The devil rides out

 

SPECIAL-ANMELDELSE

THE DEVIL RIDES OUT

ERWIN NEUTZSKY-WULFF

Ingen enkeltperson har vel gjort mere for den fantastiske film end Terence Fisher. Næppe nogen husker mere Tod Brownings "Dracula" (Bela who?) mens mr. Lees udgave er blevet identisk med figuren for enhver moderne biografgænger. På lignende måde har Fisher genskabt snart sagt hver eneste af Universals klassiske uhyrer, og altid på en måde, der har fået originalerne til at synes anæmiske, hvad han ikke altid har fået tak for.

Nu er Fishers totale out-put temmelig enormt, derfor kan det heller ikke overraske, at der er alvorlige fusere imellem. Men Fisher er næsten altid professionel, seriøs (i ordets bedste betydning) og dediceret. Han er en ubestridelig AUTEUR med sit helt eget univers af budskaber, ideer, symboler, figurer og landskaber, der gør hans stil genkendelig. Hans kontrol med fotograferingen og ubestridelige og ubestikkelig smag, hvad angår sets, scenekomposition og farvesammensætninger, hans omhyggelige replikinstruktion mejsler sekvenserne ind i tilskuerens bevidsthed og giver hans arbejder et klassisk præg. Hans viden er utrolig, den overgås kun af hans evne til at udnytte den til det yderste. Han er den fantastiske films ukronede konge.

THE DEVIL RIDES OUT regnes for Fishers bedste film, og det er ikke vanskeligt at se, hvorfor. Ingen anden film demonstrerer på så overbevisende måde alle instruktørens egenskaber.

Filmen begynder, da the Duke de Richleau og hans ven, Rex van Ryn, uventet aflægger Simon Aron, sønnen til en ungdomsven, et besøg. De bryder ind midt i et selskab, der viser sig at være et møde i en "astronomisk" forening, Simon har tilsluttet sig. Simon er tydeligt nervøs under de Richleaus skolemesterblik. Til stede er også Mocata, en engelsk gentleman komplet med rød nellike i knaphullet, og den unge pige, Tanith.

Langsomt gryer mistanken for de Richleau, at der er tale om en satanistisk kult, en mistanke, vi også gradvis får del i, og som står i skarp kontrast til det receptionsagtige ved selskabet. Kameraet begynder at luske rundt i lokalet, som de Richleau forsøger at eavesdroppe sig til mere information, og de pæne mennesker forekommer os pludselig at være uhyggelige freaks.

Under foregivende af at ville låne Simons kikkert, løber de Richleau ovenpå, hvor han finder alt rede til en sort messe. Lee, der i rollen som Richleau er mere autoritativ og respektindgydende end nogensinde, forklarer bleg af vrede og angst Simon konsekvenserne af hans handlemåde ("I'd rather see you dead that meddling with black magic!"). Da dette ikke synes at gøre noget indtryk på den svage Simon, slår han ham resolut ned og slynger ham over skulderen.

Fisher lader os længe i tvivl om, hvorvidt der virkelig er tale om okkulte kræfter på spil, eller blot Richleaus overspændte fantasi. Derfor er chokket også så meget desto større, da de umiskendelig manifesterer sig.

Senere samme nat, da Simon atter er forsvundet, vender de Richleau og Rex tilbage til Simons hus, som de finder tomt. Igen spiller Fisher fornemt på den absurdistiske kontrast mellem det lukkede, trygge miljø af veteranbiler (filmen foregår i tyverne) og britisk overklasseidyl med smukt møblerede rum og friserede haver, rødt fløjl og lyseblå aftenhimmel, på den ene side, og grelle og frygteligt solide manifestationer af overnaturlig karakter på den anden. De Richleau og Rex går småkonverserende rundt i observatoriet og vurderer bibliofilt okkulte sjældenheder, da lyset med et går ud, en lyd som en sig hastigt nærmende græshoppesværm udgår fra det magiske tegn på parketgulvet, og en dæmon viser sig i skikkelse af en imponerende neger.

En tilsvarende genial inkongruens finder vi i den store scene med den satanistiske ceremoni på Salisbury Plain, hvorunder Simon og Tanith skal indvies. Den udtrykker i beundringsværdig grad den religiøse inderlighed, som kendetegner den sande kult; og det lykkelige suk, som går igennem menigheden som et sus, da den ser offerdyrets blod, er et af filmens sublime højdepunkter. Det påfølgende seksuelle orgie er også det mindst manierede, man har set på film, og den fremragende score understreger det livsbekræftende ved højtideligheden.

Sådan er Fisher, han analyserer frem for at karikere, og når han i sin morale bekender sig til den kloge humanisme der i sin fromme kraft ligger den moderne udgave fjern - tror man på, at han har overvejet alternativet og forkastet det ud fra erkendelse, ikke bornerthed og uvidenhed. Det er excesserne, han bekæmper, såvel victorianismen (og den moderne puritanisme) som den sataniske driftsdyrkelse. Libertineren og asketen er lige sårbare for Djævelens anslag; ingen af dem har det sunde forsvar mod det dæmoniske, som består i erkendelsen af tillokkelsen ved og den organiske natur af det onde, dets frygtelige kraft, og en balancegang mellem den hensynsløse ønskeopfyldelse og den umenneskelige selvfornægtelse. Det er således ikke Diana, men Helen, der bliver offer for Mørkets Fyrste i DRACULA, PRINCE OF DARKNESS, Fishers hovedværk nr. 2, som senere vil blive diskuteret i FILMSAMLEREN.

