A night of fright is no delight

 

A NIGHT OF FRIGHT IS NO DELIGHT
Dist: Techno
Prod: Hanna-Barbera Productions, 1969
S: (tegnefilm) Scooby Doo
I: Charles Nichols
L: 16 min. farve tone

Mon ikke de fleste af os med en vis svaghed for SCOOBY-DOOBY-DOO kan føre den tilbage til en vis vinter 1975, hvor man væltede ud af sengen en time før beregnet for at se TRASAN APANSSON? "Fiilm-taajm ...!"

Højdepunktet i disse lidt mere langhårede børneprogrammer (hvilken dansk KIKKASSE kunne finde på at vise WARNER-tegnefilm?) var utvivlsomt disse gyser-pasticher, skarpt forfulgt af en for en gangs skyld intelligent italiensk tegnefilm om en lille mand på jagt gennem tidsaldrene efter lykken ("Viva la felicita!") for dog for det meste at havne i suppegryden hos ulla-bulla-indfødte, som var herligt i strid med alle diskriminations-paragraffer. Det stadige irritationsmoment i Scooby-Doo-filmene er ikke for mig spareanimationen, som der kan opnås udmærkede resultater med (jeg hentyder her ikke til østeuropæiske "tegnefilm" som BALTHAZAR o.l., som jeg nærmest vil beskrive som 8 mm optagelser af kludeklip i blæsevejr). Personlig finder jeg det langt mere generende med det uvægerlige denouement med en grim tyk mand bag spøgelsesgevandterne, en "forklaring" med skjulte filmfremvisere, der kan projicere fuldstændig livagtigt på melskyer, og tilsvarende geniale opfindelser, der forekommer langt usandsynligere end det, de skal forklare. En "there are no such things"-reassurance, som Disney gudskelov aldrig har følt sig forpligtet til at give sit publikum, hvorfor hans film da også har en slagkraft, som er vanskelig at overgå, også uden for tegnefilmmediet: En vidunderlig usund start på en vidunderlig usund filmomani.

Det er nok lidt overdrevet at tale om »pace« i forbindelse med Scooby, men der sker da i det mindste en masse i løbet af forholdsvis kort tid, og skrækeffekterne er så tilpas manierede, at de leder tanken hen på halvtredsernes skemaer og postulater og kildrer den nostalgiske kirtel. Opfindsomme er filmene sjældent, så A NIGHT OF FRIGHT IS NO DELIGHT må siges at være en hæderlig undtagelse. Den klassiske "fælde" med indbygget back-fire er virkelig uventet, og haunted castle-variationerne er velvalgte, som f.eks. "det hjemsøgte orgel" komplet med faldlemme og rullemure. Vel, som et enkelt eksempel (og eet er nok!) på TV-animation er den ganske fornøjelig at have i skabet.

KOPI (color): A/B LYD: A/B

- wulf