The pit and the pendulum

 

THE PIT AND THE PENDULUM
Prod: American International Pictures
S: Barbara Steele, Vincent Price.
I: Roger Corman.
L: 7 min. farve tone

Det lykkes af og til en skræk-instruktør at blive manieret nok til at blive anerkendt af kritikken. Det er sket for Roger Corman, og han er da bestemt heller ikke uden evner. Men rigeligt med udenværker er der i hans film, skæve kameravinkler og farvesubstitutionsefekter, dream sequences + en del uklædelig selvparodi. Vincent Price (som er en elendig skuespiller) overbefolker hans film, hvad nok ikke er ganske tilfældigt, både han og Roger himself er stemningsjægere af rang, og hos ingen af dem bliver det til meget mere end pap og blålys. Det må således være beskæmmende for Corman, at da klimaks i THE PIT AND THE PENDULUM fornylig citeredes i en anden film (den geniale DAVID OG LISA), virkede det, i kraft af denne anden instruktørs klipning og krydsklipning til tilskuerskaren, så stærkt, at originalen nærmest er et antiklimaks. Selvfølgelig redder Richard Mathesons mesterlige manus adskillige af Cormans film hjem, således også "the pit". Hvad et Matheson-manus + FISHER (THE KING) kan blive til, demonstrerer THE DEVIL RIDES OUT. Nu giver 60 m-udgaven heller ikke gruben mange chancer. Vi ryger midt ind i en scene, ja midt i en replik, og derefter får vi hele den afsluttende scene, sønderklippet. Det er således mest Cormans svagheder, vi får serveret, de pappede dekorationer (sml. Bavas arkitektoniske mesterværker), hans uvidenhed med hensyn til special effects, den anæmiske biblioteks-uhygge, han repræsenterer, og som Poe selv aldrig gjorde sig skyldig i. Vist fungerer pendulet da, fotograferet i sæt af to identiske frames for at give det den hakkende bevægelse, der antyder dets tyngde. Men selv i denne sekvens er der for meget pastel, for mange tomme krukker på lydsporet.

KOPI: A LYD: A

- wulf