Superman

 

SUPERMAN
Dist: Columbia 8 mm
Prod: Columbia Pictures, 1978
S: Marlon Brando, Gene Hackman, Christopher Reeve, Ned Beatty, Jackie Cooper, Glenn Ford, Trevor Howard, Margot Kidder, Valerie Perrine, Maria Schell, Terence Stamp, Phyllis Thaxter, Susannah York
I: Richard Donner
L: 18 min. farve tone

SUPERMAN THE MOVIE kan umiddelbart synes at være contradictio in adjecto - SUPERMAN er en tegneserie, ikke en film - en selvmodsigelse, som vi ser bekræftet i de mange tidlige seriefilm med pensionerede cowboyhelte i rød-blå kravledragt. Ingen kunne følgelig ane, at 1978-udgaven ville blive det, den er, en moderne mytisk storfilm på linje med CLOSE ENCOUNTERS. Vist er det blevet en rodet film, last minute-klipning, mistænker man, og snesevis af inkompatible aspekter, hvoraf den kendsgerning, at manuskriptforfatterne har syntes ude af stand til at enes om, hvorvidt Krypton eksploderede for tredve eller en million år siden, er blandt de mindst generende. Men samtidig besidder mange af disse aspekter en kraft, som man ellers kun forbinder med Cecil B. de Mille.

"Oversættelsen" af tegneseriens billedsprog er formidable; Clark, der tager afsked med sin mor på en kornmark, der er gulere end gult, dragten, der for en gangs skyld nærmest virker malet på figuren.

Hertil kommer, at der leges med de mytiske aspekter med blændende ekvilibrisme. Det er jo en Kristus-myte, denne historie om Jor-El, der sender sin elskede søn til Jorden, for at hver den, som tror på ham, ikke skal fortabes. I Puzos mysterie-spil-manus bliver den noget endnu mere fundamentalt, en symfoni i ord, billeder og ikke mindst John Williams' utrolige score, som udgør halvdelen af filmens styrke, over det ældste tema i verden, det mandlige princip. Og hvad kan være mere påtrængende at gøre opmærksom på i det moderne kvindesamfund? Set gennem disse magiske briller bliver SUPERMANs møde og flyvetur med Lois Lane mere end en original kærlighedscene, den bliver en fundamental metafor på hele seksualiteten, kulminerende i det sublime øjeblik, hvor Lois glemmer, at hun kun låner mandens kræfter - og dumper som en sten! YOU BELONG TO THE SKY er filmens centrale replik. Nu mangler vi bare en SUPERWOMAN-film, der kan forklare og apoteotisere det kvindelige på samme overbevisende måde - how about this for a plot: Fysiker forelsker sig i verdensformel, eller som Disney ville have udtrykt det: Boy meets universe?

Men lad mig ikke fortabe mig i filmen, når det nu er 8 mm-udgaven, der kræver anmeldelse. Kopikvalitet først; lyden topper alt, men billedsiden er let skuffende. Lidt storkornet, knap så slem som CLOSE ENCOUNTERS, men ikke desto mindre. Til gengæld er farverne pragtfulde, og skarpheden fin. Så tilgiver man det lidt grynede i f.eks. Jor-El-scenen.

Man havde håbet på fortekster og fanfare - men ikke så mange. Man er simpelthen bedøvende henryt over disse, de længste credits i 120-m-digestens historie! Men hvor ville man gerne have haft en squeezed print til scope-linsen ...

Jeg har aldrig været begejstret for Krypton-arkitekturen, lidt for meget krystallysekrone til at være en urgammel civilisation, synes man. Planetens undergang kunne også have været gjort mere overbevisende, i det hele taget sjuskes der med - men spares ikke på - effekterne. Dæmningsbruddet (som mangler og ikke savnes i 8 mm udgaven) er virkelig for pauvert, når man har set EARTHQUAKE. Noget lignende er tilfældet med flyvesekvenserne. Helikopterredningssekvensen er utvivlsomt en af de mest imponerende og perfekte i filmens historie, mens SUPERMANs afsked med Lois efter deres date er ganske åbenbart kabel og kulisse. Men den eventyrlige kraft ved hele fablen får en til at glemme disse småfejl.

Spillet er overalt i filmen solidt, nothing fancy. SUFERMAN er ægte maskulin, Lois ægte you-know-what, mens man må indrømme Gene Hackman Luthor en næsten skræmmende dybde, en tragisk figur af Euripidesk format. Hans "håndgangne man" har et minespil, der er tilbøjelig til at stjæle billedet. Man kan ikke lade være med at studere dette ansigts udtryk, når de medspillende taler, en akademisk stadie i svagsindethed, der går langt ud over de sædvanlige "morsom-idiot"-fraser.

Når alt kommer til alt, er det selvfølgelig CAN YOU READ MY MIND-scenen, man husker. Rørende, majestætisk, religiøs i ordets bedste betydning. Intet i filmen når helt dette niveau.

Helt konkret giver 8 mmeteren os Kryptons undergang, ægteparret Kent finder superbabyen, superboy løber om kap med toget, Kent ankommer til redaktionen, helikopterredningen, can-you-read, superman flyver om kap med missilerne, redder bussen på broen, og toget, afleverer skurkene i fængslet (en slutscene, der bliver bedre og mindre antiklimaktisk for hver gang, man ser den). Skal man savne noget, må det være Lazarus', undskyld Lois' opvækkelse, men det er en ringe indvending mod en så perfekt redigeret ting.

Den har nu passeret A WALT DISNEY CHRISTMAS og er den til dato mest sete 8 mm i vores bibliotek, and it will most probably stay that way. Anbefaling overflødig.

KOPI (color): A+ LYD: A+

- wulf