FOR TI KRONER WULFF

 

Noveller af Erwin Neutzsky-Wulff

samlet af Niels Dalgaard

Tohubohu Press 1979

FOR TI KRONER WULFF
Redigeret af Niels Dalgaard

© Copyright 1979 by Tohubohu Press

De enkelte noveller er alle © copyright by Erwin Neutzsky-Wulff og gengives her med forfatterens tilladelse.

Tohubohu Press Production 30
ISBN 87-980760-0-0

1. oplag 200 eks.

"Advareren" blev første gang trykt i nummer 2, december 1974.

"Strand" blev første gang trykt i Minizine nummer 2, 1976.

"Harpyia" blev trykt første gang i Pulsar nummer 1, februar 1977.

"De døde marcherer mod Bel Epe" blev trykt første gang i Minizine nummer 4, 1976.

"Manden der ville se om de Døde Knepper" blev første gang trykt i Minizine nummer 5, marts 1977.

Indhold

INTRO
af Niels Dalgaard

ADVAREREN

HARPYIA

DE DØDE MARCHERER MOD BEL EPE

MANDEN DER VILLE SE OM DE DØDE KNEPPER

BIBLIOGRAFI - Wulff i danske fanzines

Intro

Om Erwin Neutzsky-Wulff (i det følgende kaldet Wulff) skriver science fiction eller noget helt andet, er et spørgsmål, der kan diskuteres en del - og som så sandelig også bliver det. Hvad der derimod sjældent er den store uenighed om, er at han godt kan skrive. Man behøver blot at nævne bøger som Gud og Anno Domini, så er de fleste med.

Hvad der derimod ikke har påkaldt sig så stor opmærksomhed i diverse medier, er at Wulff også skriver noveller. Dette skyldes velsagtens det faktum, at Wulffs ting publiceres de særeste steder - og hvem læser f.eks. alle danske amatør-sf-publikationer (fanzines)? Der er ikke så mange, der vil prale af at have det store overblik på dette felt, og vel endnu færre der kan foretage en analyse af Wulffs forfatterskab på dette grundlag. Det er der heller ikke tale om her, snarere vil jeg prøve at genfinde træk af Wulffs romanproduktion, der går igen i hans noveller.

Samtidig skulle dette lille hæfte gerne tjene den funktion at øge mulighederne for at få fat på en række noveller fra Wulffs hånd - hans rundhåndethed (jeg har endnu ikke hørt om en fanzineredaktør, der forgæves har bedt ham om en novelle) skulle nødig give bagslag i form af at der ikke er nogen der har læst alle hans ting fordi de er spredt over så mange publikationer.

De fem noveller i denne samling er ikke bare fem noveller af en ung og lovende forfatter. De repræsenterer også denne forfatters udvikling til en vis grad. Den første novelle, "Advareren", er på overfladen en ret banal historie om et besøg fra rummet og jordens selvudslettelse i en atomkrig. Men allerede her aner man tendenser til noget mere, til dyberegående udsagn om etik, moral og menneskenes natur.

"Strand" er mere end noget andet et udsagn om filosofiundervisningen på Københavns Universitet. Forfatteren deltog selv en overgang i denne undervisning, men fandt diskussionerne trivielle og holdt snart op. Novellen giver en glimrende advarsel mod at tro for meget på en logik, der er opstillet på andre præmisser end dem der gælder for det emne, man diskuterer.

Efter dette opgør med den moderne filosofi bevæger vi os over i den "tungere" ende - ikke nødvendigvis den kedelige, men den med de alvorligste og mest gennemarbejdede udsagn. Det drejer sig ikke længere om rumrejser og sproglige forviklinger. Det drejer sig om liv, død og menneskets plads i et univers som dette menneske selv gør mere uforståeligt og skræmmende for hver dag der går.

