Invaders from Mars

 

INVADERS FROM MARS
Dist: Mountain Home Movies
Prod: Twentieth Century/Fox, 1954
S: Helena Carter, Arthur Franz, Jimmy Hunt, Leif Erickson, Hillary Brooke, Morris Ankrum, Max Wagner, Bill Phipps, Milburn Stone, Janine Perreau
I: William Cameron Menzies
L: 51 min. farve tone

Nogle klassikere bliver det ved at maksimere alle genrens virkemidler, andre ved den helt specielle approach. Og er INVADERS FROM MARS en klassiker - og filmen er uimodsigelig en af de femogtyve mest kendte SF-film - er den det i al fald i den sidste forstand. De fleste 50'er-sf'ers metode til at gøre det usandsynlige sandsynligt var at blænde os med effekter, forbundet med military stock footage ved hjælp af et par måske ikke overvældende plausible film-generaler og -videnskabsmænd og pseudofilosofiske retoriske spørgsmål som »Hvorfor skulle de ikke være avancerede nok til at besøge os some day?« tankeeksperimenter, som vist kun ufomaner kan tage alvorligt. Det er imidlertid problemstillinger, som Menzies er ustyrligt ligeglad med. For ham eksisterer de små grønne mænd kun inde i hovedet på børn og barnlige sjæle. Det bliver de bare ikke mindre interessante af.

Menzies kunne også have undersøgt Jehova-fablen eller spiritismen. Nu holder han sig til det, der er oppe i tiden, UF0erne, og han gør det i det, han opfatter som fænomenets naturlige habitat, en elve-årigs fantasier. Hvad han ikke gør, er at afvise eller more sig over myten, som en mindre filmskaber ville have gjort det, i sikker bevidsthed om at lave letsælgelig »camp« til galleriet - var udtrykket ukendt i 1954, var begrebet det ikke. Menzies tager skam sit stof dødsensalvorligt, så alvorligt, at dette er blevet en skræk- snarere end adventure-film. Vel allierer vores drengehelt sig (til sidst) med artilleriet, men inden da er han blevet valset gennem de mest typiske og mest traumatiske af de elementer, som går igen i de fleste børns mareridt: Noget er efter mig, far og mor er døde eller kender mig ikke igen; foruden de rent fysiske fornemmelser, af lammelse, af at blive grebet, kastet, synke, kvæles, osv. En film med en drengehelt, men sandelig ingen drenge- eller børnefilm, hvis de små ikke skal kløjs i deres popcorn og bæres ud af biografen som stivfrosne kaniner. Min søn Adam, 8 år, så den og var skrækslagen (men ikke over THE FLESH EATERS). Min datter Rebekka, 2 år, gør før hver forevisning herefter udtrykkelig opmærksom på, at "Mars nej tak". Hendes yndlingsfilm er BAMBI og SUPERMAN.

Selvfølgelig er det også svært at lave børnefilm. De danske forsøg i så henseende rangerer fra kedsommelige til skadelige, det sidste, når de udtrykker en politisk aggressivitet, barnet ikke kan identificere sig med, eller er udtryk for filmskaberens private seksuelle præferencer, hvilket er okay i voksenbiografen, men tvivlsomt, når det strejfer ind på det pædofile, jvnf. en hel del ungdomsfilm om "unges seksualliv", hvor de medvirkendes åbenlyse ubehag ved hele foretagendet (fordi de skal fremstille et trin af deres seksuelle udvikling, som de endnu ikke har nået) giver en den samme fornemmelse som Riefensthals tilsvarende makværker om "ungdommen". Politisk indignation er essentiel for et bevidst menneske - og helst en, der er lidt mere uforfærdet end den, vi kender hertillands - men hos en ti-tolv-årig er det mere personlige og emotionelle træk, der er i udvikling, hvorfor denne aldersklasse som regel trods alt er bedre tjent med den ubehjælpsomme triviallitteratur end de pædagogiske børne- og ungdomsbøger, som jeg, hvadenten det drejer sig om venstre eller højre, med et af broderlandets udtryk vil karakterisere som "skräp-kultur".

En god børne- eller ungdomsfilm? Hvad skal man anbefale? Jeg ved det næppe. Disney og Laurel og Hardy til børnene (hvor de kan identificere sig med det harmløse drilleri, der senere skal udvikle sig til et uundværligt kampinstinkt), og for den halvvoksne, 10-16-årige BEN HUR og den største ungdomsfilm of them all, naturligvis: LAWRENCE OF ARABIA.

