Earthquake

 

EARTHQUAKE
Dist: Universal 8 (Castle)
Prod: Universal 1975
S: Charlton Heston, Ava Gardner, Lorne Greene, George Kennedy, Genevieve Bujold, Richard Roundtree.
I: Mark Robson
L: 17,5 min. (107 meter) farve tone

Måske er vi så småt på vej ud af den bølge af katastrofefilm, som så fuldstændigt dominerede filmmarkedet i første halvdel af 70'erne. Nye visual super stunts som STAR WARS, der tyngedes ned af lavt budget og amatøragtige indsatser af alle fra manus-forfatteren til aktørerne, og den langt mere vellykkkede CLOSE ENCOUNTERS OF THE THIRD KIND (som vi gerne ser på 8 mm), synes at tyde på det. Det bedste af destruktions-eposserne, også hvad angår special effects (og her ligger jo hundens hoved begravet), var utvivlsomt EARTHQUAKE. Ved siden af den kan nævnes THE TOWERING INFERNO med en upåklagelig klimaktisk opbygning og THE POSEIDON ADVENTURE med lidt bedre skuespil-præstationer, end man er vant til. Genrens kæmpe-flop var JUGGERNAUT, som aldrig kom igang (lidt i stil med BLACK SUNDAY, ikke at forveksle med Bava), smukt sekunderet af AIRPORT-filmene, den ene ulideligere end den forrige. Lidt afveksling bragte THE CASSANDRA CROSSING, agent-thriller + epidemi + togkatastrofe (et meget lille tog).

Redigeringspolitikken veksler lidt fra film til film hos Universal 8. FRENZY f.eks. ville vise os den vidunderligt rædselsvækkende kvælerscene (»Lovely, LOVELY«) og ikke meget andet. EARTHQUAKE-udgaven er nok den af Universals versioner, der gør mest for at give et indtryk af hele filmen (modsat KENs POSEIDON ADVENTURE, hvor vi stort set kun får den indledende katastrofe). Det kan virke lidt abrupt af og til (første shot efter forteksterne er et close-up af heltinden, der siger: »Can I ask you something?« - hvem? hvad? hvor?), men virker i det store hele efter hensigten. Man er i al fald næsten lige så udmattet som efter den rigtige film, og det er ikke af at kede sig.

Vi får næsten alle main titles i skarpt trav, og heldigvis filmens geniale tema, i acceptabel lyd. Skuespilpræstationerne er selvfølgelig rædsomme, men det ville jo være underligt andet. Heston bider alle sine mange hestetænder sammen, og Kennedy ser bedrøvet ud, og mere kan man vel ikke forlange af dem. Kun Genevieve Bujold er totalt uudholdelig, man kan næsten høre instruktørens råber: Se ti højre, lidt mere, ja SÅDAN! når hun er på lærredet.

Men tilbage til special effects, og meget af effekten tegnede SENSURROUND sig jo unægtelig for. Hvor meget får man med? Vel, skruer man ned for diskanten og op for volumen, kan man godt få sine ruder til at klirre og naboen til at ringe til poltiet, og det må man vel være tilfreds med. Hvad der sker på lærredet, er trods alt vigtigere, og det er jo vidunderligt.

Det skyldes flere ting.

For det første er det rigtig beton, der smadrer ned i den i naturlig størrelse rekonstruerede Los Angeles-gade. For det andet har man genialt indføjet de synsforstyrrelser, som følger af, at ligevægtsorganet påvirkes voldsomt, skyskraberne buler. For det tredje er det hele lavet en lille smule bedre end nødvendigt, dvs. end tilskueren får øje på ved første gennemsyn, hvad man kan overbevise sig om ved at køre filmen et par gange. Autostradaen, der skrider sammen under trafikken virker så tung, at det er en dyb lykke i brystkassen at betragte det.

Derudover får vi altså - i forkortet udgave - det hele: menneskemassen, der styrter ud i det tomme intet, da trappen pludselig ender, scenen med vandet og højspændingsledningerne, Kennedys kapring af Hestons bil. Det eneste, der går noget tabt af, er sådan set stemningen, de skrigende fugle og den gøende hund før det første skælv, ligesom pointen, at vi første gang oplever rystelserne i en biograf (en biograf i biografen), selvfølgelig også ryger.

Dæmningsbruddet - den vistnok største model, der er lavet - kan prale af noget af det bedste matte-arbejde, jeg har set, et lilla mareridt af vand, jord og slam.

EARTHQUAKE er nok den 120-m-udgave, der giver mest for pengene af samtlige, UNIVERSAL eller KEN, lige med undtagelse af kortudgaven af ONE MILLION YEARS B.C. - og den film er det blasfemi ikke at købe komplet!

KOPI (color): A+ LYD: A+

- wulf