Wulff er meget interesseret i menneskets udvikling og dets måde at behandle en stadig mere kompliceret samfundsorden, en stadigt omsiggribende teknologi. I begyndelsen var der ingen konflikt mellem den "biologiske" side af mennesket (dets natur) og den "teknologiske" (kultur). Sidstnævnte var nemlig ikke udviklet i noget større omfang. De reflekssystemer, den primitive mand (og dame) havde, var nyttige - ja, uundværlige. Men så satte udviklingen ind. De primitive reflekssystemer blev farlige. Her kom så etikken ind med en fortrængning af den "biologiske" side. Man kan ikke udrydde den, kun fortrænge den - dichotomien er reel nok og kan ikke destrueres. Wulff udtrykker det selv således1:

Mennesket udvider sin verden, hugger den større med sin stenøkse og sin raket. Men på en absurd måde indsnævrer han samtidig lyskredsen omkring bålet. For alt det, som må files og hugges væk af naturen, for at flintebladet kan passe i skaftet, bliver fremmed og ondt, og det opfylder verden omkring ham som en stadig mere truende og lurende realitet.

Den fortrængte natur havner i myterne - og vi står med en dichotomi, der er gået fra at være en ren kultur-natur spaltning til en spaltning mellem videnskaben/teknologien og myten, mellem kultur og fortrængt natur.

Læg hertil, at de institutionaliserede myter - religionerne - efterhånden som det "rationelle" moderne menneske udvikles forsvinder og at myten lever videre i science fiction. Læg endvidere til, at Erwin Neutzsky-Wulffs forfatterskab er uhyre baseret på myter, såvel traditionelle som mere utraditionelle. Resultat: Wulff skriver science fiction ... om det er så enkelt, skal jeg undlade at dømme om. Men jeg vil fremhæve, at Wulff et andet sted skriver om menneskets higen mod stjernerne, der som bekendt tit beskrives i sf. Efter at have udledt denne higen som religiøs, fordi der ikke kan være noget reelt, materielt at hente derude, konkluderer Wulff:

Denne Gudssøgen er en søgen tilbage til et tidligere trin, hvor mennesket var almægtigt og alvidende. Nogen enklere og mere sandsynlig forklaring gives ikke, og gennem mytologien (min kursiv,nd) kan der da også argumenteres for den i det uendelige ... en eller anden af sociale regulationer uberørt naturtilstand må det have været, som vi ikke kan glemme, sandsynligvis fordi den er i høj grad genetisk funderet. Vi fødes allesammen med ERINDRINGEN om Gud. Og så begynder jagten tværs over galaksen, på OS SELV. Vi prøver at blive tekniske guddomme som erstatning for det glemte, vi var.2

Vi har altså en søgen udefter, der i virkeligheden blot er en camoufleret søgen indad, og det er Wulffs argument, at den på et tidspunkt "må vende om og blive sig selv". Det, det drejer sig om her, er inner space. Samtidig udbygges argumentet om sf som den moderne myte.

Hvis vi lader sf-ikke sf diskussionen ligge og istedet kigger lidt på den næste novelle, finder vi et eksempel på den tidligere omtalte spaltning mellem kultur og fortrængt natur. Guddommen Harpyia er spaltet op i to: Harpyia, der har fortrængt Aan, som hun holder indespærret i en hule. De to personificerer sex og gru - det man kender (natur) og det man er bange for (fortrængt natur).

Slagsmålet mellem naturen og kulturen, og rædslen for de dele af naturen, menneskene har forvist til myterne, går igen i resten af hæftet. De to sidste historier, "De døde marcherer mod Bel Epe" og "Manden der ville se om de døde knepper" er begge, ligesom "Harpyia" fyldt med død. Men det er en optagethed af døden, som Wulff ifølge ovenstående nødvendigvis må beskæftige sig med for at komme nærmere på livet. For hvad var det, vi fortrængte? Hvilken del af vor natur mangler vi? Hvad er vi egentlig bange for?

