The night of the damned

 

NIGHT OF THE DAMNED
Dist: Derann
Prod: Primax
S: Pierre Brice, Patrizia Viotti, Angela de Leo, Mario Carra, m.fl.
I: Peter Rush
L: 90 min. sort-hvid tone (Dubbed)

THE NIGHT OF THE DAMNED er en typisk spaghettigyser med, hvad dertil hører af voksmannequinpiger, seksuelle over- og undertoner, hårde dukkedrenge og forvirrede forløb fotograferet med flad belysning og skøre kameravinkler, underlagt dansemusik på de usandsynligste steder, og med en dubbing, der hakker diktionen i småstykker, fordi den skal følge mundbevægelserne på skuespillerne. Det hører på en underlig måde altsammen med til den særlige stemning i sådan en film, og denne hører ikke til de mindst underholdende.

Det begynder med, at en okkult detektiv bliver afbrudt i læsningen af Lille Stygge Ulv, da et telegram ankommer, som er skrevet i kode, Detektiven, som ikke hedder Adam Hart, men Jean Dupret, patter på sin pibe og hvæser Baudelaire for sit kyllingehovede af en kone, der komplimenteres for sin intilligens (HØHØ, tilføjer ægtemanden), men taler med en blikspand over hovedet - lydkvaliteten er så elendig, at det næsten er en stumfilm. Telegrammet viser sig efter en halv times patten og hvæsen at være fra en bekendt, Prins Guillaume, som ægteparret dernæst besøger og finder syg. Han plejes af en dæmonisk hustru + en dæmonisk huslæge.

På spole to får vi heldigvis lidt action, en drømmesekvens og en tåleligt erotisk sort messe. Guillaume dør, og det kan også passere, man mærker gælden til Bava (se Filmsamleren 6, side 14). Så kommer rutinen med en »serie mystiske mord«. Tilsidst nogle grufuldt elendige special effects.

Decideret kedelig er filmen vel ikke, men mere end en enkelt gang kunne jeg da ikke holde ud at se den, og så er det jo ikke det helt rigtige at investere i.

Man kan ikke lade være med at sammenligne med CURSE OF THE CRIMSON ALTAR, som WALTON har udsendt i A-A-kopi. I afsindige farver skildres de lækreste plastic-orgier, man kan tæne sig, overvåget af en blå-malet Barbara Steele og fortolket af en ubetaleligt senil Boris Karloff. Det er technicolor-fup altsammen, syet sammen af folk, der ikke kender forskel på en incubus og en omnibus, men det er HERLIGT vås. Det er ganske givet disse højder inden for sort-messe-filmene, NIGHT OF THE DAMNED stiler imod, men aldrig når; dertil er dens ophavsmand for sjuskede og pseudo-intellektuelle. Og det er egentlig bare synd for dem ...

KOPI: A LYD: D

-wulf