 minutter af filmen er det direkte generende. at personerne taler til folk uden for billedkanten, og at disse (stadig usynlige) medspillende svarer. Men når så meget er sagt, skal noget andet tilføjes.

8 mm er 8 mm. Og 8 mm har en vis opløsningsevne (udtryk for, hvor stort billedet kan blive uden at blive uskarpt) og en vis spolestørrelse. Dette er formatets begrænsning, som man må acceptere, hvis man skal have (den enesteånde) fornøjelse af at eje, vise og analysere filmens mesterværker i dagligstuen. Og denne begrænsning er der ikke noget at gøre ved. Prøver man at komme ud over den, snyder man sig selv.

En god projektor kan med 8 mm-films gennemsnitlige opløsningsevne danne et billede af 2 meters bredde, ikke mere. Og med en afstand fra tilskuer til lærred på 3-4 meter giver dette også noget, der kommer biografoplevelsen meget nær (hvis selvfølgelig lydsystemet er godt, højttaler under lærredet, etc) og helt svarer til den, man får i de forskellige små- og del-biografer, som i de sidste år er skudt op som paddehatte i København. Fornemmelsen af et lærreds størrelse er noget meget relativt. Og selv om det er skægt at se CLOSE ENCOUNTERS i 3 FALKE, behøver en sådan lærredbredde ikke at være essentiel for nydelsen af en god film.

På den anden side må man sige, at det traditionelle 90-cm-lysbilledlærred, som mange 8-mm-mennesker bruger, er spild af den projektionsevne, som trods alt findes i en god fremviser. Men 2 meter er altså grænsen. Forstørrer man yderligere, ja, så er det næh! og åh! til man får lejlighed til at kigge lidt nærmere på det billede, man får, med korn så store som vildænder og figurerne mere eller mindre ubestemmelige, udtværede klatter. Det kan gå med nærbilleder, men totalbilleder (og det var jo her, man kunne ønske den større forstørrelse) bliver filmsuppe. Hvilket ikke kan overraske en, når man betænker, at det billede, man projicerer i hvirvlende fart, kun er godt og vel en halv centimeter bredt.

Så kan man købe widescreen-linser, der koster ligeså meget som en komplet spillefilm. Det kedelige er bare, at selv den mindst forvrængede widescreen-linse (og skal de være virkelig fine, er prisen astronomisk) ikke kan ændre ved opløsningsevnen. Det er altså i virkeligheden den overdrevne forstørrelse igen, den giver ikke valuta. Virkningen bliver den samme, som når firmaerne sætter en sort stribe over og under billedfelter. Cinemascope, mine herrer - ja gomåren: Hel pris for en halv film + 240 m. sort strimmel.

Sagen stiller sig på ganske samme måde med filmenes længde. 4 x 120 m er den perfekte skikkelse for en 8-mm-spillefilmskopi. Og lad være med at proppe dem på 180- eller (gys) 240-meter-spoler. Det er anstrengende at se 8-mm. Lyden er altid lidt dårligere end i biografen, og biografgængere i almindelighed er ikke vant til at lytte efter dialog. De læser tekster! Kendet du that certain desorienterede look efter anden spole (jeg ville ønske, at jeg trude spørge, what it's all about!)? Vis filmene en 120-m-spole ad gangen, lad folk trække vejret mens du spoler, og spørg: Nå, hvad synes du? Var der noget du ikke fik fat i? Joh, jah ... så kommer det. Og tilskueren glæder sig til næste forestilling.

Alle disse ting synes banale. Men det er fejl, som 8-mm-folk gør sig skyldige i igen og igen. Jeg kalder det vulgær-8-mmisme. Man vil have en »biograf« i sin egen stue. Men det kan man ikke få. Man kan få et sted, hvor man ser gode film, hvilke og hvornår man selv vælger.