Science fiction er den ny myte, og deri ligger alle dens muligheder. SF er de vises sten, SF-forfatteren den ny alkymist. Og hvis han er en ægte alkymist, bruger han den ikke til at lave guld med, men til at give mennesket dets tabte selv tilbage ... Science fiction er et billede på noget i mennesket, som mennesket har glemt. Eller det er bras.2

Wulff er ofte blevet skældt ud. Blandt andet fordi hans menneskesyn, specielt i visse af romanerne, kommer til at fremstå temmelig synkront: Mennesket er en art. Hermed løber man en risiko for at se bort fra historien. I det hele taget er der en tendens hos Wulff til at se bort fra det materielle. Dette er som bekendt ikke noget, der er enestående for Wulff. Man kan endda sige, at det i hans værker gør mindre skade end hos så mange andre: Wulff maler i store strøg, og han skriver om vigtigere ting end simpel økonomi.

Han reagerer på den udbredte lukken øjnene for den fortrængte natur (Satan, den mørke magt etc.):

... [han behersker] rullegardinets teknik som en petit bourgeois fra de glade halvfemsere. Det onde er der ikke, så længe vi ikke ser det. Og derfor er der også kun en skurk i historien, og det er ham der kommer med lyset. HAN er Satan.4

og er fuldstændig klar over den risiko, han løber for at ende som martyr. Sandheden er ilde hørt, også når det er en sandhed om - nej, et forsøg på at erindre om, "hvor vi kommer fra, hvad vi var, og hvad vi er, hvad vi kan gøre, og hvad vi har at slås med."5

Wulff vil angiveligt beskrive "natsiden af mennesket, beskrive det farlige, asociale, sadistiske, chauvinistiske og destruktive."6 Han henter inspirationer fra Nietzsche, Albert Camus og William Blake m.fl. Hans skriverier virker anstødelige, anarkistiske, egomaniske, øjenåbnende og fascinerende - men meget, meget sjældent kedelige eller konventionelle.

Velkommen til fem trips med Erwin Neutzsky-Wulff - spænd sikkerhedsbæltet og husk søsygepillerne!

Valby, februar 1979
Niels Dalgaard

NOTER:

1) I essayet "Science Fiction - den moderne myte" i Lindboe & Møller (ed): Virkelige Eventyr, side 54.

2) Fra artiklen "Brudte Grænser" i Brudte Grænser nr 1, s. 7.

3) "Science Fiction - den moderne myte", op. cit. s. 55.

4) Erwin Neutzsky-Wulff: "Der er lukket op for Satan", Information 12. januar 1979. Den "han", der behersker rullegardinets teknik er Informations anmelder Erik Skyum-Nielsen.

5) Ibid.

6) Ole Lindboe: "De fantastiske virkeligheder - om Erwin Neutzsky-Wulff", i Lindboe & Møller (ed): Virkelige Eventyr, Spar Knægt 1978, s. 143.

 

 

Advareren

I
Først var han ikke sikker på, at han havde set rigtigt. Så tænkte han på, om det måske kunne være et menneske; han fløj flere gange tæt hen over genstanden i sin store gule fugl og satte den endelig ned nogle hundrede meter fra objektet.

Geoffrey Morgans skildring af sine følelser ved sit første møde med Advareren er gribende i al sin enkelhed. Den har været gengivet i utallige aviser og tidsskrifter verden over, og jeg skal ikke trætte læseren med detaljer. Nok er det at Morgan gik flere gange rundt om den hvide statue, i en tilstand af ekstrem ekstase. De bedste fotografier viser Advareren som et kunstværk, ingen jordisk kunstner nogensinde har kunnet skabe magen til. Der er mindelser om de græske billedhuggere, om Michelangelo og Thorvaldsen, men statuen har et liv, en åndfuldhed, som er ubeskrivelig. Vi må tænke på, hvordan Morgan så den, midt i den hvide ørken under den blå sol, i 61° C. Han må have troet han hallucinerede.

