The flesh eaters

 

THE FLESH EATERS
Dist: Derann
Prod: Vulcan 1962
S: Martin Kosleck, Byron Sanders, Barbara Wilkin, Rita Morley, Ray Tudor, Christpher Drake, Darby Nelson, Rita Floyd, Warren Houston, Barbara Wilson, Ira Lewis, m.fl.
I: Jack Curtis
L: 68 min. sort-hvid tone

En pilot, Grant Murdoch, tvinges under en storm til at lande på en ø i nærheden af Cape Cod, Massachusetts, med sine passagerer, den afdankede, alkoholistiske film-stjerne, Laura Winters, og hendes sekretær, Jan Letterman. På øen møder de havbilogen Peter Bartell, der er dens eneste beboer. Flyvebåden driver til havs, og de fires tvungne ophold på øen bliver ikke mere behageligt af tilstædeværelsen af nogle uhyggelige mikroorganismer, som æder kødet af kroppen på større dyr i løbet af få minutter.

Af de utallige »creature«-film, jeg har set, er FLESH EATERS utvivlsomt den bedste, og efter BLACK SUNDAY (se Filmsamleren 6) Deranns bedste tilbud. Filmens force er hovedsagelige, at den har løst hele genrens problematik. I en monster-film venter man på monstret. Når det viser sig, skuffes man, fordi man - da det er det eneste i filmen - har ventet sig for meget af det. Herfra venter man kun på, at filmen skal slutte.

Men FLESH EATERS har ikke noget monster som sådan. FILMEN er monstret: Det ukendte, stormen, den uhyggelige mand, ja, papegøjen i biologens telt. Monstret manifesterer sig fysisk, javel, men gradvis og så mangefacetteret, at man næppe genkender det fra manifestation til manifestation. Det er en lysrand om en badende, en skimren i lavt vand, en harryhausensk kæmpekrappe, en apokalyptisk kraken. Der er ingen venten på uhyret, for det er med fra begyndelsen. Der er ingen skuffelse over det, for det er ufatteligt. Og der er intet tidspunkt i filmen, ja, end ikke fem minutter før END TITLES, hvor man har set monstret, man har det ALTID til gode i en endnu utroligere og mere bjergtagende form.

Special effects er fascinerende, understøttet af en helt vidunderlig fotografering: En blodig hånd, en ung kvinde, der drukner, havfrueagtigt, et nærbillede af glødende kød, et ansigt i opløsning, et fantastisk realistisk mord, tåge, vildskab, mysterium. Lærredet kribler af effekt, fyldes af mavevendende opløsning (for en gangs skyld tør man virkelig fraråde børn en film - selvom min egen - temmelig hårdføre - 5-årige søn nød den). Spillet er solidt, musikken fabelagtig god i de store scener, hvor den indgår i en højere alliance med lydsiden, der er dyb, skrigende, skizoid. Tingene fungerer, fra de mindste til de største.

Den film er flydende fryd, en flesh'n soul eater af klasse. Ingen filmsamling kan undvære den!

KOPI: A/(B) LYD: A/(B)

-wulf