Born free

 

BORN FREE
Dist: Columbia 8 mm
Prod: Columbia Pictures, 1965
S: Virginia McKenna, Bill Travers, Geoffrey Keen
I: James Hill
L: 18 min. farve scope tone

Dyre- og naturfilmen er vel i virkeligheden en af de allervanskeligste genrer at give sig i kast med, hovedsagelig fordi man hele tiden løber risikoen for at falde i en af to grøfter.

For det første kan man lave filmen "straight", fylde kameraet med dyreoptagelser, klippe det bedste fra og sammen til noget, der ligner en helhed. På lydsporet kan Ingvald Lieberkind så udbrede sig om de små, sjove dyr. Lad det være sagt med det samme: En sådan film er et hul i jorden.

Lige så dybt et hul som den moderne "cinema verité", der viser optagelser fra jernbanestationers og lægekonsultationers venteværelser, eller lader unge mennesker diskutere politik på en kafe i tre og en halv time/ligge nøgne i en seng og diskutere politik i tre og en halv time. Kun de mest ubegavede og udannede kan forveksle den slags med F-I-L-M.

Der er ingen verité på film. Men der er en verité gennem film, og den betjener sig af den illusion, filmen er: Billeder, der synes at bevæge sig, men kun udskiftes, altså fra selve filmens tekniske grundelementer over begrebet "handling", at tvinge mennesker til at fortælle en historie med deres handlinger, til regnvejr, som skal illuderes med indviklede procedurer, fordi regnvejr an sich ser ud som ridser på filmen.

Kun gennem illusionen manifesterer filmens (kunstens) sandhed sig. Den, der ikke forstår at bruge illusionen, får kun pinlige pasfotos i kassen. Og intet ligner nu en gang dårligere end pasfotos ...! Men naturfilmen da? Der er jo ingen handling? Skal man give dyrene bukser på?

Der er ganske rigtigt ingen handling i dyreverdenen som sådan, ingen plot, intrige, denouement. Men der er en sandhed, en sandhed om dyreverdenen, og ikke mindst om os, fordi vi trods alt tilhører den. Og den sandhed får vi ikke fat i med det førerløse kamera.

Hvem kan føle som og med en løve? Det kan vi ikke, og derfor er løven for så vidt også uinteressant i sig selv. Hvad kan vi da føle, opleve ved en dyrefilm? Vi kan opleve det i os selv, som har samme udspring som løvens psyke. Men kun, hvis vi oplever det i termer af vort eget bevidsthedsliv. Derfor må der også digtes en handling ind i en dyrefilm. Den må ikke gå på tværs af dyrets psyke, men denne psyke skal formidles til os.

Og her balancerer vi allerede på kanten af den anden grøft, den Disneyske. Jeg taler naturligvis ikke om hans tegnefilm, som er hævet over problematikken, fordi de tilhører en anden dimension. Disneys film er mislykkede. For det er ikke mennesket, der stirrer os i møde fra skovdybet, det er halvtredsernes amerikaner. Og det er jo dog lige godt to forskellige ting.

Jeg holder af og beundrer BORN FREE, fordi filmen det meste af tiden holder balancen mellem det uinteressante og det pjattede. Selv de overfladisk set temmelig pappede menneskelige hovedpersoner er ikke uden psykologi. Med dem aner vi, under al familiefilmfimsen, en moralitet om det moderne menneske personificeret ved løvinden Elsa. Det er æstetisk, morsomt - og undertiden foruroligende på en meget lærerig måde.

Vi begynder med den forældreløse killing og genkendelsens glæde for enhver, der selv har haft babyer. Selvfølgelig er der en vis frigiditet ved dette pars nassen på afkommet af en art, der - mistænker man - står højere på udviklingstræet end mennesket. Men hvad ... Nogle minutter inde i filmen - det går jo dejligt hurtigt med sådan en 120 m-spole - kommer så problematikken: Elsa er BORN FREE, men opvokset i fangenskab i civilisationen. Hvordan får man hende sendt tilbage til naturen, hvor hun - og mennesket - hører til?

Hun bliver kønsmoden, men har - igen som den moderne unge menneskepige - ikke noget at bruge det til. Flydende filosofi er det, når vore hovedpersoner diskuterer med biologen og får at vide, at der er ingen tilbagevenden. "You can't be serious. You'd be sentencing her to death."

Men - i en række scener, der veksler mellem det æstetisk-storslagne og det grotesk-komiske - går de to i gang med at give Elsa lektioner i at leve. Hun bliver fragtet rundt til potentielle ægtemager, lærer endog at jage.

Men jagten er for hende kun en leg, en sport - nu gider jeg ikke gøre opmærksom på parallellerne mere, så tykhovedet er læseren heller ikke - og da hun får fat i byttet, aner hun simpelthen ikke, hvad hun skal bruge det til. Og dyrenes konge lader sig næsten tæve af et lille mini-rocker-vortesvin, indtil endelig, i en fanfare af basuner og gylden savanne, naturens egen klassebevidsthed gets the upper hand. Nu er vi foruroligede.

Til sidst kommer Elsa på besøg hos menneskene med sine egne børn. Men kun et kort øjeblik. Så kalder hendes ægtemand fra højderne, og filmens sidste shot viser os den guddommelige familie, som ingen Rafael kan skildre den. Så er vi ikke foruroligede mere. Publikum skiller sig smukt ud i får og bukke, dem, der føler længsel ved denne åbenbaring, og dem, der ikke gør det.

Og vi kan næsten gå ud af biografen som de to talmæssigt astronomisk vældige hære, der skal føre det slag, som næste århundrede i historiebogen handler om.

And don't forget I told you so ...

KOPI (color/scope): A LYD: A+

-wulf