Figuren var knap ti meter høj, Morgan beskriver den: "Den lignede den genopstandne Kristus!" Ingen ved med sikkerhed, af hvilket materiale, den er lavet, for ingen har turdet røre den, endsige flytte den, men eksperter gætter på, hvad de benævner som "en art blød marmor. Det hvide gevandt, figurens rejsning, gør alene figuren til et mesterværk. Ansigtet gør den til et mirakel." Udtrykket, siger Morgan, "var mildt, let bebrejdende, ja advarende, som en streng, men kærlig far, der formaner sine børn" Stillingen var fuldendt, let spredte ben, armene lidt ud fra siden.

Vi kender alle den situation, fænomenet faldt sammen med, 1992, den "hede sommer", hvor alle ventede, at atomhelvedet ville bryde ud i morgen, eller senest i næste uge. Selvmordene voksede med nær 300 %, alle ventede verdens undergang. Det var på dette tidspunkt, statuen viste sig, mild, formanende. "Elsk hinanden!" syntes den at sige, og en katolsk præst, der besøgte stedet, svor på, at han havde set statuen græde. Alle sekter gjorde krav på miraklet, kirkerne sloges om at kanonisere statuen, Jehovas vidner reproducerede fotografier af den i alle sektens blade. Spiritistiske medier oprettede (efter, hvad de sagde) telepatisk kontakt med den, og en kreds af souvenirboder omkring den svært bevogtede lejr, der i løbet af døgn voksede op omkring Advareren, solgte små modeller af figuren i millionvis. Men hvem eller hvad præcis, statuen var, hvem, der havde lavet den og anbragt den der, midt i Sahara, vidste ingen, heller ikke, hvor længe den havde stået der, for Morgan havde, da han opdagede den, benyttet en flyverute, der ikke var blevet anvendt i mange år.

Videnskaben var stort set enig. Det store uigennemtrængelige æg, som man fandt ikke langt fra statuen, var utvivlsomt indpakningspapiret, statuen selv en gave fra en uendelig fjern og uendelig fremskreden civilisation. Motivet var også indlysende, denne civilisation havde holdt mennesket under opsyn og nu, hvor det var på vej ud over den yderste rand, fordi stormagterne ikke længere kunne holde fred på trods af, hvad en atomkrig ville medføre, forsøgte at advare, at mane til menneskelighed, til fred.

Men man lyttede ikke. Oprustningen fortsatte måned efter måned, krigen blev stadig mere truende.

Da kom der bud fra Sahara, at statuen havde forandret sig. Armene var begyndt at hæve sig. Den katolske præst, der havde påstået at have set Advareren fælde en tåre, hvervede på en gang så mange proselytter, at han besluttede at sige den katolske kirke så mange tak og farvel og begynde for sig selv. Han startede sekten "De sidste dages advarers hellige", der straks blev overordentlig populær. I løbet af en måned havde den flere tilhængere end den protestantiske kirke og mormonerne tilsammen. Og imens gjorde stormagterne deres raketbaser i orden, smurte og pudsede til Armageddon.

Og som månederne gik, og dommedag kom nærmere, hævede statuen armene mere og mere. Og så kom den nyhed, der fejede alle andre nyheder om krig af forsiden som en efterårsvind: Statuen havde skilt læberne.

Advareren ville tale!

Årsdagen for den dag, hvor Morgan opdagede statuen, nærmede sig, og alle ventede, at dette ville blive det øjeblik, hvor Advareren talte til verden. Mikrofoner og radioanlæg fra alle verdens stater hobede sig op omkring figuren.

Så faldt den første bombe. Den var kun på få megatons, og kun få tusind mennesker blev dræbt. Den var en såkaldt "deterrent", en afskrækker. Men nu vidste fjenden, at han ikke kunne tilstå, at han havde ladet sig skræmme. Hvis han nemlig på denne måde tabe ansigt, ville han have bøjet hovedet og indrømmet modstanderens overherredømme. Han måtte gengælde, og han måtte anvende en lidt større bombe. Så faldt da den. Advareren hævede armene og begyndte af åbne munden. Modstanderen kunne ikke sidde dette angreb overhørig og lod en af fjendens storbyer sejle mod himlen. Fjenden overvejede full-scale-attack. Advareren hævede armene mod himlen, mildt bebrejdende, åbnede munden. Så gennemrystedes planeten som af en frygtelig krampe, paddehat efter paddehat skød op af den støvede jord og bredte et tæppe af ild, støv og aske ud over menneskene.

