Shout at the devil

 

SHOUT AT THE DEVIL
Dist: Iver
Prod:
S: Lee Marvin, Roger Moore, Barbara Parkins, Ian Holm, Rene Kolldehoff, m.fl.
I: Peter Hunt
L: 33 min farve scope tone

8 mm scope er en dino. I've said it before, and I'll say it again. Firmaerne bakker ud. De lovede titler udebliver, og de få markedsførte udgår. Det er forståeligt. Men det er på en måde også synd. I dag er der så mange loppebiografer i landet, at det næsten er meningsløst at hævde, at 8 mm ikke giver biografoplevelsen. For hvilken biograf? Det store lærred, som så mange satte deres lid til i tresserne, er ved at uddø. 8 mm giver altså ikke 3 Falke Bio-oplevelsen, men hvor får man den i dag? Svaret er indlysende, men mon ikke fristen bliver kort? Hvornår ser man de 3 falke som gråspurv 1, 2 og 3?

Det ironiske er, at 8 mm-scope-systemet giver oplevelsen af det store lærred. Vel, man skal se det for at tro det. Ikke desto mindre er det en kendsgerning: En (virkelig) god fremviser, to højtalere og en afstand fra tilskuer til et fire meter bredt lærred på tre, så er den der! Og så skal man naturligvis ikke vise academy 8 mm umiddelbart efter. Der er ingen sammenligning.

Nu går vi jo rent faktisk ikke kun i biografen for at køre i rutschebane og kigge på søslag. Det er en absurd kritik af BLACK SUNDAY, at den ikke er i farver og scope. Scope kan undværes. Men det er en ganske speciel oplevelse, som man også en gang imellem har lyst til.

I dag er nostalgi stadigvæk at se Universals Frankenstein. Men allerede i firserne kan det være langt mere nostalgisk at se THE ROBE i 1:2.55. Så ville man gerne have en linse og lidt film i sit skab.

Så jeg hamstrer. MURPHY'S WAR er allerede væk fra katalogerne - ingen vil formodentlig savne den, men alligevel! Og hvor mange titler er der så tilbage - var det seks eller syv 120 m-spoler? Nu er bras i scope jo immervæk bras. Og hvad skal man gøre, hvis man er skrupskør nok til at ofre et unævneligt beløb på udstyret, men ikke bryder sig om kødædende planter, fremragende som filmen ellers må være? HANNIE CAULDER vil (forhåbentlig) ikke friste mange. Endelig vil man jo også gerne have noget, der demonstrerer formatets muligheder, en "rigtig" storfilm. Og så er 2 reels iøvrigt for lidt.

Så takker man sin skaber for SHOUT AT THE DEVIL.

Og hvad er så det? Jo, det er en storfilm. Ikke lanceret herhjemme som sådan, for folk gider ikke se mastodonter mere. Men budgettet er der, og det er udnyttet.

Der er meget lidt plot, for ikke at sige mening i denne film. Den er ganske simpelt en række tour-de-forcer ud i det store budget og det brede lærred, og som sådan præsenterer Iver den da også, uden ret meget rhyme og reason, men proppet med sekvenser, der tager vejret fra en. Sekvenser, man har set tusind gange før, men, synes man, aldrig så dygtigt gjort.

Maurice Jarre kalkerer sin egen musik fra LAWRENCE i luerøde og safirblå fortekster, og så er vi midt i det. Det gigantiske krigsskib Blucher, der styrer direkte mod os, der er fanget på en ynkelig lille pram, nærmere og nærmere, til selve kollisionen ryster lærredet. Det er gamle tricks, background projection, ultranærbilleder, men Gud hvor er det flot! Pragtfuld farvegengivelse, det majestætiske fartøj og de små mennesker sprællende i vandet, Bluchers imposante, truende tema i højtalerne, idel fryd.

Filmens dialog er faktisk intelligent, forstået som opfindsom fraseologi - andet ville også have virket forstyrrende på herlighederne. Og da Sebastian beder Flynn om datteren Rosas hånd, er det selvfølgelig kun præliminarierne til et komisk slagsmål, som for en gangs skyld er morsomt, i modsætning til den trinity-pappede variant, vi som regel plages med. Moore træder Marvin over tæerne: "Foot-work, sir, foot-work ...!"

Det hele foregår i Afrika 1914, og det er nydeligt fotograferet. De ikke overvældende fremragende personkarakteristikker, the young rascal, the old rascal og the old rascal's daughter-falling-in-love-with-the-young-rascal opdager, at materiel føres over deres jagtmarker for at reparere på Blucher, der efter en skirmish med briterne slikker sine sår, skjult et stykke oppe ad en eller anden flod. Vi får lidt cinerama-gut, da en kanons understel under transport river sig løs og careener ned ad en masse bakker og tromler sorte extras, der beredvilligt stiller sig i vejen for den, til pålægschokolade.

Spolen slutter overlegent med den flyvetur, der skal etablere Bluchers position. Travelling matte, tænker man, men er ude af stand til at lade det spolere fornøjelsen ved at klamre sig til lænestolen. Skibet dukker frem af disen, Jarre nok en gang, planet beskydes og kan efter en eksplosion, der synes at hidrøre fra ti maskiner og ville have slået tyve normale mennesker ihjel, aflevere Moore med et lettere tilfælde af næseblod i hans elskedes arme, hviskende: "We found the Blucher!" Skidegodt Egon.

Men det bedste er endnu i vente. I sin uendelige visdom har redaktøren nemlig givet os filmens første to timer i skarpt trav på første spole, mens den sidste halvtime åbenbarer sig i perfekt pacing på anden. Skibet skal selvfølgelig sprænges i luften, af hvem overlader jeg til den intelligente læser at finde ud af. Moore bliver totalt ukendelig ved at få skosværte i ansigtet og får dermed adgang til Blucher med en tidsindstillet bombe, der tikker som en hel urmagerbutik, mens en stor urskive hele tiden fortæller os, hvor mange minutter helt og heltinde har til at slippe væk i, så vi alle kan følge med, do we. Mere skal ikke her røbes, som der stod i filmprogrammerne i gamle dage ....

KOPI (color/scope): A+ LYD: A+

-wulf