Metropolis

 

METROPOLIS
Dist: Niles Film Products
Prod: UFA 1925
S: Alfred Abel, Gustav Frölich, Brigitte Helm, Rudolf Klein-Rogge
I: Fritz Lang
L: 108 min. S/H stum

Filmen begynder ualmindelig skuffende: Slave-arbejdere lænket til dukke-maskiner sat i modsætning til en entartet overklasse, der render halvnøgne rundt og jager svaner på hustagene. Hvad det har sagt folk i tyverne, ved jeg ikke, men i dag får det os vel nærmest til at tænke på en socialistisk stat med alle disse uniformerede og hjernevaskede fabrikslemmer. Men lad nu det være.

Hvorom alting er, bliver en af rigmandssønnerne forelsket i en Arbeiter-Engel og grebet af samvittighedsnag, som han betror sin fader. Det er "karakterskuespillere" alle sammen - det vil sige gamle, malede krukker - og deres sværtede øjenhuler og mange håndbevægelser gør ikke umiddelbart det største indtryk på mig. Jeg er heller ikke overvældende imponeret over de flade, "surrealistiske" bagtæpper og modelbyer, hvor legetøjsbiler føres frem i små ryk ved hjælp af strikkepinde. Alligevel hænger man på og ser, hvad det udvikler sig til.

Rigmandssønnen stiger ned i "the depths", hvor arbejdernes gøremål mest leder tanken hen på morgengymnastik og et lejlighedsvist dampbad. Så er der lidt mere gods i den gale opfinder Rotwang, og hans robot er et vidunder, det må indrømmes. Ikke skabt i en mands, men i det fysisk fuldkomne væsen kvindens skikkelse, og dog et spædt intetkønsvæsen i metal og plastic, glas og krom - æggende hofter og pupilløse øjne. Hvorfor der skal robotter, for slet ikke at tale om mennesker, til at flytte urvisere, forbliver naturligvis et uløst mysterium.

Endnu en etage længere nede transfigureres arbejderpigen Maria til kvindelig Kristus, og det påfølgende bønnemøde står ikke i den store kontrast til den flegma, som hidtil har behersket arbejderne. Men den fønbølgede helt er forståeligt grebet. Derfor iler han hende også til hjælp, da Rotwang forsøger at få sin vilje med hende - den er lidt speciel: "Come - I am going to make the robot look like you!"

Og det gør han, i endnu en imponerende scene, der indvarsler Colin Clives senere udskejelser. Robotten oscillerer i plasma og ibenholt for endelig at antage heltindens insipide ansigtstræk - pity ... Den onde fader vipper dæmonisk med øjenbrynene og sender robotten tilbage til arbejderne for at prædike Aufruhr und Mord og derved give Metropolis' bygherrer en god grund til at udrydde dem. Hun optræder nu i skikkelse af sex-gudinde med roterende numse, og det er dog altid et fremskridt, selv om hun ligner en krydsning mellem Die Blaue Engel og Marty Feldman. Helten tager sig til hovedet, og det gør vi andre også.

Well, den falske Maria gør hele arbejdsstyrken til marxister, og så går den vilde jagt. Arbejderne ødelægger maskinerne, og det er vanskeligt at lade være med at se denne scene som retfærdighedens triumf, men det er altså ikke meningen. Nå.

Arbejderbyen bliver oversvømmet, og det foregår altsammen i Fritz Langs badekar, bortset fra lidt sopperi i udstødningen fra en brandhane. Instruktøren har her utvivlsomt sigtet på DORE, men det er altså blevet til LEGO i stedet for. Men det er da meget malerisk med alle disse oprakte statist-arme til zehn Mark parret.

Nu angrer den onde fader og plages af samvittighedsnag (det kan man se ve' a' han holder sig for ørerne). Og de slår sig for brystet, og de river sig i håret, og der er mellemtekster med store bogstaver, og Deres udsendte medarbejder er sunket meget dybt ned i lænestolen, men han holder stadig heroisk det ene øje åbent. Det ender selvfølgelig med forsoning over hele linjen. Og hvad skal man så mene om denne "klassiske" science-fiction-film? Kuriøs og morsom som fem minutter i en GYS, GRIN OG GAGS-kavalkade. Men TO TIMER???!! Never again!

KOPI: B

-wulf