The exorcist

 

THE EXORCIST
Dist: Columbia Pictures Home Entertainment
Prod: Warner Bros., 1975
S: Ellen Burstyn, Lee J. Cobb (dog ikke i 8 mm udgaven - kun på æsken), Linda Blair og (glemt på æsken) Max von Sydow
I: William Friedkin
L: 17 min. farve tone

Der er moderne neuropsykologer, der henregner nysgerrighed til de medfødte psykiske drivkræfter, og selv om det nok er en overdrivelse, kan der næppe være tvivl om, at den er en af menneskets væsentligste egenskaber. Tilmed - og til stor ærgrelse for etablerede verdensanskuelser - begrænser den sig ikke til at virke i et afgrænset system. Galilei turde tænke længere end kirken, og i dag, hvor videnskabens opmærksomhed næsten udelukkende er henvendt på den fysiske verden (mens bevidsthedsfænomener negligeres), er videbegæret i den almindelige befolkning, omend temmelig ukvalificeret, med hensyn til det "okkulte" stadig voksende.

Når nysgerrigheden er af denne besynderlige amatøragtige art, skyldes det selvfølgelig i høj grad den åndelige dovenskab, som behersker tiden, men sikkert også et vist kærlighed-had, længsel-frygt-forhold til det "overnaturlige". Det er således karakteristisk og typisk, at folk altid spidser ører, når ordet "okkultisme" udtales, men at interessen daler, når det bliver "svært, underligt og uappetitligt", det vil sige, når man forsøger nærmere at forklare og beskrive fænomenerne. Et syndrom, der stort set svarer til den unge mands, som "gerne vil være læge" og pludselig konfronteres med curriculum og korsfæstede frøer.

Så er der jo heldigvis Dr. Kildare at falde tilbage på - eller for pop-okkultisten Dr. William P. Blatty.

Det er selvfølgelig en lidt hård og uretfærdig dom over THE EXORCIST. Romanen er god og solid, effektfuld underholdning, og filmen i endnu højere grad, og underholdning er nu en gang den ene halvdel af et kunstværk, som det ikke kan eksistere uden. Derudover byder begge dele på den værdifulde påstand, at besættelse er et faktisk fænomen, ja, der er endog glimt af noget, man genkender som ægte fænomenologi.

THE EXORCIST er selvfølgelig som skabt for 8 mm, og man må uvægerlig spørge sig selv: Hvorfor først nu?

Selvfølgelig er det en gimmick-film, eksorcismen og besættelsen brugt som gimmick, som hajen i JAWS og jordskælvet i JORDSKÆLV. Det gjorde ligesom ikke så meget skade i de to nævnte eksempler, men her er det næsten synd. Man har skravet sammen, hvad der var mest filmisk, dramatisk og uappetitligt i de skildringer, man kender af fænomenet, og dem præsenterer man så med små mellemrum, som bolsjer på en snor. Resultatet er blevet en cirkusforestilling, snarere end en overbevisende skildring af et psykisk fænomen, som er langt hyppigere og mere aktuelt, en forfatteren åbenbart har nogen anelse om. På den anden side, hvis kriteriet er svævende småpiger, forstår man godt, at forfatteren må begrænse antallet af tilfælde til heksen i Snehvide og Superman.

Det pudsige er jo, at filmen er blevet appetitvækkende i stedet for det modsatte. Det er rigtig postkasseblod, der kommer ud af Regans usynlige kusse, brækket ligner frisk spinat, og maskeringen, der praktisk skifter ejer, da dæmonen "springer", er beroligende overdreven. Den, der blot en gang har set en virkelig besat pige, druknet i urin og med ugegammel lort i røven, oversået med størknede, selvfrembragte rifter, skiftevis svagsindet og hebefren, frastødende masturberende og flæbende aggressiv, må nødvendigvis se på Regan som a piece of cake.

Mest realistisk er sådan set konversationen med dæmonen. »I am the devil!« Disse samtaler er af langt mere teologisk karakter i bogen, omend ikke teologiske nok. At høre en besat, der hidtil har været juleaften-kirkegænger, tale og disputere med overlegen logik og indsigt om monofysisme og liturgi, hører afgjort til de mere uhyggelige oplevelser, eksorcisten udsættes for. Dæmonen taler naturligvis frisprog, men den "strain of the worst filth I could think of", som Blatty efter eget udsagn satte sig til maskinen for at skrive, er overflødig og meningsløs - gyserforfatterens sædvanlige tilflugt, når han ikke er i stand til at skrive noget med dramatisk eller uhyggeligt indhold (i ALIEN mumler de ustandselig shit og fuck ned i deres kaffebægre for at kamouflere, at de lige er sluppet ud af elevskolen, inklusive manuskriptforfatteren. Det er ellers en skæg film.)

Derimod er filmen voldsom. Ikke overbevisende eller uhyggeligt voldsom, men voldsom i sin show-mæssige impact. Og da voldsomheden er det enkelte mest typiske symptom på besættelse, virker filmen på trods af alle de små og utilstrækkelige unøjagtigheder næsten realistisk. Derimod er spillet all-round utilstrækkeligt. Det er en effektfilm, og en effektfuld sådan. Ellen Burstyn er næsten uudholdeligt skabet og flæbende som Chris, og de værdige gejstlige er kun værdige; Max von Sydow en regulær displaced person, forvirret (overmanuskriptet?), uden autoritet. Til gengæld er klipning, lydside og alt andet i maskinen vidunderlig perfekte, selv om den altså til tider minder endog påfaldende lidt om det, den handler om.

Lyden er lidt svag, men distinkt, og billedkopien betydelig bedre end det storkornede, mushy, som bliver mere og mere almindeligt i 120 m udgaver, og som bl.a. skæmmer den ellers ualmindelig pragtfulde udgave af SILENT RUNNING.

KOPI (color): A+ LYD: A

- wulf