Exposed

 

EXPOSED
Dist: Techno
Prod: Century 21 (TV) 1969
S: Ed Bishop, George Sewell, Peter Gordeno, Michael Billington.
I: Ikke oplyst
L: 17 min. farve tone. Orig.L: ca. 50 min. (?)

Herhjemme - i dansk og svensk TV - kender vi kun to SF-TV-serier. Den ene er STAR TREK med i reglen gode manuskripter og påne, omend beskedne special effects. Den anden er SPACE 1999, som de fleste bedre vil kende under titlen MÅNEBASE ALPHA, hvis manuskripter rangerede fra lommefilosofiske til pjattede, og som gerne risikerede en trækken på smilebåndet hos publikum, for til gengæld at kunne servere mere elaborate - men også mere letgennemskuelige - tekniske finesser, en teknik der uvægerlig leder tanken hen på THUNDERBIRDS-dukkeserien, som dansk TV også på et tidspunkt har plaget os med. På 8 mm er nu udkommet flere STAR TREK-afsnit, heriblandt den fremragende CITY ON THE EDGE OF FOREVER, den ganske vittige, men småfjollede og generelt overvurderede THE TROUBLE WITH TRIBBLES, den uhyggelige og stemningsfulde MIRI, den platte LET THAT BE YOUR LAST BATTLEFIELD, m.fl. Bare for en ordens skyld kan vi nævne, at WALTON har haft et par afsnit af THUNDERBIRDS-take-off'en STINGRAY på sit program.

Men nu får vi altså en anden serie fra ægteparret Andersons hånd, disse genrens enfant terribles (som mærkelig nok også har givet os den aldeles fremragende spillefilm JOURNEY TO THE FAR SIDE OF THE SUN). Det drejer sig om UFO, der deler 1999's entusiasme for plasticmodeller, men som dog hæver sig noget over månebasen. Dette skyldes flere ting. For det første er rammehistorien både mere plausibel og mere spændende: En organisation kaldet SHADO (uden W), hvis opgave det er at undersøge UFO-fænomenet, der i firserne har antaget et mere generende omfang.

For det andet er effekterne bedre og mere troværdige. Der er også flere muligheder, når handlingen foregår på jorden, så UF0erne kan sættes ind mod rutefly, ja sågar en personbil i vel nok en af de bedste sekvenser. Rumskib kontra rumskib i det sorte rum er ligesom knap så medrivende - måske virkede CLOSE ENCOUNTERS derfor også mere engagerende end 2001. Måske er bilsekvensen ikke helt så fremragende som forlægget i THIS ISLAND EARTH, men nyt og forfriskende virker det nu alligevel.

Der er nok lidt for meget skæg og blå briller i EXPOSED, seriens første afsnit, hvor en pilot, der har været udsat for en UFO-experience, finder ud af, at regeringense cover-up i virkeligheden er nødvendig for at give organisationen den fornødne fred til at undersøge og bekæmpe fænomenet - ikke nogen dårlig pointe.

Men selvfølgelig er der da også ting at kigge på her - bl.a. kan man se Rose fra UPSTAIRS DOWNSTAIRS som SF-skønhed. Og så er det vist den første A+/A+-kopi, jeg har set fra TECHNO plus fin, logisk redigering - man mærker simpelthen ikke, at det kun er knap halvdelen af afsnittet, man ser. Mon TECHNO er begyndt at oppe sig?

KOPI (color): A+ LYD: A+

-wulf