Jason and the Argonauts

 

JASON AND THE ARGONAUTS
Dist: Columbia 8 mm
Prod: Columbia Pictures, 1964
S: Todd Armstrong, Nancy Kovack, Honor Blackman, Nigel Green
I: Don Chaffey
L: 31 min. farve tone

Hvis jeg, udi filmen en amatør og fusker af guds nåde, har nogen fortjenester, må det være, at jeg har gjort opmærksom på begavede folk, som er stort set ukendte i Danmark. Det vil derfor smigre min forfængelighed, hvis FILMSAMLERENs læsere efterhånden nikker genkendende til navne som Mario Bava, Terence Fisher og Ray Harryhausen. Sidstnævnte vil jeg næsten gå ud fra, man kendte i forvejen.

JASON AND THE ARGONAUTS regnes af de fleste kritikere for hans bedste film. Jeg foretrækker selv ONE MILLION YEARS B.C., som jeg finder mere imponerende. TALOS er jerky, fordi han skal være jerky; det er langt vanskeligere at snyde med biologiske væsner, som man har en eller anden ide om, hvordan bavæger sig. Men selvfølgelig er JASON da mere fantasifuld og original, og den bliver da også en flot nummer to på min liste, skarpt forfulgt af SEVENTH VOYAGE OF SINBAD. Alt hvad Harryhausen har lavet ud over disse tre film + hans tidlige epic om kæmpeblæksprutten, må i den målestok betragtes som andenklasses.

Hvordan man end vælger at se på det, er JASON eventyrseriens kulmination. SEVENTH VOYAGE var for ujævn i effekterne, og allerede GOLDEN VOYAGE OF SINBAD er re-hash. JASON har også det bedste manus og de bedste skuespillere. Når SEVENTH VOYAGE's djinn taler som et medlem af LITTLE LEAGUE, er det tæt ved at være too much. US og TUSIND OG EN NATS ÆVENTYR ligger hinanden så fjernt som nord- og sydpolen. Derimod har der altid været noget hellensk ved briterne. Nigel Green er en pragtfuld Herkules, og også de andre medvirkende bevæger sig med nogen hjemmevanthed i deres public school-mytologi-pensum: Skolescene på højt plan.

Desværre er det en rigtig Columbia-kopi, hvor simpelthen alt svinger (ikke swinger), fra skarphed til lydstyrke og bas-diskantforhold. Endvidere råder selskabet åbenbart kun over en eneste master, der efterhånden er knækket på så mange steder, at det virker helt puslespilagtigt. Forteksterne er længst forsvundet, og man forudser en 1980-kopi, hvor kun en enkelt replik og THE END er med. Det er den slags svineri, der må kunne gøres noget ved, rent bortset fra, at man accepterer kopien, fordi det er sådan en fandens god film. Ret skal være ret, kopien er da også snarere ujævn end egentlig dårlig, farverne er gode og klare, og musikgengivelsen i top.

Tre ting skal med det samme roses ud over det åbenlyse: De kostbare sets, Wilkie Coopers stemningsskabende og storslagne fotografering og Bernard Herrmans fremragende musik. Sidstnævntes stil er så letgenkendelig, at man sommetider føler, han kalkerer sig selv (jeg sak på et tidspunkt og så en gammel film på TV og undrede mig over, hvad musikken til NORTH BY NORTHWEST gjorde der), men i JASON er den utroligt varieret. Jasons tema skyller over lærredet med samme monumentale puerilitet som Williams' SUPERMAN-tema, og ikke mindst understøtter score'n Harryhausens effekter på en måde, han selv forstod at værdsætte.

Og effekterne - vel, de er så berømte, at jeg nærmest ville føle mig lidt til grin ved at beskrive dem i detaljer: Bronzegiganten, der leger med ARGO, som en lille dreng med en plastikand i sit badekar, de vrængende, flaksende harpyer, den gigantiske triton, hydraen, og højdepunktet: Skelethæren.

Indimellem får vi Nancy Kovack som en ualmindelig dejlig Technicolor-Medea, en sværdkamp, der meget tydeligt er instrueret af Chaffey - sml duellen mellem Loana og hulepigen i 1.000.000 - som kolkianernes konge: en sortskægget, savlende galning, der får det yderste ud af sine herlige replikker: "The children of the night!" (dog ikke: what music they make) og "Kill, kill, kill them all!"

Eventyrfilmenes eventyrfilm!

KOPI (color): A/B LYD: A/B

-wulf