Til sidst bliver det ligemeget, hvad der kører på lærredet, om det så er en John Wayne-film fra 1927. Man har alt for travlt med at købe modstande til lyset i "salen" og med at hænge mormors gardiner for lærredet. Og når man får gæster, skaldde selvfølgelig knække nakken på mølædte biografstole og se på "rigtige" reklamefilm og trailers til film, der ser meget interessant ud, for derefter at blive budt på noget så ophidsende som en komplet udgave af MOVING PICTURE BOYS THE GREAT WAR eller noget tilsvarende uden så meget som en tissepause. Men J.C., det er jo netop det vidunderlige ved mediet, at man ikke behøver at se de rædselsfulde reklamefilm, og kan sidde i sin gamle lænestol med benene oppe og omgivet af spiseligheder!

Det eneste, der mangler, er faktisk, at man stiller tilskuerne tyve minutter ud på altanen i femten graders kulde før og efter forevisningen, for så kan de forestille sig, at de venter på bussen ...

TIL KAMP MOD VULGÆROTTEMILLIMETERISMEN!!

Den berømteste - og bedste - scene i den originale DRACULA får vi (som Derann vist efterhånden har gjort klart for enhver gennem sine tryksager) før forteksterne. Den er naturligvis perfekt. Den første egentlig sekvens er set i en fantastisk techni-color-skov, muggrøn omkring det lyseblå eventyrslot, som er Draculas borg. Vi følger to engelske ægtepar, Alan og Helen, og Charles og Diana, der er strandet ved en korsvej, efter at deres overtroiske (?!) kusk har nægtet at køre dem videre. Sceneriet ville være alt andet end truende, hvis det ikke var for Helens hvide ansigt. Hun alene aner instintivt, hvad der er i vente.

En karet uden kusk dukker op i det gyldne sollys, der filtrerer ned i lysningen, og Charles foreslår at »låne« den. Men hestene har deres egen vilje, og efter dæmonisk dødskørsel a la Bava sættes de fire af på Draculas doorstep. De træder indenfor og finder guld og purpur, tunge gobeliner og marmorsøjler, en overdådig pragt som et flammende bål. Et bord er dækker til fire. I dette øjeblik dukker en skikkelse op, hvis entre er så imponerende, at man ikke kan tro andet, end at det er Dracula. Men Mørkets Fyrste lader vente på sig. Tjeneren Klove forklarer, at "my masters hospitality is renowned". Ganske vist er greven død, men det var hans sidste vilje, at borgen altid skulle stå åben for rejsende.

Dialogen ved bordet er ironisk og intelligent. "My master died without issue - in the accepted sense of the term", bemærker Klove, og souperen ender med en skål for den fraværende vært: "May he rest in peace".

Nu følger filmens centrale afsnit, Dracula rituelle genopvækkelse. Kombinationen af drømmende poesi og rå realisme gør dette til den bedste scene i nogen vampyrfilm. Fishers kontrol med farve virkninger og belysning er perfekt, og James Bernards musik som altid suveræn. Samtidig er Helens uro, alene tilbage i værelset, Alan har forladt, at ligne ved en ventende bruds eller et bundet offerdyrs. Kloves prosaiske og praktiske måde at klynge Alan o på, før han skærer halsen over på ham og ladet blodet blande sig med Draculas støv, øger fornemmelsen af noget overordentlig virkeligt og derfor dobbelt skræmmende. Special effects-manden gør resten, Draculas reintegration regnes med rette for den bedste effekt i nogen HAMMER-film (undtaget naturligvis Harryhausens øgle-film). Det plaskende blod, de flakkende skygger, og menneskeskikkelsen, der anatomisk korrekt gendannes af det grusagtige stof, alle disse virkemidler kulminerer i den angstfulde ventet på apparitionen, sekunder før en hånd kommer kravlende over sarkofagens kant som en hæslig blå edderkop, som højttaleren eksploderer i et tordenskrald.

Klove fører nu Helen til Dracula. Der er noget fantastisk ambivalent ved det første møde, ikke mindst ved den måde, Helen reagerer ved synet af sin mands mishandlede lig. Vi får reaktionen i et dvælende close-up, og da Dracula umiddelbart efter viser sig, udtrykker hendes ansigt nærmest en art genkendelse. Meningen er klar, i og med, at Draculas har fået Alans blod, er Alan Dracula.

