The ghost ship

 

THE GHOST SHIP
Dist: Mountain
Prod: RKO Radio 1943
S: Richard Dix, Russell Wade, Edith Barrett, Skelton Knaggs, Lawrence Tierney, m.fl.
I: Mark Robson
L: 72 min. sort-hvid tone

THE GHOST SHIP er jo ikke nogen »rigtig« Lewton-film, instruktøren er Mark Robson. Alligevel svæver Lewtons indflydelse mærkbart over scenerierne, og om det nu er hans eller Robsons fortjeneste; det er blevet en ret så bemærkelsesværdig film.

Først og fremmest er den professionel, fra de stemningsfulde fortekster med de første shots af skibet »Altair«, næsten kalejdoskopisk i sine lig-gevandter, og den blinde mands advarsel til sømanden, der påmønstrer - måske ikke ligefrem originalt, men solidt skåret til. Meget ligger selvfølgelig i fotograferingen, ikke alt for manierede shots fra neden, med dampen fra maskinen som mosekonebryg på det skrånende dæk og manende skygger på hvert eneste shot som baggrund for overbelaste ansigter og seamanship-paraphernalia.

Den psykologiske skildring af den psykopatiske kaptajn er overbevisende, hans magtteorier klippet ud i små prydelige forelæsninger for Tom Merriam, vores helt, afleveret med perfekt underspil og en killinge stemme hen efter Robert Mitchums i NIGHT OF THE HUNTER (den ville man forresten gerne have på 8 mm - næst efter INVADERS FROM MARS, som nu kan fås, det nærmeste, filmkunsten er kommet til mareridtet so far).

Velplaceret er også kameraets besættelse af pendulet og alle deres konnotationer: Tidsmåling og -udmåling, bøddelrebet, svingningen, forventningens utilpashed overfor en skæbnebestemt falden i slag. Og anvendelsen er dynamisk, oscillationen løber gennem hele filmen som et pulsslag, men før de voldsomme begivenheder agiteres den, en lampe svinger irriterende under det første navneopråb, for så pludselig at blive kastet, så lysstrålen belyser et lig; og som en tonstung lastekrog bliver den en dræbende legekammarat for sømændene, der løber hid og did som myrer i en tue, uafvidende morituri for manden på broen, der taler med ro og selvfølgelighed om sine filosofiske »rights over their lives«.

Regulære horror-sekvenser savnes heller ikke: En virkelig realistisk operationsscene, det kvalmende syn af en mand, der bliver langsomt knust af et ankerspil. Merriam afslører ved sin næste landgang sine mistanker for rederen, men i det påfølgende uofficielle undersøgelse viser mandskabet sig at stå på kaptajnens side med den paradoksale blanding af frygt, hengivenhed og apati, der karakteriserer monoteisme, monarki, og i det hele taget ethvert autoritært, totalisært styre. Efter slagsmålet bliver Tom i bevidstløs tilstand ved en fejltagelse (?) bragt ombord, og »Altair« udvikler sig på den sidste nervepirrende spole til den perfekte mordfælde for vor helt.

Absolut anbefalelsesværdig.

KOPI: A/(B) LYD: A/(B)

- wulf