Så var det forbi.

II
Arightna steg ud af sit rumskib. Han stod et øjeblik og betragtede ørkenen. Så mærkede han bevægelse omkring sig, et eller andet bevægede sig fantastisk hurtigt forbi, ganske nær, et hegn opstod tilsyneladende af ingenting omkring ham, instrumenter, befordringsmidler. Og omkring det alt sammen, som en summen af insekter, en let brise.

Arightna var forvirret og træt efter rejsen. Han strakte sig og gabede. Så farvedes himlen pludselig rød over hans hovede, og jorden rystede under hans fødder. Det var forbi på et øjeblik. Arightna trak på skuldrene, vendte tilbage til sit rumskib og satte kursen mod sin egen verden. Bortset fra de hurtige, usynlige insekter, der for øvrigt pludselig var forsvundet, var planeten åbenbart fuldstændig øde.

De to et halvt minut, han havde tilbragt på den, var mere end nok ...

 

 

Strand

Mine damer og herrer!

Lad mig begynde med at udtrykke min store glæde ved at se auditoriet så fyldt af videbegærlige unge og gamle Jorden-interesserede. Jeg har altid selv ment, at Jorden er den af alle galaksens primitive kulturer, der har mest at tilbyde forskeren, og byder derfor den store interesse velkommen, som pludselig synes at være opstået omkring netop dette emne.

Hvad jeg vil forelægge i dag er ingen højlærd disputats, men et simpelt forsøg på at belyse nogle dunkle punkter i et sprog, også lægmand vil kunne fatte. Mine teorier er, som det vil være nogle af tilhørerne bekendt, resultatet af indgående studier, og jeg tør dog også uden at prale påstå, at de har nydt en vis anerkendelse i vide kredse. Ja, jeg vil endda gå så langt som til at sige, at mysteriet omkring Jordstammens besynderlige ritual, "Strand", nu endelig er løst. Jeg skal her ikke undlade at henlede mine tilhøreres opmærksomhed på den hjælp og støtte, flere af mine kolleger har ydet mig i opklarings- og udredningsarbejdet af denne spegede affære.

Fænomenet "Strand" er først beskrevet af Ngisy i forrige århundrede. Ngisy definerer begrebet "Strand" som "et sted hvor folk vasker sig i fælleskab". Hans samtidige og fornemste kritiker, Dåthokæ, har derimod flere gode argumenter.

1) Man vasker sig ofte, før man "tager til stranden". Altså kan renselse ikke være formålet, og der må være tale om noget rituelt.

2) Dåthokæ påpeger endvidere, at Ngisys definition passer på begrebet "badstue" eller "badeanstalt"; derimod ikke på "Strand".

Men hvad, spørger Dåthokæ, er formålet da? Han giver ikke noget svar. Derimod iagttager han et fænomen, som hans kollega overser, den såkaldte "solbadning". "Solbadning" består i, at man lægger sig nøgen eller halvnøgen i solen, indtil ondartede forbrændinger resulterer, og huden antager en unaturlig, mørk farve. Her hypotetiserer Dåthokæ, at solens stråling er af betydning for dannelsen af et bestemt, for mennesket livsvigtigt stof, et "vitamin". Han forkaster dog selv denne hypotese. Det er nemlig evident, at jordboen ikke solbader af denne grund, men for at opnå den mørke hudfarve.

Dette ses blandt andet af, at han indgnider huden med bestemte stoffer, der fremskynder misfarvningen. Igen er vi stødt på et fænomen af rituel karakter.

Nyest inden for strandforskningen er Suløkæ-gafas teorier, som jeg dog ikke finder, man kan fæste nogen større lid til. "Det masochistiske instinkt", siger han, "er veludviklet i jordboen. Vi behøver blot at betragte hans selv-suffokation i "biler" og "busser" (sammenlign: Den totale neddykning, "drukning", i strandritualet) for at fastslå dette. Det er ikke hudfarven, der tilstræbes, men irritationen og smerten ved de forbrændinger, solen skadelige ståler bibringer. Dette er en udbygning af det før omtalte "rutschebane-syndrom"."

