Scream of fear

 

SCREAM OF FEAR
Dist: Columbia 8 mm
Prod: Hammer, 1959
S: Susan Straberg, Ronald Lewis, Ann Todd, Christopher Lee
I:
L: 109 min. sort-hvid tone

Intet filmselskab er vel så synonymt med den fantastiske film som HAMMER, hvis produktion kort kan opsummeres i fem grupper.

1: Den rene gotiske skrækfilm, som har gjort firmaet kendt frem for noget. De utallige DRACULA- og FRANKENSTEIN-filmatiseringer, hvoraf i grunden kun de tre Fisher-film, HORROR OF DRACULA, BRIDES OF DRACULA og DRACULA PRINCE OF DARKNESS er rigtig vellykkede. Ikke desto mindre er det i udkanten af denne subgenre, vi finder mesterværket, THE DEVIL RIDES OUT.

2: Dinosaur-trenden, næsten altsammen billige efterligninger af den første højt-budgetterede Harryhausen-epic ONE MILLION YEARS B.C. Undtagelser er den voluptuøse SLAVE GIRLS og den specielle SHE.

3: SF. Her er klassikere QUATERMASS-serien, hvoraf toeren, ENEMY FROM SPACE er en omend meget uhammersk studie i intrige og stemning.

4: Diverse, ikke fantasifilm. Det er mest udbrud fra kvindefængsler. Fu Manchu-serien hører måske til i denne kategori, men den er da også overordentlig vulgær og tediøs på samme tid.

5: Psycho-imitationerne.

At katalogisere et mesterværk som NIGHTMARE på den måde er måske uretfærdigt. Hammer tilførte unægtelig psychopath-on-the-loose-temaet en hel del originalitet, og navnlig stemning. Hos Hitchcock kommer vi ligesom aldrig rigtig ud af psychoanalytikerens konsultation, i NIGHTMARE og andre mere vellykkede forsøg trænger vi ind i den afsindiges drømmeverden. I PSYCHO kan vi kun overveje om Tony Perkins egentlig er for sympatisk til at være vanvittig.

SCREAM OF FEAR er en af de første, HAMMER lavede i stilen, men den hører ikke til de bedste. Måske nogen holder af disse filmatiserede kriminalromaner; mig ærgrer det blot, at man ikke kan kigge bag i bogen og get it over with, som med Agatha Christies makværker. Selvfølgelig indeholder den også ægte gysereffekter, men de er løftet dårligt af en 8 mm-klipper, der er fast besluttet på i alle detaljer at forklare en intrige, der kræver halvanden time at kapere og værdsætte.

Mit motiv for at inkorporere den i min samling er da også nærmest nostalgisk; sådanne film var det, man så og elskede i de tidlige tresseres Vester Bio - halvanden krone var billetprisen! Det er ellers en overordentlig professionel film, fine skuespilpræstationer, udspekuleret manus, fin fotografering. Men en 8 mm-film er det s'gu ikke.

Undtagelser er den fremragende rullestolssekvens, hvor vi føres fra den lamme piges opdagelse af faderens lig til nær-drukning i swimmingpoolen, med et af de mest overbevisende subjektive kameraer, man har set; og undervandsoptagelsen af det samme lig i opløsning. De afsluttende ombytninger og -placeringer af biler og rullestole kan kun aftvinge en gaben, når man ikke sidder i den klimaktiske, to timer lange opbygnings skruestik. Den høfligt oplysende narrator gør ikke sagen bedre. Men måske er der noget, jeg har missed, for det er den absolut eneste af vore film, som min otteårige søn ikke tør se ...

KOPI: A LYD: A

-wulf