The flying Deuces

 

THE FLYING DEUCES
Dist: Walton Home Movies
Prod: Boris Morrros Prod. 1939
S: Stan Laurel, Oliver Hardy, Jean Parker
I: Edward Sutherland
L: 56 min. sort-hvid tone

På ferie med Gøg i Paris forelsker Gokke sig i kroværtens datter, der naturligvis afviser ham. Et selvmord, som Gøg nødes til at deltage i, afværges af en officer, som råder de to til at lade sig indrullere i Fremmedlegionen, »for at glemme«. I legionen beskæftiges de hovedsagelig med vasketøjet; de deserterer, dømmes til døden, men flygter.

Det ville være en generalisering at påstå, at første spole er fremragende, resten rutine, men den er ikke særlig grov. Forelskede Gokke er naturligvis pragtfuld, og han får et virkelig fint modspil af Jean Parker som den udkårne. Til gengæld er praktisk taget alle andre bipersoner forfærdelige, værst en »fransk« krovært og en skeløjet, læspende første-elsker af en officer, med sensuelt nedadkrængede mundvige.

Selve frieriet balanceret fornemt mellem det komiske og det dybt tragiske. Man kan kun gribes af sand og ægte medfølelse med den vragede Gokke (»I want to be a-LONE!«); vi beroliges dog, da han ikke glemmer at samle sine gaver sammen. Næsten på højde med denne kostelige scene er Gøgs forgævede forsøg på at trøste sin ven. Hans betænksomme pleje går bl.a. ud på at kvæste Gokkes næse og at drukne ham i flere omgange ved hjælp af et servantestel (»Is there anything else I can do for you?«).

Men så er det også ved at være sket. Allerede selvmordsscenen er alt for lang, selvom Walton (klogelig) har strøget en haj. I legionen gøres der heldigvis ikke meget ud af de to venners eksercits-problemer. I stedet har man så puttet en scene med et vasketøjsbjerg, som egentlig ikke er meget mere morsom. Det er noget pjask. Rasende officer: They threw wet laundry in my face! Kommandanten, truende: Oh, they did, E-E-H??! Et lyspunkt er et sang- og dansenummer, Gokke crooner »Shine On«, mens Gøg præsterer en lille elskværdig soft-shoe. Sådan vil man gerne huske dem.

Herpå følger et frygtelig langt og uinspireret flugt-afsnit. Gøg hyler, James Finlayson fører sig frem som en grum fangevogter, pipper, kniper øjnene sammen, sætter den ene fod frem og svinger med armen, råber OOOH, da han opdager fangerne er flygtet, osv., men lige meget hjælper det. Den sekvens er et totalt flop.

Nogle af pengene får vi så til gengæld tilbage på en afsluttende flyvetur, der reddes af fin fotografering og acceptabel background-projection.

FLYING DEUCES hører ganske afgjort til parrets svagere film. Som alt de lavede, er den imidlertid så tilpas gennemarbejdet, at man aldrig når at kede sig virkelig eftertrykkeligt.

KOPI: B LYD: B

- enw

(FLYING DEUCES skiftede for et lille års tid hænder, så det nu er Mountain Home Movies, der distribuerer den på super 8. Dette firma har foruden en række udsnit udgivet den komplet, 9 minutter længere end Waltons kopi. Det engelske blad »Super 8 Collector« gav i sit nummer 4 Mountains udgave megen ros og karakterbedømmelse: KOPI: A/B, LYD: A. Waltons kopi er imidlertid stadig på fri fod, både her i landet og i England. -Red.)

- enw