Dette synspunkt kan af de tidligere anførte årsager ikke accepteres.

Vi er nu nået frem til mine egne teorier, og jeg skal til en begyndelse anføre de ting, små og store, der ledte mig på sporet.

Det begyndte småt, næsten tilfældigt. Jeg kom ind i en kirke og fik øje på en altertavle, der forestillede nogle herrer, der fik vasket fødder af, hvad jeg antog for at være en tjener, en mand med sort fuldskæg og et hvidt gevandt. I mit hjertes uskyld spurgte jeg en indfødt, om der var nogen særlig grund til, at tjeneren var kommet med på billedet af de fornemme herrer.

"Tjener? Hvilken tjener?" spurgte den indfødte. Disse mennesker er skikkelige og flinke, men står på et meget lavt intellektuelt stade. Så uskyldige og tillidsfulde som børn. Jeg pegede på den hvidklædte, og den indfødte fór tilbage med et forskrækket gisp. Jeg forstod, at jeg havde gjort eller sagt et eller andet, der var tabu.

"Det er ingen tjener. Det er Herren! Det er Frelseren, Guds enbårne søn...", og således fortsatte den forskrækkede, sortklædte mand at lovprise den ydmyge tjener på billedet. Det gik op for mig, at fodvaskningen var en rituel handling, som kun de allermest agtede borgere kunne foretage. Jeg havde nu en nøgle, jeg manglede bare at finde døren, den passede i. For nu vidste jeg, at jeg blot behøvede at se på, hvem der foretog omtalte rituelle handling, så ville jeg straks vide, hvem der regnedes højt i det primitive samfund.

Det lod imidlertid til, at fodvaskningen ikke længere praktiseredes i sin oprindelige form, men var gået over i noget, man kaldte "skopudsning".

"Skopudsning" går ud på, at jordboen ifører sig to beholdere, som dækker fødderne fuldstændigt. Derpå males disse beholdere, kaldet "sko", sorte. Bemærk hele tiden farven "sort"'s betydning. Den vil vi vende tilbage til. Den sortklædte, som jeg senere erfarede, fungerede som en slags leder i en del af religionsudøvelsen, en såkaldt præst; og så denne idé med at male skoene sorte med "sværte" (af "svart" = sort). Herfra var springet ikke langt til min første konklusion: De såkaldte "skopudsere" udgjorde samfundets overklasse. Jeg ofrede følgelig disse speciel opmærksomhed. Og så syntes alting pludselig at falde på plads.

I alle store byer var skopudserne sorte af hudfarve, "negre". Der var enkelte af en blot lidt lysere lød, men næsten ingen hvide. Skopudsningen, forstod jeg, var forbeholdt en herskende klasse af negre.

Og når en mand bliver bedre egnet til religionsudøvelse af at bære en sort dragt, hvor meget bedre egnet er så ikke den, hvis hud sort? Det var jo faktisk overordentlig logisk. Jeg var nu sikker på at være på ret spor. Negrene gav de hvide del i deres egen ophøjethed ved at male disse sidstes sko sorte. Sort var simpelthen den hellige farve, som alle ritualer søgte mod.

Jordboere er overordentlig klassebevidste, og der hersker et enormt skel mellem hvide og sorte. Der er således sæder i de offentlige transportmidler, som kun sorte må benytte, man har separate toiletter osv. De sorte lader ikke et øjeblik de hvide glemme, hvem der regerer.

Efter at være nået så langt, begyndte jeg at spekulere på, om jeg ikke kunne bruge mine opdagelser til endnu mere. Der måtte dog, tænkte jeg, opstå en vældig utilfredshed og misundelse i den hvide del af befolkningen som en følge af den omtalte diskrimination. Kunne de hvide være tilfredse med den almisse af skosværte, de overlegne sorte fra tid til anden nedlod sig til at uddele? Nej, tænkte jeg, det kan man umuligt være tilfreds med. Man kan ikke dagligt omgås mennesker, man anser for fuldkomne, uden at forsøge at ligne dem.

