Day of the Jackal

 

DAY OF THE JACKAL
Dist: Universal 8
Prod: Universal 1973
S: Edward Fox
I: Fred Zinnemann
L: 18 min. farve tone

Selvfølgelig er det væsentlige handicap for denne film, at man ved, at De Gaulle ikke bliver skudt. Man har så forsøgt at bøde på denne svaghed ved at lægge vægt på forskelligt dokumentarisk materiale, hvilket vil sige en i længden temmelig trættende krydsklipning mellem planlægningen af attentatet og politiets arbejde med at forhindre det. Der er den for den type film sædvanlige temmelig meningsløse og derfor lidet ophidsende råhed + stabler af snak. Selvfølgelig har det hjulpet ganske gevaldigt, at Universal 8 har skåret kalorius ned til en femtedel eller mindre, men man griber sig unægtelig af og til i at tænke, at en 60-m-udgave havde været tilstrækkelig.

Endelig er der nogen næsten pudsigt over alle disse planer. Jesus Christ, de fleste politiske mord begås af mildest talt sindsforvirrede personer med et par skud i en folkemængde. Det er jo betænksomt af sjakalen på forhånd at fortælle politiet, ved hvilken parade han har tænkt sig at myrde præsidenten, men alligevel. De spredte betjente på de nærliggende hustage giver os faktisk et nærmest melankolsk billede af, hvor umuligt det er virkelig effektivt at beskytte noget menneske, hvadenten morderen nu har i sinde at pille ham ned med en elektronisk fidus eller at minere præsidentens private latrin. Kort og godt: Enhver idiot kan - om han ønsker det - myrde en præsident. Det er simpelthen en af de "grænseløse eksistentielle muligheder".

Til trods for alle disse mere eller mindre relevante indvendinger mod filmen, må det medgives, at selve det mislykkede attentat er særdeles net lavet, rent filmisk. Det indeholder den accelererende konsekvens, som man gerne vil forbinde med ordet "klimaks"2.

Alt i alt er denne 120m-spole imidlertid en tam omgang. Og for at gøre det hele endnu værre, er lyden for en gangs skyld hos Universal 8 nærmest ringe. En color-120m koster mere, end strimler på nogen måde kan være værd for en samler. Køb FRENCH CONNECTION i stedet for.

KOPI (color): A+ LYD: B

- wulf