Menzies besluttede altså, i videst mulige udstrækning, at kopiere et barns mareridt. Hans første middel til dette mål var at designe filmen. Den indeholder absolut ingen on location, kun studie og stock. Ud over det drømmeagtige præg, dette ganske automatisk gav filmen, satte det Menzies i stand til fuldstændig at kontrollere billedfelter, inden for budgettets grænser. Han skabte sin egen lille verden, hvor også hverdagsbegivenheden er forvrænget på drømmevis (således er politistationen f.eks. enormt forstørret). Menzies gik aldrig ud fra, hvordan tingene var eller ville være, men hvordan en dreng på Jimmys alder ville forestille sig dem. Dette gav stærkt forenklede, stiliserede scenerier (og sparede dollars). Politistationen kan blive et laboratorium ved hjælp af nogle få omflytninger. Observatoriet er en kikkert (som har den fordel både at kunne anvendes som astronomisk og almindelig udsigtskikkert) og et stjernekort. Videnskabsmænd og militærpersoner af høj rang behandler Jimmy som en ligestillet, ingen berøver ham hans ret til at spille en aktiv rolle i dramaet. Først til allersidst puttes han, for han har haft en »busy day«. I betragtning af, at han har afværget en verdensomspændende invasion fra det ydre rum, turde man måske kalde dette en understatement. Tilsvarende er marsboernes underjordiske hovedkvarter det lokale karnevals kærlighedstunnel, og marsboerne selv bærer motorbriller(!) og grønne, plyssede kravledragter med lynlås. Naive mennesker har kritiseret dette som "illusionsbrydende", som om Menzies ikke rådede over de enorme økonomiske tilgange, der er nødvendige for at camouflere en lynlås.

Umiddelbart lyder dette som trods alt afsvækkende. Men når det lægges til det mareridtagtige regi, sick, sick technicolors og englesang med ekkorum foruden instruktørens næsten sygelige forkærlighed for brug af dværge og vanskabninger, hvoraf den mest uappetitlige bæres rundt i en glaskuppel, mens scenen skiftevis køres for- og baglæns (så far out er det), bliver resultatet, ikke den voksnes gru eller underbevidste angst, men den næsten mere effektive variant, der udspringer af det lyst-skræk-forhold til en hel uforståelig verden, som er barnets.

Skuespilpræstationerne er ikke noget at råbe hurra for, men enkelte scener er stærke i så henseende. I begyndelsen af handlingen suges Jimmys far ned af det begravede fremmede rumskib og vender tilbage, "changed". Det, vi ser, er imidlertid ikke en android med glasøjne, men det, så mange børn kender og frygter: Faderen, der kommer hjem efter en druktur og optræder aggressivt og ufølsomt over for sin familie, som han nu har fået mod til at "sige besked". Fra dette øjeblik vokser alt bekendt til ubekendte størrelser og implikationer. Det er drengens eget miljø, der forvandles til en udspekuleret musefælde med ham som musen. Genialt og skræmmende.

Mens videnskaben og hæren er velvillige lansbyskolelærere og tinsoldater, forbliver politiet skrækindjagende, høje, med overdimensionerede værdighedstegn, specielt store blanke kasketter, stive og mekaniske i deres bevægelser som robotter. Moderen forvandles tilsvarende til en fremmed ved at blive "damet", med tydelig make-up og erotisk bevidst påklædning. Også meget snedigt, eftersom de fleste børn reagerer negativt på det mere overfladiske spil mellem kønnene.

Til sidst opnår Jimmy som sagt en videnskabsmands (og en kvindelig psykiaters) tillid, og en meget lang, meget påklistret og pseudovidenskabelig forelæsning følger. How about this for real science:

- You don't believe that? (spørger psykiateren videnskabsmanden, der har fremsat en noget usandsynlig teori)

- I'm a scientist!

- It can't be proved ...

- IT CAN'T BE DISPROVED, EITHER!

Quod erat demonstrandum, eh?

Jargonen er tilsvarende high-brow. Således overrasker det noget, når man nu ved, at radioaktiv betyder "strålende", at høre videnskabsmanden hypotetisere om en "radioaktiv stråle".

Men efter en lidt skuffende biljagtsekvens (det er det med studiepladsen) er der action på de sidste to spoler for alle pengene, selv om man selvfølgelig ikke skal se den for de forholdsvis beskedne special effects' skyld.

Kopien er fantastisk fin, og filmen er anbefalesesværdig, selv om man nok ikke skal anskaffe sig den som en af de ti første komplette i samlingen, dertil er den for speciel.

KOPI (color): A+ LYD: A+

- wulf