Nu følger en sekvens, der repræsenterer et enesteående konglomerat af alle vampirismens parafernalia. Charles bringer Diana til en hytte ved korsvejen og tager alene tilbage til borgen. Umiddelbar efter lokker Klove imidlertid Diana sammesteds hen, og hun møder den vampiriserede Helen, der strømmer over af voluptuøs fysikalitet. Netop som hun angriber Diana, fylder et close-up af Dracula hele lærredet, og han kommer stormende ned ad den lange trappe i sin flagrende kappe som en vinget dæmon. Vi er her vidne til en fuldstændig dehumanisering af Dracula, et hvæsende vilddyr, offer for sin egen altfortærende lidenskab. Charles indfinder sig, og en vidunderlig duel følger, hvor rekvisitterne benyttes med en utrolig virtuositet.

Her tager handlingen for alvor fart, og det ville være synd at røbe mere. Dobbeltbundetheden ved hele foretagendet udvikler sig stadig videre, så at tilskueren til sidst er totalt i vildrede med, hvem han skal sympatisere med at de to stridende kræfter. Uskadeliggørelsen af Helen er en så uhyggelig metafor på den livsmyrdende viktorianisine, som man har set. Her forekommer den kloge og mådeholdende Shandor os pludselig at være en fanatisk puritaner, selvtilfreds i sin naive grusomhed, og langt uhyggeligere end f.eks. Cushings fugleskræmsel i TWINS OF EVIL. Der er også en morsom hilsen til Dreyers VAMPYR, hvis maske er kalkeret i Renfield-figuren Ludwig - Polanski gjorde det samme i sin film, med her var det Helsing-figurens maske. Christopher Lee, som er en gudbenådet krukke grænsende til det bøssede, bliver i Fishers kyndige hænder til epitomet på maskulinitet. Han fotograferes nedefra i den mest mandschauvinistiske (som det vist hedder nu om dage) og realistiske fellatio på film. Fra denne scene er filmen et tordnende crescendo, billede og lyd.

Om man sætter pris på denne filmgenres karakteristiske Blood & Dark-mikstur, er en smagssag, men den hører med til billedet af den fantastiske film, og et bedre eksempel på vampyr-filmen gives ikke. Den har således fortjent sin plads på hylden ved siden af BLACK SUNDAY, THE DEVIL RIDES OUT og DEAD IF NIGHT. I det hele taget er skrækfilmen, og da specielt den britiske, jo efterhånden uhyre smukt repræsenteret hos Derann og andre firmaer. Når man til de nævnte titler lægger ONE MILLION YEARS B.C., THE FLESH EATERS og KRONOS, ja så er det tæt ved, at vi er raden rundt.

Skal man endelig ønske - og det koster jo ikke noget - ja, så ville vi gerne have SLAVE GIRLS og QUATERMASS II (= X, THE UNKNOWN), foruden - selvfølgelig - HORRORS OF THE BLACK MUSEUM ...

Okay?

KOPI (color): A+ LYD: A+

DRACULA - PRINCE OF DARKNESS credits:
Prod: Anthony Nelson Keys for Hammer Films, 1965. Prod.manager: Ross Mackenzie. Instr: Terence Fisher. Instr-ass: Bert Batt. Manus: John Samson eft. idé af John Elder. Foto: Michael Reed (Techniscope, Technicolor). Klipning: Chris Barnes. Prod.design: Bernard Robinson. Art director: Don Mingaye. Special Effects: Bowie Films. Musik: James Bernard. Make-up: Roy Ashton. Lyd: Roy Baker.
Med: Christopher Lee (Dracula), Barbara Shelley (Helen), Andrew Keir (Fader Shandor), Francis Matthews (Charles), Suzan Farmer (Diana), Charles Tingwell (Alan), Thorley Walters (Ludwig), Philip Latham (Klove), Walter Brown (Broder Mark), Jack Lambert (Broder Peter), John Maxim (kusken).
Længde: 68 minutter (Orig.L: 90 min.) farve tone
Super 8 distribution: Derann Film Services (GB)

-wulf