The Medusa touch

 

THE MEDUSA TOUCH
Dist: Walton
Prod: ITC, 1979
S: Richard Burton, Lino Ventura, Lee Remick, Gordon Jackson, Harry Andrews, Alan Badel, Marie-Christine Barrault,
I: Jack Gold
L: 18 min. farve tone

En katastrofefilm med flere katastrofer og okkult tilsnit, det kan jo næsten ikke være bedre! Det er da også blevet en fantastisk underholdende film med noget af den samme flair for det usynliges magt, som CARRIE demonstrerede. Folk, der kan lave parapsykiske numre, er populære for tiden (jvnf f.eks. FURY, en slags remake af THE POWER), en variant af de rød-blå superhelte, og på en vis måde nærmere grundtypen: Det magiske menneske, der ikke som det moderne er så afhængigt af lommeregneren.

Richard Burton er en underlig fisk i hovedrollen. Guderne skal vide, hvad nogen ser i denne totalt talentløse, stonefacede reserve-Hamlet, der ud over et pænt engelsk ikke har flere forudsætninger for scenen end en college-professor fra Dullsbury (Brit. equival. for idem-ville). Måske denne dukkedrengsopfattelse af en Thespian (with a lisssp) er spyet af det samme akademi, der gav os Olivier, der i det mindste kan lave sig skeløjet i kærlighedsscener, hvad Burton ikke kan, og det er da selvfølgelig også bedre end Polanskis opfattelse af barden, som han må have samlet op ved en velgørenhedsforestilling for Roy Rogers. You know, Shakespeare, det er noget med at tale pænt og kunne lære lange (for skuespilleren selv åbenbart totalt uforståelige) monologer udenad og aflevere dem med en mine som en, der møder op med tømmermænd til en begravelse. Lad det være nok her at fastslå, at der kun eksisterer een Shakespeare-filmatisering, og det er den ellers totalt uinteressante Orson Welles' Falstaff-film.

Men her spiller Richard Burton altså ikke en snobbet, mut landsbyskolelærer (jeg hentyder naturligvis her til hans optræden i CLEOPATRA, hvor han gør kur til en ældre, lasket servitrice, og hvor man også kan høre Cæsar synge IF I COULD TALK TO THE ANIMALS). Han spiller en snobbet, mut landsbyskolelærer med parapsykiske evner. Men eftersom rollen heller ikke kræver meget andet end britisk accent og egocentricitet, slipper Burton forholdsvis uskadt fra foretagendet. Knap så godt går det Lee Remick, der i denne film som i the OMEN et al. udtrykker alle sindsstemninger ved at åbne munden og spærre de babyblå op. Lino Ventura er søvnigt-maskulin, og Gordon Jackson sørger for Medova-tebrevene i hvid kittel. Som det formodentlig efterhånden er gået op for den opmærksomme læser, er det ikke ved sine skuespilpræstationer, denne film glimrer. Hvad så med?

Manuskriptet er glimrende, metodisk bygget op, sammenhængende, helstøbt og klimaktisk på samme tid. Fotografering og klipning er tilsvarende i top, sekunderet af overraskende high-budget-effekter, og endelig er musikken mesterlig.

8-mm-udgaven er centreret om de to centrale scener (jet'en og skyskraberen, og katedralen), og det er helt rigtigt valgt, for på denne måde får vi filmens sidste perfekt klippede to minutter uskadt. Samtidig er kopien, som vi nu er blevet vant til med de nye Walton-120-m-digests, utrolig sloppy, snarere end egentlig dårlig. Og dette kan måske give anledning til et almindeligt hjertesuk: Hvorfor skal kopien på digests være så dårlig, når de komplette ting er så fine? KEN har altid sjusket, men nu er det, som om COLUMBIA og UNIVERSAL heller ikke rigtig gider mere. Hvad er det for en CLOSE ENCOUNTERS eller SILENT RUNNING at sende på markedet? Som sagt: Dårlig er måske for meget sagt, men når man nu har set en tidlig GENGHIS KHAN eller JESUS CHRIST SUPERSTAR! Lyden er sikkert blevet bedre, men billedsiden er sommetider næsten utåleligt overbelyst, ukontrasteret og storkornet. På Waltons digests er det imidlertid som regel lyden, den er gal med. Man skal have en hel del diskant på sin maskine for at kunne høre, hvad de siger, uden vanskelighed.

Men ellers er filmen altså ren nydelse, en tung, pragtfuld organisme, der vokser og rører sig, er ustandselig og ufattelig i sine implikationer, akkompagneret af scorens puls. Den fortsætter i jumbojettens voksende summen, mens kameraet zoomer ind på Burton indtil det truende mørke realiseres i kollisionens mareridt af stål, beton og flammer. Det hele kulminerer i (eller måske snarere efter) Westminster Cathedrals sammenstyrtning, en effekt, der kun i sine sidste stadier kræver en TV-skærms camouflering. Fra den første tagsten skrider, er forløbet så sammenhængende og nervepirrende som nogen film, man har set, i en forrygende krydsklipning mellem katastrofestedet, Venturas biljagt og Jacksons forvirrede blikke fra den døende mand til det sindssvage elektroencefalogram, hvis virkning er yderligere forstørret ved hjælp af en fluorescerende skærm, på hvis matglas det ligner orgelpiber eller partituret til et dæmonisk rekviem. Som før er kuppet her ikke mindst musikken, der overlapper et romantisk tema med en stigende oscillation, der blander sig med encefalografens skræmte piben. Slutningen er så genial i sin simplicitet, at jeg blankt nægter at røbe den.

En stor moderne fantastisk film i perfekt redigering. Uundværlig!

KOPI (color): A+ LYD: A/B

- wulf