King Kong

 

KING KONG
Dist: Mountain
Prod: RKO 1933
S: Fay Wray, Robert Armstrong, Bruce Cabot, Frank Reicher, Sam Hardy, Noble Johnson, Steve Clemento, James Flavin og King Kong (The Eighth Wonder of the World).
I: Merian Cooper & Ernest B. Schoedsack.
L: 102 min. sort-hvid tone

Filmen er længe om at komme i gang - der er ikke meget skæg ved de to første spoler. Manus er totalt tåbeligt klichéfyldt, og instruktøren virker, som om han slap ud fra filmskolen sidste torsdag. Skuespillerne tuller afsted, den hårde, modige forretningsmand, Carl Denham, det hellige fri initiativ personificeret, den misogyne tough banana-sailor, Jack Driscoll, og den traditionelle swell gal, Ann Darrow - Fay Wray afleverer den bedste af præstationerne, og det siger noget om niveauet. Gå kan de ikke, ikke tale, kun knirke med deres træansigter i ulidelig slow-pace. Bedre er ikke de kalkede Carl Barks-negre, der akkompagneret af Max Steiners Ben Hur-musik danser rundt foran en port, der vist blev tilovers, da Griffith lavede sin »Intolerance«. Til gengæld er oplægget til Kongs første tilsynekomst næsten for godt: De åbenlyse erotiske allusioner, åbningen af porten ind til det i tåger indhyllede offersted, den sadistiske dvælen ved fastgørelsen af Wray. De vidunderlige totalbilleder; den pludselige stilhed. Så runger kæmpegongongen, og svaret kommer fra jungledybet, tubakvæk, fodtrin, pigens realistiske angst. Det er næsten for godt, fordi Kong trods alt er et overdimensioneret krammedyr at se til. Fantastisk, grotesk, kolossal, men aldrig - selv, når han sønderflænger skrigende lilleputter i tænderne, en overflødig grusomhed, synes man - aldrig frygtindgydende

O'Briens dyr er også ofte pinligt modellervoksagtige - Harryhausen overgår ham i sine ringeste stop-motion-arbejder med adskillige længder i rent teknisk kunnen, hvad næppe kan undre. Special effects er det, tiden løber hurtigst fra. Samtidig er der ved O'Briens frembringelser en vild, naiv fantasi, som er vanskelig at konkurrere med. Nærmest genial er således scenen, hvor Kong ryster ekspeditionens medllemmer af en gigantisk træstamme - her er teknikken helt perfekt, det er vel filmens bedste, selvom man savner intermezzoet med kæmpeedderkoppen, som åbenbart er skåret væk. Næsten i samme klasse er de første shots af en brontosaurus (som bemærkelsesværdigt nok zoologisk set er kødædende), drivende om, Loch Ness-agtig i kultidslandskabet. Én gang på land er den imidlertid det sædvanlige jerky skrammel.

Så kommer alle de endeløse kampe mellem Kong og forskellige kæmpedyr, mest vellykket en tyrannosaurus med en fantastisk realistisk (?!) lydside - også her er der imidlertid for meget af den monster-jiu-jitsu og overflødige skyggeboksning, som japanske efterligninger flyder over af. Naturligvis drejer det hele sig om at få Kong til New York, og det skal da indrømmes, at kombinationen kæmpegorilla/storby er så genial i sin originale form, at man ikke kan undre sig over, at den er blevet en moderne myte, et symbol ligeså uløseligt knyttet til mediet som Monroe, Snow-White og Rose-Bud. Det hele kulminerer i en fremragende togsekvens, der hvad detaljerigdom anbelanger, ikke finder sin lige i filmhistorien. Derimod finder jeg personlig flyangrebet på toppen af ESB antiklimaktisk i forhold til en tilsvarende scene i »Kronos« (se Filmsamleren 5). Det er ligesom for meget airfix, samtidig med, at jeg synes, Kong i denne sekvens bærer en umiskendelig lighed med Jerry Lewis.