The many adventures of Winnie the Pooh

 

THE MANY ADVENTURES OF WINNIE THE POOH
(Klip fra Winnie the Pooh and the Honey Tree, Winnie the Pooh and the Blustry Day og Winnie the Pooh and Tigger Too)
Dist: Walt Disney
Prod: Walt Disney Prods, 1967-7O
S: (tegnefilm) Winnie the Pooh
I: Wolfgang Reitherman
L: 17 min. farve tone

Det er ikke få værker, Walt Disney har lagt navn til. Selv 14 år efter hans død går hans spøgelse rundt og laver film. Af hans lange ting er det ganske vist vanskeligt at undgå at foretrække 'guldalderen's' produkter: Den noget ubehjælpsomme Snow White, mesterværket Pinocchio, den perfektionistiske Bambi, den eventyrlige Peter Pan, og den måske overdrevent moody og uhyggelige Lady and the Tramp.

Men der er undtagelser. En fantastisk ujævn film er Sleeping Beauty, den kedsommeligste og mest humorforladte af Disneys film, men samtidig den mest mytologisk-realistiske og erotiske, indeholdende enkeltstående sekvenser, der måske er de bedste, han har lavet.

Post mortem er der, indrømmet, ikke meget at hente. The Rescuers er typisk, helt nede på Charlotte's Web-planet, sjusket og flad. Derfor må det også undre at finde en sand all-time-great så sent som i sidste halvdel af tresserne! Det drejer sig om de tre små Peter Plys-film, samlet af WD8mm på en 120-m-spole betitlet The Many Adventures of Winnie the Pooh, suverænt klippet og i perfekt kopi.

Langt fra at være en umulig tilbagevenden til past standards har denne film sin helt egen stil og filosofi. Milnes bøger forekommer mig umiddelbart at være mere Beatrice Potterske, end de fremtræder her, men det er vel uundgåeligt at betone det mytiske i en filmatisering. Således blev Lindgrens Pippi i TV-udgaven til en ny-indstudering af Matthæus komplet med den upædagogiske Superman-agtige flyve-sekvens ('de skal bære dig på hænder, for at du ikke skal støde din fod på nogen sten'), den hellige nadver (Pippis 'krummelur-piller', der skal sikre mennesket at blive barn som påny') og opstandelsen (Pippis afsked med børnene, der i stedet bliver en afsked med 'Faderen', som hun pludselig dukker op 'midt iblandt' de sørgende efterladte). Fordi filmen er så gennemarbejdet bliver personerne imidlertid på intet sted tomme, flade symboler på det, de repræsenterer. Selv i de bedste Disneys er stemmerne noget, der tydeligt er 'lagt på filmen', men her er sammenkopieringen så perfekt, at man sommetider spekulerer på, om man monstro denne gang er begyndt med stemmerne. Denne absolutte synkronitet mellem billede og lyd giver de løst tegnede figurer mere plastik end Disneys mest materielle skabninger. Der er ikke meget handling i filmen, persongalleriet fylder det hele, men det kan bære det.

Peter Plys er en 'silly old bear' med alt, hvad dertil hører af elskelighed og kluntethed. Men figuren besidder også en filosofisk humor, som hæver den op i den guddommelige narrators sfære. Der er lidt af den Barkske Anders Ands eksistentialistiske selvironi i de forsigtige smil og skæve bemærkninger. Peter Plys er måske uheldig, men han er aldrig uharmonisk, han er guddomeligt selvopfyldt i al sin imperfektion. En genialt uomgåelig jedermann.

I helgen-klassen er grislingen, hvis selvopofrelses selvforklaring er en bjergprædiken i den fremragende tegnede mimik. Den store, selvudslettende lærer af den kristne tradition. Hans modpol er Tigger Too, selvrealisationenes apostel. At denne figur ikke er blevet mere dæmonisk, end tilfældet er, skyldes naturligvis sandkasse-planet, hvor børnebogen foregår. Men fordi det er gjort så godt, irriteres man ikke af ufarliggørelsen, måske fordi den bevarer sin dynamik, denne fabel. Tiggers 'meningsløse vold' er måske reduceret til en temmelig ufarlig 'bouncing' (ordets dybere betydning fremgår af utallige andre kontekster, således elsker Peter Plys bouncing til husbehov, mens Piglet finder at 'the best part is when it stops'), men hans livskraft, hensynsløshed og ultimative kujoneri gør alligevel figuren stærk og levende. Så er der det sløve æsel, hvis manglende omtanke for andres tarv simpelthen er nedsat tankevirksomhed i al almindelighed, den eneste måske en kende ubehagelige persontegning. Et ondskabsfuldt spark til dumheden som menneskets mest essentielle ulykke. Kænguruen og dens unge er en smuk familie, uglen er Disney-ugle og intet andet, og resten af galleriet er ikke spændende. Men hovedfigurerne lever og lærer så intenst, at man ikke tøver med at henregne den lille serie til Disneys ti mesterværker.

Hertil kommer en dejlig musik (denne udgave er en guldgrube i så henseende: 'I'm just a little black rain-cloud', 'The rain, rain, rain', 'The wonderful thing about Tiggers', for at nævne nogle eksempler), pragtfulde pseudo-natur-optagelser, stormvejr, oversvæmmelse, og et fantastisk virkningsfuldt running gag, der lader os læse historien ud af en bog. De medtagne sekvenser er kort: Peter Flys' ballonfærd, the »blustery« day, oversvømmelsen og Plys' og grislingens redning, helte-selskabet, grislingen afstår sit hus til Ugle, Too sidder fast i træet og må hjælpes ned af fortælleren (her dog minus pointen, at Tigger ikke må bounce mer), Christopher Robins og bamsens farvel ('Promise you'll never forget me, Pooh!') Pooh lover ikke at glemme sin ven (en fiks introversion), men er dog filosofisk angående det med de hundrede år - how old will I be then? Endelig foreslår bamsen, at man starter på side 1 igen, og hvem kan lade være?

All this and the world too på een 120-m-spole. Vabehar? Jeg er ikke selv absolut Disney-fanatiker, men den måtte jeg have, til stor fortrydelse for min 9-årige søn, som hellere ville have haft Donald Duck's Dilemmas eller Phantasm.

Min lille Rebekka på to-et-halvt elskede den ...

KOPI (color): A+ LYD: A+

- wulf