Rashomon

 

RASHOMON
Dist: Thunderbird
Prod: Daiei
S: Toshiro Mifune, Machiko Kyo, Masayuki Mori, Takashi Shimura, Minoru Shiaki
I: Akira Durosawa
L: 75 min. S/H tone

Som det vel er gået op for nogen, er jeg ikke just nogen bagejstret fan af polske film om telefonistinders og mælkemænds problemer. Himlen befri os for Bergman, Godard og Fassbinder! Faktisk kan de ikke-amerikanske, ikke-britiske filmskabere, som jeg sætter pris på, tælles på en hånd: Bava, Bunuel, Eisenstein, Lang og - Kurosawa. Sidstnævntes spektrum er enormt, det spænder fra spændingsfilm som "De syv samuraier", der outwester den amerikanske western, til eksistentialistiske stiløvelser som "At leve", en af de bedste film, der er lavet. Kurosawa er en filmmester - og manieret. Han elsker regnvejr og tåge. Hans personer er i besiddelse af den træghed, kritikere forveksler med monumentalitet, og hele filmstilen tynges af en verbal fortælle-tradition, han ikke kan eller vil frigøre sig fra. Men hans dialog er også intelligent og klar, uden overflødige garneringer. Hans handlingsmønstre er ofte kringlede, men aldrig uforståelige.

I det hele taget er klarhed Kurosawas kendemærke. Den silende regn, tågen, soldisen, naturens nærvær tværer ikke billederne ud, men understreger deres ubestikkelige umiddelbare erkendbarhed. Handlingsscener behandles direkte, enkelt og effektivt. Personerne er heller ikke komplicerede, slet ikke noget for Dr. Freud, men så meget mere menneskelige, f.eks. banditten, der blændes af den krigssmykkede, knivskarpe samurai og må trættes med ham, dels for trættens egen skyld, dels for at vinde den gyldenbeslørede dejlighed, som han fører gennem den skrånende, soldruknede skov.

Ikke mindre perfekt er det kvindelige skildret: Halvt voldtaget, halvt forført, kræver hun voldsmandens eller ægtemandens død. De to må kæmpe, og hun vil følge den overlevende. En kvinde er ikke mandens tidsfordriv, men hans skæbne, og ønsker at værdsættes som sådan.

Den påfølgende kamp er mesterligt skildret: Overlegen krigskunst mod blind aggressivitet og livsappetit. Kurosawa ved, hvordan mænd slås, en velkommen afveksling fra karate-filmenes (kommer de virkelig samme sted fra?) pappede pseudo-vold.

Da ægtemanden bider i græsset, flygter kvinden. Dermed kunne historien være ude. Men Kurosawa vil mere. Det er bandittens version, vi har hørt, og nu følger kvindens.

Vi vender tilbage til lysningen: Banditten har forladt de to, ægtemanden endnu bundet til træet efter det første vellykkede overraskelsesangreb på ham. Hun hulkende; ingen sværdkamp, kun samuraiens ufølsomme blik. Hans kvinde er blevet taget af en anden, uden at han kunne gribe ind. Hans liv er forbi. For hende er det blik en anklage, en forstødelse. Hun trygler ham om afstraffelse, altså accept, eller endog døden. Til sidst dræber hun ham. Men selv denne geniale twist er ikke enden på historien. Det tredje vidne må forhøres: Den døde, og filmen krydser ubesværet over på det overnaturliges gebet. Gennem et medium aflægger han byrd, der minder om Hamlets faders monolog: Murder most foul ...

I denne version sker forførelsen uden vold ("Take me (pause) away from here!") Det er angsten for ægtemandens vrede, der får hustruen til at forlange, at banditten dræber ham. Selv røveren afslår denne ultimative feminine træskhed (!!!), og hun stikker af. Ægtemanden befries, blot for at begå selvmord.

Endnu mangler imidlertid den sidste historie, en brændehuggers, som var øjenvidne. Denne version ligner den første, blot nægter ægtemanden at kæmpe: Hun er det ikke værd, mener han. Men kvinden gennemtvinger kampen. Endnu en gang forsvinder hun i skoven efter ægtemandens død.

Er dette nu den endelige, rigtige version? Findes der overhovedet en sådan? Er sandhed og godhed at finde i menneskelivet? Filmens sidste scene viser os brændehuggeren bærende på et forældreløst barn. Den knusende regn er stilnet af. Alligevel kan tilskueren ikke slippe den tanke, at måske fandt den fattige brændehugger den fine herre bundet til træet, men endnu i live ...

Filmen er solid fortællekunst, men naturligvis overbebyrder den sig selv med naiv filosofi og spidsfindigheder. Der er ligesom en version for meget, eller måske to, i den lille psykologiske tragikomedie.

Nu skal det også siges, at kopien ikke er god. Der er en konstant susen på lydsporet, som stjæler væsentlige dele af dialogen. Kopien er ridset og overbelyst, og jeg fik den med femte spole som samlesæt, altså i småbidder. Det er naturligvis altsammen ganske uacceptabelt. Ikke desto mindre fik jeg en aften ud af det, for filmen er jo god nok ...

KOPI: B/C LYD: B/C

-wulf