Men tilbage til den sorte messe, perfekt koreograferet og fyldt til bristepunktet med potent symbolik, Mocata bølgende i den varme luft over det centrale bål, Tanith i sin hvide klædning, tilsølet af blod, Djævelens kalkede vrangbillede. Og endelig, i sekvensens absolutte klimaks, de Richleau og Rex, der styrer bilen ind mellem satanisterne, mens Le Duc citerer en af Davids salmer. De snapper Simon og Tanith, og vi ser dem forsvinde i zig-zag i natten.

På næste frame er vi igen i den lysegrønne virkelighed, vennerne Richard og Marie Eatons smukke hus, hvor hovedpersonerne skal møde mørkets magter i den afgørende styrkeprøve, hele den britiske fantastiske filmhistories aldrig overgåede klimaks.

På dette punkt vil det nok være på sin plads at sige lidt om kopi og redigering. Hvad kopi angår, har jeg to gange set en tilsvarende kvalitet, ONE MILLION YEARS B.C. og DR. WHO AND THE DALEKS, begge Walton, der nu er up to their old tricks again og har givet os en ret kedelig TWINS OF EVIL-kopi. Dog skal man næppe vente, at DERANN kommet til at tage arven op som ++-kopimager, de nye kopier af THE CREEPING FLESH er så mørke, storkornede og hæsligt rødforskudte, at den ellers fremragende film faktisk ikke er værd at eje. Dertil er "the flesh" vist den mest ridsede 8-mm, man har set - værre end FLESH EATERS, den tidligere indehaver af rekorden i så henseende. Man gruer for PRINCE OF DARKNESS-kopierne ...!

Så er der redigeringen. THE DEVIL RIDES OUT er fra Fishers hånd 95 min. fortættet handling og virkning, som altså skal klippes ned til 69. Det lyder ikke så slemt, og man kan da heller aldrig komme over sin taknemmelighed for, at Derann har givet os THE CLASSIC. Men der mangler ting, og vigtige ting. Scenen mellem Mocata og Marie i biblioteket er central. Den mangler faktisk fuldstændig. Det kan nok ikke være andet. Til gengæld får vi sekvensen i den magiske cirkel uforkortet (den fylder hele tredje spole), og det havde dog været værre, om man havde klippet i den. Faktisk fortjener redaktøren ros for at have indset, at man ikke kan forkorte en scene hos Fisher uden at bryde den sublime rytme. Og så er alternativet altså at lade en hel, stor scene gå ud. Ideelt ville det naturligvis have været at udsende filmen på fem spoler. Jeg har normalt ikke noget imod den lette forkortning af filmene (hvorfor betale for fem spoler og få fire en kvart?) men i dette specielle tilfælde havde fem spoler været det rigtige. Dette er altså det (meget) lille skår i glæden, hvad angår THE DEVIL RIDES OUT.

Da mørket falder på, samler Fisher sine aktører til the Big One, den kloge mørke de Richleau, den unge, spoiled Simon og ægteparret Eaton; han selvbevidst og dum som et bræt, hun næsten væselagtig i sin solide britiske common sense. Rex holder i mellemtiden Tanith, som er Mocatas ufrivillige medium, fanget i et nærliggende bondehus, og Malin, Eatons' butler bliver sat til at holde vagt over ægteparrets lille pige, Peggy.

Der gøres meget ud af præliminarierne, tegningen af den magiske cirkel, som de Richleau, Simon, Richard og Marie skal tilbringe natten i, og det gøres helt klart som spillets afgørende regel, at kan de blot holde sig inde i cirklen, og cirklen holdes intakt, har de vundet; i modsat fald er de fortabte. Det er altså Mocatas opgave at bryde cirklen ved at lokke en af de fire ud af den på et eller andet tidspunkt i nattens løb.

Mocatas første træk er at påvirke Rex til at befri Tanith, hans åndelige redskab. Umiddelbart efter gribes Richard, der nu ligger i den sluttede cirkel med de tre andre, af skepsis: "Frankly I think we're behaving like a pack of idiots". Ved at appellere til venskab lykkes det de Richleau at formå ham til at blive i cirklen. Simon plages af tørst og beder om vand. Men det vand, som findes i cirklen, er nu udrikkeligt.

Nu vender sekvensen. Det, der indtil nu har været fire småhysteriske menneskers playing games i en kridtcirkel, ændrer i løbet af sekunder karakter. Kameraet skifter plads. Hidtil har der ikke været noget påfaldende ved det, men nu er vi os pludselig bevidste, at det svæver i immaterielle cirkler, cirka midtvejs mellem gulv og loft, om den centrale cirkel med de fire mennesker. Vi er med et ude af dagligstuedramaet og inde i et mysteriespil.

