Silent running

 

SILENT RUNNING
Dist: Universal 8
Prod: Universal, 1970
S: Bruce Dern
I: Douglas Trumbull
L: 17:02 (Orig.L.: 89 min.) farve tone

"A CLASSIC SCIENCE FICTION CULT FILM" står der på æsken. Hvad er en "kult-film"?

En kult-film er nok en film, som hverken har været den store box-office-succes eller regnes for en klassiker af den gennemsnitlige film-historiker, men som i kredse regnes for en af "the alltime greats". Det er film som "Night of the Living Dead", "Black Sunday", "The Devil Rides Out", "Horror of Dracula", "Horrors of the Black Museum", "Enemy From Space", "Slave Girls", "The Sorcerers" og "The Stranglers of Bombay", ofte film uden store "navne". SILENT RUNNING blev instrueret af en special effect-mand, og resultatet, skulle man tro, ville blive en rigtig hardware-film a la Clarkes mindre mystiske produkter. Og så er resultatet endda blevet det stik omvendte. Vist regnes rumskibene for de mest realistiske i nogen film, både før og efter, men selv i disse tekniske sekvenser er vægten lagt mindre på bravour og teknisk finesse end på æstetik, ja næsten sentimentalitet. Men det er sentimentalitet af den stærke slags, det fyldte sind, der løber over med gråd og snot, snarere end tomme tønders snøften. Vist er hovedpersonen patetisk, når han beslutsomt bekæmper den nukleære ødelæggelse med en gartners spade, men han er også frygtindgydende, netop i sin determination, sin fanatisme. Bruce Dern, der spillede rollen, udtalte senere i et interview, at det var filmens svaghed at gøre helten til tredobbelt morder. Men uden denne desperate frihedshandling som udgangspunkt, var filmen faldet sammen i økologisk lommefilosofi og præk. Så virker det kun som en ekstra force, når morderen begår selvmord af den særlige blanding af frygt for konsekvenser og skyldfølelse, som holder et retssystem sammen. Det er ikke let at være Messias. De borgerlige og almenmenneskelige dyder må forekomme os så selvfølgelige, at livet udenfor synes umuligt og så sort og tomt som selve rummet. Det er i opgøret med disse principper, hovedpersonens sande heroisme viser sig, men de bliver også hans tragedie. Det er med andre ord den goe gamle tragiske helt, som her har fået et tiltrængt og velkomment come-back.

Det afgørende indtryk af filmen er imidlertid et af et let falmende, men med kærlig omhu frembragt kunstnerisk og filmisk mesterværk. Personinstruktionens perfektionisme overskygger vidt dens manglende rutine. Heller ikke musikken kunne være valgt bedre, kulminerende i øjeblikket, hvor kernevåbenladningerne for et kort øjeblik overdøver Joan Baez' melodisk vægtige foredrag af "Hear the Children Running Wild". Manuskriptet er af den slags, man føler trang til at citere, genialt i al sin naive simplicitet når det næsten samme højder som kærlighedsscenen mellem Moses og Zippora i THE TEN COMMANDMENTS. Jævnfør denne godbid af Bruce Derns apologi: "On Earth, everywhere you go, the temperature is 75 degrees. Everything is the same. All the people are exactly the same. Now what kind of life is that?"

"Well, if it's so rotten, why do you wanna go back?"

"Because it's not too late to change it".

"What do you want, Lowell? I mean, there's hardly any more disease, there's no more poverty. Noone's out of a job."

"That's right. Every time we have the argument, you say the same thing to me, you give me the same three answers all the time, the same thing: Well, everybody has a job, that's always the last one. But you know what else there's no more of, my friend? there's no more beauty, and there's no more imagination, and there are no frontiers left to conquer, and you know why, only one reason why? One reason why, the same attitude that you three guys are giving me right here in this room to-day. And that is: Nobody cares."

"Fact is, Lowell, if people were interested, something'd been done a long time ago ..."

Og det bedste af det hele er næsten redigeringen af 8-mm udgaven. Man føler virkelig, man får hele filmen.

Derimod er kopien ikke helt tilfredsstillende. Svagheden er den samme som på SUPERMAN og CLOSE ENCOUNTERS og en masse andre 120 m-udgaver: Lyden er perfekt, men billedet er grynet, hvilket er så meget desto mere påfaldende i SILENT RUNNING, eftersom netop det sorte (ikke lilla-prikkede) rums majestæt er et væsentligt virkemiddel. Men man tilgiver.

Det hele er faktisk med: Forteksterne i haven, og den klassiske baglæns zoom, der afslører Lowells lille køkken som en mikroskopisk detalje i en gigantisk flåde af jern og stål, der driver af sted til national anthem-agtig musik. Og så er det ellers bare at læne sig tilbage og nyde rumskibe og paradishaver, sytten minutter absolut fortryllelse.

KOPI (color): A LYD: A+

- wulf