Og hvad gør man så?

Man prøver at opnå den mørke hudfarve, som naturen så grusomt har nægtet en ved at lade sig brænde af solen! Så vildt og inderligt er altså ønsket om at komme til at ligne det guddommelige forbillede, at mennesker piner sig selv i dagevis, blot for at blive en anelse mørkere i huden. Dermed var solbadningen forklaret. Men hvordan med badningen i havet?

Det kan synes unødig hårdt, men fungerer altså på den måde.

Jeg begyndte at gå skellet mellem hvide og sorte nærmere efter og fandt, at intet sted var segregationen så skarp som på toiletterne. Hvad, vil nogen måske spørge, er et "toilet"? Godt spurgt, for netop denne genstands rituelle betydning er jo åbenbar.

Et toilet er et sted, hvor man opbevarer jordboernes ekskrementer. Hvorfor? Hvorfor kører man dem ikke blot ud i en skov og lader dem gøde jorden? På grund af deres rituelle natur. De bliver nemlig ikke i "kummerne", men føres ved hjælp af et omhyggeligt rørsystem, hvorhen? Til stranden, hvor de gør badevandet beskidt, eller med et andet ord: Sort. Her har vi altså den anden måde, hvorpå mennesket kan få del i overmenneskets guddommelighed: Når man stiger op af vandet, er man sort.

Skulle nogen stadig være i tvivl om mine teoriers rigtighed, kan jeg anføre:

1) Badningen nedstammer direkte fra den religiøse handling "dåb". Den begynder med rituel stænkning med det hellige vand og ender med total neddykning. Blot er de oprindelige hellige ord: "Jeg døber dig i Faderens, Sønnens osv." erstattet med andre, der har en lignende betydning: "Ti, tyve, tredive, fyrre osv." Enkelte nøjes med at "soppe". Foden symboliserer for jordboen hele legemet, derfor kan han nøjes med at sværte skoene eller dyppe tæerne i vandet. Der har dog været dem, der gik ind for total indsværtning, bl.a. den noksåbekendte pastor Al Jolson.

2) Adskillige ritualer, der nærmer sig mysteriespil i kompleksitet, udspilles i vandet, således:

"Badebold", flere mennesker kaster en kugle til hinanden, symboliserende fællesskabet.

"Vandski", en mand bindes og trækkes efter en båd, fastspændt til to brædder, som triumfatorerne i sin tid trak krigsfanger efter stridsvogne. Symboliserer menneskets afhængighed af naturen. Mange af disse ritualer er overordentlig smukke og viser, i hvor nær pagt med naturen det er muligt at leve.

Endelig har vi:

"Surfing". Her har vi igen det rituelle skib, som de vandskiende bærer i mindre format på fødderne, en art "sko". "Surfing" går ud på, at jordboen gentagne gange forsøger at søsætte "skibet" , også kaldet "board" eller "strygebrædt", men hver gang kastes tilbage mod land af bølgerne. Det er uhyggeligt at se, hvordan jordboerne kan få hele eftermiddage til at gå med denne absolut formålsløse handling, men vi må også beundre dem for deres udholdenhed. Skibet kan selvfølgelig ikke søsættes. Ritualet symboliserer menneskets afmagt over for naturen.

Vi mangler nu kun at beskrive et af "Strandens" mange ritualer, den såkaldte "sand-kicking".

Den væsentlige seksuelle aktivitet foregår mellem kønnene, men som i så mange primitive kulturer dyrker mænd i høj grad seksuel omgang med hinanden, et fælleskab som kvinder er udelukket fra. Når en mand vil angive, at han ønsker, at en anden skal blive medlem af fællesskabet, sparker han sand i øjnene på den pågældende. Denne sidste reagerer forskriftsmæssigt ved at melde sig ind i en såkaldt "gymnastikforening", hvis formål det er at udvikle overflødigt muskel- og fedtvæv. Når dette er sket, er applikanten optaget og kan nu sparke sand i øjnene på andre endnu ikke optagne mænd, og så fremdeles.

