Dead of night

 

DEAD OF NIGHT
Dist: Derann
Prod: Ealing Studios, 1945
S: Michael Redgrave, Mervyn Jones, Googie Withers, Basil Radford, Naunton Wayne, Sally Ann Howes
I: Calvalcanti, Charles Chrichton, Basil Dearden, Robert Hamer.
L: 67 min. (orig.L: 104 min.) sort-hvid tone

Den fantastiske genre har aldrig været den mest respektable, hverken indenfor litteratur eller film. Selv udødelige klassikere som BLACK SUNDAY og THE DEVIL RIDES OUT værdsættes i reglen kun af connoiseurs, kritikere, der har specialiseret sig i genren. Men der er naturligvis undtagelser.

Desværre dannes disse undtagelser ikke altid af de bedste film. Med på listen kommer uundgåelig absurd overvurderede film som Tod Brownings DRACULA og andre Universal-udgaver, som ofte var umådelig kedsommelige og banale in the first place, og som nu ikke kan betragtes som andet end diverterende museums-stykker. En bredere anerkendelse vinder også bastarder mellem genren og andre genrer som Hitchcocks BIRDS og den imponerende dilletantiske STAR WARS. Årsagen er den indlysende, at anmelderne ikke plejer at se fantastiske film, og når der endelig kommer en, der er "værd at se", bliver kritikeren løbet over ende af, hvad han tror, er den pågældende film, men i virkeligheden er hele genrens potentiel. Således er Polanskis skræk-film virkningsfulde, fordi han kalkerer genren - det gør ham bare ikke til en Bava eller Fisher ...!

Nu skal man ikke altid lade sig skræmme væk af anmelder-gunst (hvem ville ellers læse mine bøger, som kritikerne af en eller anden grund synes, er storartede?!?), Universals FRANKENSTEIN er en god film; det samme er gamle KING KONG.

Og det er DEAD OF NIGHT også. Og er ingen anden skræk-film-titel citeret i en bog om film, så er DEAD OF NIGHT det. Flere filmhistorikere bedømmer den til at være "den bedste af alle gysere", selv forfatteren til verdens største register over fantastiske film, og han burde dog vide bedre. Lad os kompromisse og sige "en af de ti bedste".

Overflødigt at sige, at den hører til i en filmsamling. Og der vil den næsten uvægerlig stikke af fra næsten lige meget, hvad man sætter den sammen med. Det er ikke Universal-Tschaikovsky-uhygge - thank god for that! Det er heller ikke Bava-Freda. Og det er slet ikke Blood & Guts-Hammer.

DEAD OF NIGHT er et mareridt, filmen besidder netop den for mareridtet mest typiske kvalitet, som skræk-filmen ellers elegant går udenom. For et mareridt er ikke først og fremmest voldsomt. Kun sjældent indeholder det den slags skræk, som er real-angsten i sin yderste konsekvens, som den, der besjæler et menneske, der er indespærret i et brændende hus eller flygter for et vildt dyr. Det skræmmende ved mareridtet er selve drømme-kvaliteten, selve den kendsgerning, at det er muligt at drømme med alle dens konsekvenser for vor opfattelse af det fysiske univers. I drømmen afslører dimensionerne og stoffet sig om det, de i virkeligheden er, kategorier. Verden mister sin trygge rigiditet - og det er mareridtets og DEAD OF NIGHTS bærende kraft og virkemiddel.

DEAD OF NIGHT er nok hverken den smukkeste, mest imponerende eller mest spændende blandt skrækfilm. Der er noget næsten ligefrem dull ved disse kamindiskussioner om det overnaturlige, og der er ingen special effects til at tage vejret fra os. Derimod er der formodentlig god mening i at kalde filmen den uhyggeligste of them all.

Der er tre historier inden i historien, beretninger, som selskabets deltagere giver til bedste for hinanden, og dem vil jeg ikke give away.

Den første er et rædselsvækkende dimensionstrip bygget op omkring to fremragende barneskuespillere, især den lille drengs diktion sender istapper ned ad ryggen på en for hver replik. Den opløser sig i en ophøjet logik af ufattelig melankoli.

Den anden er en studie i energi - bundet energi. Budskabet er klart: Vor almindelig, pæne, borgerlige hverdag er en vældig surrealistisk musefælde. Trivialitet er altid en balancegang på randen af vanvid. "Handsome couple," mumler hun veltilfreds, og straks begynder der at ske noget derinde, i skyggernes spejlverden.

Sammenstøddet er så meget desto mere frapperende i den britiske verden - hvorfor da også den britiske udløber af genren er den bedste - der beherskes af good manners, common sense og wholesomeness. Rørende er således hendes forsøg på at bryde spejlets magi. Men den kan ikke brydes, kun knuses, eksplodere i en fantastisk orgasme, den genialt peger frem mod den mest koncentrerede opdængning af skræk-effekter, man har set, i hele filmens slutsekvens.

Den tredje og sidste episode er nok den berømteste og den måske umiddelbart uhyggeligste. Hvor nummer 1 er romantisk, nummer 2 klassisk, er vi her ovre i den absolutte surrealisme, der varer filmen ud.

Temaet for DEAD OF NIGHT er det overnaturlige - det vil sige det fortrængt naturlige, den ikke erkendte, irrationelle del af mennesket. Den repræsenterer en dæmonisk spejl-verden, en inherent personligheds-spaltning, og den er hverken undergivet rummets, tidens eller kausalitetens begrænsninger. Dens udtryksform er drømmen, der ikke står i noget veldefineret modsætningsforhold til en "virkelighed".

Det er altså en film, der har filosofien i orden. Dertil er den perfekt i alle detaljer, og DERANN har givet os en kopi, der er så fin, at man vægrer sig ved at tro, at masteren er fra 1945. Også redigering er i top. Bedre kan det ikke blive.

KOPI: A+ LYD: A+

-wulf