Titanic

 

TITANIC
Dist: Ken
Prod: 20th Century-Fox
S: Barbara Stanwyck, Clifton Webb.
L: 17 min. sort-hvid tone

Man hører ofte om en film, at den er "spekulation" i dit eller dat. Spekulationsfilm er noget negativt og ubehageligt. Men hvad er spekulation? Er der en bestemt gruppe film, man kan katagorisere på den måde? Det er der nok, og jeg vil forsøge at definere, hvad jeg forstår ved en spekulationsfilm.

Aristoles mente, at den græske tragedie, der nok er det, der kommer den moderne film nærmest (voldsomme begivenheder udløsende overvejelser hos personerne), havde en rensende og "afslappende" effekt på publikum. Denne effekt anså han for at være kunstens inderste væsen og funktion.

Virkningen kan opnås på forskellige måder i forskellige filmgenrer. I "kærligheds"-filmen oplever tilskueren kærlighedens essens, uden forstyrrende trivia. I "volds"-filmen oparbejder han en aggressivitet (mod skurken), som han så nedtrapper i en forløsende orgasme, når retfærdigheden sker fyldest. I skrækfilmen får han lov til at leve sin underbevidstheds identiteter, som vampyr, lykantrop eller titan. Han kan således virkelig renset og forfrisket forlade biografteatret, og direktøren kan med sindsro flashe sit PÅ GENSYN TIL VORES NÆSTE PREMIERE-skilt.

Men måske synes han ikke, han tjener penge nok. Og så kan han lave spekulationsfilm, han kan snyde. Så får vi kærlighedsfilm, hvor de elskende ikke får hinanden, for det gør mere ondt. Ja, måske, men det knuger uden at forløse. Vi får voldsfilm, der er meningsløst karate-pap, som intet menneske kan identificere sig med. Og vi får ha-ha-gysere fyldt med slimet selvparodi og plastictænder. Endelig - og værst - får vi "problem"-film, eller skal vi sige "impotens"-film, som handler om mennesker, der ikke kan noget og ikke vil noget og hader hinanden, men ikke slår hinanden ihjel. Stupiditeten og defaitismen i disse psykopatisk ufølsomme film spreder dødsgift til publikum, og det er den værste form for spekulation. I denne kategori må vores hjemlige "Du er ikke alene" nok kunne vinde præmie som en af nyere tids modbydeligste film.

Hvorfor nu al denne snak om spekulation? Jo, fordi TITANIC er et så vidunderligt eksempel på genren, at man næsten må have den.

For det første er den satans godt lavet. Speciel effects er utroligt solide, nothing fancy, lidt, men godt. Clifton Webb er vidunderligt britisk, med skiftevis stiv og skælvende upper lip (hvad havde Laurence Olivier været uden sin skeløjethed og sin læspen?), og ægteskabet mellem ham og Barbara Stanwyck, den støvede aristokrat og krukket-bitchede borgerdatter, har tilstrækkeligt med truismer i sig til at virke (når man ikke lige plagierer Strindberg). Og så - til stor overraskelse for tilskueren - støder TITANIC på grund og udløser derved en hulkeklump af pap-stoicisme og boarding-school-heroisme mindst fem gange så stor som isbjerget. Mændene vinker farvel til deres koner (som måske er lykkelige for at slippe af med dem) i redningsbådene.

Havde det nu ikke været spekulation, ville vi være blevet tvunget til at sympatisere med en enkelt familie eller to, der så reddes ubeskåret ved at hive de gamle damer over bord og erobre redningsbådene bevæbnet med jernstænger. Var det ikke sådan, det virkelig gik til? Jeg har tiltro nok til den menneskelige livsvilje og følsomhed tilbage til at overbevise mig om, at det gjorde det.

Men når man nu kan få 10-$-sobs, why settle for $ 5...?

KOPI: A+ LYD: A+

- wulf