De Richleau rejser sig, lytter. Lysene i værelset går ud, en stormvind rejser sig og flår gennem rummet. Dette er ikke nogen kompliceret manifestation, men den er fantastisk virkningsfuld: Mørket, røgen fra de slukkede lys, den hylende orkan i det lille lukkede rum.

Vinden lægger sig, og man hører Rex's stemme uden for rummet: "What's going on in there? Let me in!" Richard siger med banal forargelse: "We must let him in!" og de Richleau svarer: "Who? Do you think that's Rex out there?" Og som han siger det, tynder stemmen ud og bliver intet.

Meget mere skal ikke beskrives, men ses - filmen udlejes af Panoptikon. Scenen skrues op i et crescendo af menneskelige følelser, gru, vantro, kærlighed, dødsangst, alt spilles der på for at bryde cirklen. En abomination af et gyldenbrunt tarentel på størrelse med et flygel sættes på den mest djævelske måde op mod en ansigtsløs ting i den lille Peggys skikkelse for at få Marie til at reagere, og dette forsøg er nær ved at have den ønskede effekt.

Efter denne visitation og flere i samme stil er tilskueren gjort så blød i knæene, at en killing kunne skræmme livet af ham. Og dette øjeblik vælger Fisher sadistisk til at spille sit afsluttende trumfkort ud, filmens sublime øjeblik. Rummet ekkoer af hovslag, som ikke kan stedfæstes, og de Richleau fortæller os, at det er Dødens Engel selv, som rider. Her kunne hovslagene atter være døet hen, og man ville alligevel have fornemmet the grim reapers kolde hånd på sin skulder. Men i næste sekund springer den skinnende sorte rytter selv gennem egetræsdøren og hamrer løs på det beskyttende magiske kraftfelt. Fisher har måske her skabt den uhyggeligste scene i nogen skrækfilm.

Da cirklen står i fare for at brydes, og Simon - og vi - har set selve Dødens ansigt, reciterer de Richleau den farligste besværgelse, og rytteren forsvinder. Men den tager Tanith med sig, for den kan ikke vende tomhændet tilbage.

Og ikke nok med det, Peggy er i nattens løb blevet bortført. Simon kører under Mocatas indflydelse af sted for at møde denne, men de Richleau advarer Richard mod at følge efter ham, eftersom adepten ved, at han kommer.

I stedet kalder de Richleau Taniths ånd tilbage og lader den tale gennem Marie i den mest nøjagtige gengivelse af et okkult ritual, man har set på film. Man gyser uvægerlig næsten mere over dette end mange af filmens deciderede skrækeffekter, for denne nekromanti er så præcist udført, at man undrer sig over, at ikke Fishers afdøde bedstemor materialiserede sig on the set. Samtidig er der intet som helst mumbo-jumbo over besværgelsen, ingen hul salvelse eller boogie-boogie-mystik - Onkel Terence må have truet Frikadelle-Christopher på livet for at få ham til at virke så afdæmpet indtrængende, som han er gennem hele filmen, men specielt i denne scene. Den afsluttende formular ekkoer i perfekt score som et sus fra urhistorien: »The sign of Osiris slain - the sig of Osiris risen ...«

Filmens majestætiske denouement er også en af de ting, som jeg vil gå let henover af hensyn til den læser, som senere skal se filmen. En ødelæggelsessekvens, der er så perfekt timet, at et grandiost set destrueres fuldstændig i løbet af sekunder, men dog med hver eneste detalje in full view, er en sjældenhed på film. Og sekvensens pointe, af monumental klarhed, overgår vidt dens tekniske finesser.

Denne ubeskriveligt smukke film klinger naturligt ud i styrke og logik. Og har Christopher Lee nogensinde placeret sig som en skuespiller af virkeligt stort format, må det være i hans afsluttende monolog i THE DEVIL RIDES OUT.

En større film er sjældent lavet i den fantastiske genre. Man bøjer sig for Fishers geni.

KOPI (color): A+ LYD: A+

THE DEVIL RIDES OUT
England 1967. Prod: Hammer Films. Producent: Anthony Nelson Keys. Production manager: Ian Lewis. Instruktør: Terence Fisher. Instruktør-assistent: Bert Batt. Manuskript: Richard Matheson, bygget over Dennis Wheatleys roman. Fotograf: Arthur Grant. Klipper: Spencer Reeve. Art director: Bernard Robinson. Special effects: Michael Stainer-Hutchins. Musik: James Bernard. Koreografi: David Toguri. Lyd: Arthur Cox.

Medvirkende: Christopher Lee (Duc de Richleau), Charles Gray (Mocata), Nike Arrighi (Tanith), Leon Greene (Rex van Ryn), Patrick Mower (Simon Aron), Gwen Ffrangcon-Davies (Countess d'Urfe), Sarah Lawson (Marie Eaton), Paul Eddington (Richard Eaton), Russell Waters (Malin).

Original spilletid: 95 min.
Distribution (super 8): Derann Film Services (UK)
Super 8 spilletid: 69 min. farve tone