Kronos

 

KRONOS
Dist: Derann Film Services
Prod: Regalscope Pictures 1957
S: Jeff Morrow, Barbara Lawrence, John Emery, m.fl.
I: Kurt Neumann
L: 74 min. sort-hvid tone (20 min.-udgave fås også)

Vi befinder os på en forskningsstation tilknyttet et observatorium. En asteroide skifter uventet kurs og vil styrte mod jorden inden for seksten timer. Forskningsstationernes leder, Dr. Eliot er i mellemtiden blevet »overtaget« af en ujordisk intelligens.

Det besluttes at forsøge at sprænge asteroiden i stumper i den øvre atmosfære, men raketterne gør tilsyneladende ikke himmellegemet skade, og den lander i havet ud for den meksikanske kyst. Dr. Gaskell og to kolleger tager til stedet og ser asteroiden atter stige op af oceanet. Den næste morgen finder de en uhyrlig, hushøj metalkonstruktion på stranden.

Robotten, som Gaskell døber »Kronos«, aktiveres telepatisk af den forvandlede Eliot og viser sig at være en »akkumulator«, som en energifattig planet har sendt til jorden. Kronos ødelægger et kraftværk foruden en jager-eskadre, som man lader angribe ham. Til sidst beslutter man at bruge kernevåben, hvad der viser sig som en skæbnesvanger fejltagelse ...

Det er vanskeligt at forestille sig en mere håndværksmæssig gjort science-fiction-film. Spændingen er konstant, selv skuespillerne er ikke så kejtede, som genren har vænnet os til, og musikken passer billederne som en handske. Samarbejdningen af »levende« film, modeller og tegnefilm giver en eventyrlig virkning.

Asteroiden byder os på regulær dommedagsstemning komplet med truende avisoverskrifter, afbrudte radioudsendelser og amerikanske landskaber oplyst af det glødende himmellegeme, før den lander med et gevaldigt plask, kun for at stige op af et tåget, kogende ocean og føde Kronos til verden, blyfarvet mod morgendæmringen. Kulsort, med sølvskinnende reflekser, ruller den personificerede ødelæggelse over det amerikanske kontinent.

Sidste spole er en Dali'sk vision, en ballet af alt-skabende og -ødelæggende kræfter, et leksikon over special effects. Scenen, hvor bombemaskinen medførende det store H trækkes ind i Kronos, der i mellemtiden har forvandlet sig til en gigantisk, sort gravsten, og realiseres i en skinnende hvid blomst, der atter gror nedad for at blive et med sit ophav, er i besiddelse af en foruroligende skønhed, og robottens afsked med denne verden får os til for en gangs skyld at spekulere over, »hvordan fanden de laver det«.

KRONOS er ubetvivlelig en klassiker i genren, og det kan ikke varmt nok anbefales den blot nogenlunde »bidte« 8 mm-spillefilm-samler at skaffe sig et eksemplar af denne perle, mens tid er.

KOPI: A LYD: A (dog spole 4: B; svagere)

- enw