One million years B.C.

 

ONE MILLION YEARS B.C.
Dist: Walton
Prod: Hammer 1966
S: John Richardson, Raquel Welch, Percy Herbert, Robert Brown, Martine Beswick, Jean Waldon, Lisa Thomas, Malya Nappi, m.fl.
I: Don Chaffey
L: 76 min. farve tone

Hvad skal man sige til sådan noget? Man taber kæben. Lad mig derfor, inden jeg fortaber mig i ovationer, helt objektivt fastslå, at vi her har at gøre med den af måske samtlige indspillede film, der egner sig bedst for 8 mm. Hvorfor? Fordi det er special effeets, visual effect, special effect, visual effect fra første til sidste meter. Special effects, som kun mesteren, Ray Harryhausen, kan lave dem, og som han aldrig har lavet dem, hverken før eller siden. Og det hele i en kopi, der siger spar to til alt, hvad man har set. At salgsprisen nødvendigvis må komme op over de tusind kroner, må anses for at være en biting i denne forbindelse.

Men selvfølgelig er det rart, når man er i tvivl om, hvad man skal fremhæve af så mange gode ingredienser i en enkelt film, herregud, hvert af monstrene kan jo bære syv film, om det skulle være. Det er naturligvis disse monstre, der er de egentlige stjerner i filmen, men nok så vigtig er f.eks. den fabelagtige farvefotografering, som f.eks. under Tumaks ørkenvandring, knaldblå himmel, røde klipper, gnistrende solild, scored af Nascimbenes bombastiske bibelmusik og paranoide englekor - for musikken er ikke mindre fremragende, varieret og velspækket med, som det hedder i credits: »Special Musical Effects« på baggrund af ekkorum, gengivet af Walton i et lydbillede af næsten utrolig dybde.

Vist er det da overdrivelsernes film, et kulørt overflødighedshorn af scenemekanik og pap-psykologi, en Palæontologi, som man vist ikke kan få noget tiårs barn til at hoppe på. Som sådan er filmen komplet tom, i modsætning til f.eks. Bavas og Fishers komplicerede gotisk psykologiske thrillers. Men den er samtidig et eksempel på, hvad filmen kan gøre i retning af sensation og kulisse. Og sensation og kulisse har trods alt mere at sige tilskueren end 90, nej 99% af det filmiske output, som går under betegnelsen filmkunst, men i virkeligheden blot er fantasiløse menneskers slaveregistrering af deres lige så dødssyge naboers morgenkrydder og aftentoilette. Nu skal man ikke tro, at skuespilpræstationerne er græsselige, for det er de ikke. Raquel Welch viser sig - I don't know how to say this - som en habil skuespillerinde, og John Richardson og Robert Brown med det levende ansigt yder også deres. Andre kendte ansigter er Percy Herbert og den virkelig erotiske mørke skønhed fra SLAVE GIRLS (får vi den på 8 mm, please?) Martine Beswick. Manus er ikke uden humor, dog ikke meget af den selvironiske slags, der kan være så ødelæggende for genren, og kærlighedsscenerne mellem Tumak og Loana kunne ikke være smukkere instrueret. Hertil kommer et kor af kønne piger - ikke just neanderthalere at se til.

Men tilbage til uhyrerne: Et levende kæmpefirben, vel nok den svageste af effekterne, men alligevel voldsomt virkende i kraft af solid nærfotografering, en skildpadde så stor som et hus, der især kan prale af perfekt sammenkopiering, og den uhyggelige allosaurus, der angriber skalfolkets lejr, utvivlsomt den bedste af samtlige Harryhausens skabninger, 100% livagtig. Sekvensen er perfekt pacet op, man sidder med hjertet i halsen og tårer i øjnene over dette uforlignelige filmmirakel, og et gisp garanteres at gå igennem ethvert publikum, da monstrositeten spiddes på en pæl. Lydsiden af tvekampen er som altid hos onkel Ray formidabel. Så er der det gigantiske sammenstød mellem triceratopsen og ceratosaurussen, der næsten sprænger lærredet og får en til at skæve bekymret hen til projektoren: Kan den nu tage det? Det synes en gevaldig masse billede og lyd, der pludselig kommer ud af den lille maskine - sådan kan 8 mm altså være - 3 Falke Bio kan gå hjem og lægge sig!

Pterodactylernes opgør er heller ikke nogen ringe stop-motion-bedrift, det næsten umulige kunststykke at arbejde med to flyvende modeller.

Den afsluttende naturkatastrofe kan ikke beskrives. Vist er det da shades af den svingende lysekrone i SAN FRANCISCO og de dansende autostradaer i EARTHQUAKE, men intet har man set som dette, selv KRAKATOAS violette flodbølge gøres til skamme af Harryhausens kataklysme, ikke mindst fordi det er den bedst scorede, man har set; Nascimbenes musik skriger gennem lyden af de kælvende granitmasser, der begraver levende skuespillere, og som man for en gangs skyld har indtrykket af, er granit. Jorden åbner sig og bølger som et hav, opslugende mennesker og kæmpedyr, mens den brun-kogende lava sprøjter ud af bjergsiderne.

Til sidst et råd til filmsamleren, der kan sammenfattes i fire små, lidt kryptiske ord: BRUG DE TUSIND KRONER! Lad være med at fylde filmskabet med 200-krs-klip uden hoved og hale af dit og dat i gyselige kopier (og at nogle af disse klip kan komme til at koste op mod et firben - en moderne plovmand - gør faktisk ikke sagen meget bedre!) Believe me, selv en halvgod film som THE CREEPING FLESH eller PLAN 9 FROM OUTER SPACE får du mere glæde af en 13 min. af et mesterværk. Det kan være umådelig fristende at købe 120m FRENCH CONNECTION eller BRIDE OF FRANKENSTEIN - men lad alligevel være. Studér tilbuddene grundigt og BRUG DE TUSIND KRONER på en komplet klassiker, BLACK SUNDAY, CITIZEN KANE, DRACULA PRINCE OF DARKNESS, THE FLESH EATERS, INVADERS FROM MARS, KING KONG, KRONOS, LAST TRAIN FROM GUN HILL, THRINGS TO COME, TOP HAT, eller whatever. Så har du i alle fald een virkelig værdiful ting, i stedet for en kassefuld bras.

Og lad så forresten ONE MILLION YEARS B.C. stå øverst på listen ...!

KOPI (color): A+ LYD: A+

- wulf