Jesus Christ Superstar

 

JESUS CHRIST SUPERSTAR
Dist: Universal 8
Prod: Universal, 1973
S: Ted Neeley, Carl Anderson, Yvonne Elliman, Barry Dennen
I: Norman Jewison
L: 17 min. farve tone

Som 8mm-samler vil man rimeligvis have gode film, men så enkelt er det naturligvis ikke. En film kan være ganske fremragende og alligevel være en død sild på 8mm. Problemet er jo, at den film, man køber, skal kunne ses mange gange, og så er det meget, meget sjældent nok med god dialog/fotografering. Der skal være noget at se på. Derfor egner den fantastiske genre sig da også perfekt, og den dominerer naturligt markedet.

Men der er naturligvis også andre muligheder. En god tegnefilm eller virkelig professionel farce (ca. = Laurel & Hardy) bliver man sent træt af. Noget tilsvarende er tilfældet med den genre inden for 8mm-mediet, som jeg vil kalde "film-LP", hvilket vil sige et halvt sound-track fra en musical med billedledsagelse.

Det skal selvfølgelig være en god musical. TILL THE CLOUDS ROLL BY er et dårligt eksempel med ti minutters worth of gode numre fordelt over seks 120-m-spoler. Gode eksempler er SINGIN' IN THE RAIN og EASTER PARADE. Så er der den helt uimodståelige WIZARD OF OZ, og i en bedre redigering ville TOMMY også være sagen. Desværre vil IVER helst vise os svævefly, og den anden spole på markedet er et ustyrligt rod af kvarte sekvenser. Tænk, om man kunne få bare den filmisk suveræne ouverture eller ACID QUEEN komplet? CABARET skal også nok vise sig at være pengene værd, ligesom man håber på versioner af klassikere som ON THE TOWN og det nyere, noget sjuskede mesterværk PHANTOM OF THE PARADISE med højdepunktet OUR LOVE IS AN OLD LOVE. Hvad vi skal med AN AMERICAN IN PARIS og GIGI I'll never know; derimod kan det da være skægt at kigge inden for i disco-storfilmene GREASE og SATURDAY NIGHT FEVER, når de engang dukker op. Museumsstykker som TOP HAT kan jeg sagtens lade ligge på hylden, for slet ikke at tale om antikverede B-film som SECOND CHORUS.

En af de helt fine er JESUS CHRIST SUPERSTAR. Allerede på scenen var det en underlig anretning af passionen spillet af filipenseret college-ungdom, men med intelligente tekster og ægte inspireret, omend svulstig og poppet musik, og så speciel og dynamisk, at den må kaldes et kunstværk. I Jewisons version er det blevet en sær blanding af Broadway og kirkebazaar.

8mm-udgaven begynder med Hosianna-koret med menneskemasserne bølgende som en moden kornmark, som høstmanden Jesus betragter. Endnu mere i fugleperspektiv ser farisæerne med tevarmere på hovedet med bekymring og foragt på denne karismatiske vækkelsesforestilling. Virker de ikke overvældende frygtindgydende i deres komiske falsetter, skratter deres tema så meget desto mere ulykkesvarslende som disharmonier i koret og fryser Jesus fast i øjeblikke af prækognition, et gammelt, men stadig gangbart trick.

God er Ted Neeley som Jesus, på en gang blåøjet pacifist, mørk fanatiker og - næsten - troværdig okkult og historisk virkekraft. Han kunne være hentet ud af en hvilkensomhelst studenterdemonstration i Washington DC eller terroristgruppe i Vesttyskland. Han kan naturligvis ikke stjæle billedet fra filmens superstar: Carl Andersons Judas, hvis væselagtige karakterspil og monumentale showmanship giver filmen det afgørende sus under vingerne.

Virker det hele af og til en anelse opstyltet, gribes der behændigt til humoren, og de konstante anakronismer virker næsten efter formålet, at gøre fablen universel. Således interviewes Jesus af sine disciple (knytnæver gør det ud for mikrofoner) før sin rettergang: "Jesus, how do you feel tonight?" som en nutidig senator på vej til en høring.

Forhøret hos Kaifas og Pilatus har tydeligt bragt forfatterne i ide-forlegenhed, hvilket ikke ganske lader sig kamouflere af en hysterisk Pilatus og langtrukken sekvens, hvor Jesus piskes af en homoseksuel Clint Eastwood. Men da dommen er faldet, forkyndt af Jesus selv ("Everything is fixed"), kan tæppet gå for det suveræne slutnummer JESUS CHRIST SUPERSTAR.

Et patetisk ECCE HOMO forvandles til et himmelsk glansbillede af valohvidt og elida gold (hvilket ikke er en forfladigelse af mysteriet, som naive mennesker tror), og Judas hejses adræt ned i en sceneelevator formet som et kors. Han assisteres af show-girls og minstrel-konfekt i fjerboa, og der er strålekastere og farveskift over hele linjen, da han forklarer sin uforståenhed over for Golgata. Erotikkens fint afvejede og tvetydige rolle gennem hele filmen kulminerer her. Storslagent, æstetisk og rørende.

Selve korsfæstelsen er holdt i dokumentarisme, og det er en fejl. En vildt surrealistisk bakkantisk variation over nedfarten til dødsriget og opstandelsen ville have sluttet filmen på den rigtige tone, men her, som i Dreyers stupide og gudværelovet aldrig filmatiserede Jesus-manus (det er næsten værre end Thorsens sludder), viger man tilbage for det essentielle i myten.

Ikke desto mindre må the verdict være: Filmsamlere i alle landsdele, op på hylden med den ved siden af that other great version SUPERMAN THE MOVIE, hvor den hører til!

KOPI (color): A+ LYD: A+

-wulf