Jumpin' Jupiter

 

JUMPIN' JUPITER
Dist: Techno
Prod: Warner Bros 1954
S: Porky & Sylvester, en prærieulv, 1 stk jovianer
I: Charles M. Jones
L: 6,5 min. farve tone

Den her er nok min yndlings-Warner-cartoon; det er jo også SF. Teamet den naive gris og den noget mindre optimistiske kat (der i denne sammenhæng deler Plutos non-verbale karakter) er da også uforligneligt i denne type Cat & Canary-agtige tegnefilm, hvor spøgelseshuse og ghost town hotels florerer. Det drejer sig så som regel om Sylvesters mimiske akrobatik for at få Porky til at indse den overhængende fare, hvad han selvfølgelig aldrig gør, før det hele er overstået, ja, selv da kommer med en ufrivilligt ironisk bemærkning om det fredelige og begivenhedsløse ved miljøet.

I dette afsnit camperer parret, men bliver observeret af en alien i et ualmindelig mobilt og ydedygtigt rumskib, der ikke blot kidnapper de to, men hele lejrpladsen. Alle de forudsigelige gags er pragtfuldt gennemarbejdede og udnyttet til det yderste, således suverænt Sylvesters imitation af indtrængeren, som Porky søvnigt-nysgerrigt tager for en venlig indianer.

Endnu mere opfindsom er en påfølgende zero-gravity-sekvens, hvor naturkræfternes ophævelse ikke formår at slå Porkys hverdags-opfattelse i stykker, hvad der får jupiter-boen til at hente hjælp i et digert værk betitlet DENIZENS OF THE PLANET EARTH AND THEIR BEHAVIOR by Dr. Sig Mundfreud.

Nu hjælper det gevaldigt, at kopien er så god, når nu for en gang skyld Warner-folkene har forladt radio-show-stilen og præsteret nogle virkelig pragtfulde rum-effekter, heriblandt et dejligt stjerne-bagtæppe, der får Porky til romantisk at udbryde: "The stars are so bright to-night, you can almost touch them". Det er ironisk nok den første 8 mm-kopi, jeg har set, CLOSE ENCOUNTERS, SILENT RUNNING og STAR WARS inklusive, hvor rummet virkelig har været SORT, i stedet for lilla-prikket. Musikken er helt i THIS ISLAND EARTH-stilen. At figurerne hverken kvæles eller eksploderer i det tomme rum, generer selvfølgelig ikke morskaben.

KOPI: A LYD: A

- wulf