Jeg håber, jeg har fremstillet mine teorier på forståelig måde for tilhørerne. Teorier, hvis holdbarhed i lyset af kendsgerningerne ikke længere kan betvivles.

Lad dette være en lære for dem, der påstår, at videnskaben er begrænset, at vi ingenting opdager, andet end hvad vi selv lægger ind i tingene.

Videnskaben formår det utrolige!

Jeg skal i min næste forelæsning beskrive, hvorledes dårlige forfattere på Jorden straffes med det, der kaldes "Penge"...

 

 

Harpyia

I

HARPYIA! Du gale gud,
du helvedslug i kvindehud,
bred dine stærke vinger ud!

Harpyia! Hvor kvindekøn
er kvieøjet, er en brønd
hos dig, en afgrund svimmelskøn

Som løv er dine vingers pragt
al plantens visdomskraft er lagt
i jordisk glans og himmeldragt

Dit kys er RØDT - det banker vildt
og djævleblændt og englemildt
hos ham, hvis hjerteblod er spildt

Dit favntag er en tornekrans,
et livsensbål, en dødedans
i himmelro og helvedglans,

HARPYIA! KOM, DRIK MIN SKÅL!
Hvad er vel andet mandens mål
end være ved til hendes bål?

Hvor gør en mand vel bedre gavn
end i den vilde, røde raun
HARPYIAs dødslystne favn?

Engang for længe siden, tilbad mennesket HARPYIA. De siger, hun var et frygteligt væsen at se til, halvt grib, halvt kvinde, og at hun besad naturens kræfter, at hun kunne vende vejret, ødelægge eller redde høsten, som hun ville, forårsage naturkatastrofer og dræbe med storm og sot. Til gengæld for sin beskyttelse forlangte hun et offer, hvis blod hun drak, hver fulde måne på det gamle kultursted, Raunungattir; det betyder: Gudernes port.

Endvidere afvendte hun AANs vrede.

Hvordan ser frygt ud?

Frygt er natteblindhed. Man vågner og kan intet se. Man glipper med øjnene, og gule og røde blomster danser på indersiden af øjenlågene, men det er også alt.

Hvordan lyder frygt?

Frygt er tavs. Man trækker vejret, og så hører man den, tung og slæbende, men når man trækker luften ind og lytter, er den kun en dunken i tindingerne,

Hvordan lugter frygt?

Lugten af frygt er sød, kvalmende sød som billig parfume. Den kvæler en, den klemmer næseborene sammen og åbner munden og fylder den med sin bløde, runde overflade. Frygt smager som modermælk og roser. Frygt føles som en skælven dybt, dybt inde, frygt lammer og strækker ud og lammer igen; frygt klemmer sammen, kryber sammen og dræber.

Frygten er mørket, en slæbende lyd, et dyr, der er blødt og varmt og stinkende og lugter og smager kvalmt og sødt. Sådan mødte jeg AAN.

II

Der er navne, der flyver med viden: Aruna, Arminghe, Arabelle, og den, der har øjne, kan finde ansigter i trækronerne, deres kroppe er skyerne. Blodets susen i dine øregange er deres hvisken: "Komme I, komme vi!" og de har trådt alle de våde veje før du. De er dig nær som et regnskyl, som en fjern torden, som ilden i dine øjne, når de skifter. 0g du kan ikke undslippe dem ved at nå dem, kun følge og forfølge dem ud over den yderste rand.

Således brød også Eberhard op fra sin verden for at søge HARPYIA.

Da han havde gået tre dage, kom han til et stort hvidt tempel, der var omgivet af en høj sort mur, som allesteder var forsynet med jernpigge. Det var således kun muligt at slippe ind i tempelforgården gennem en vældig gitterlåge. Foran denne låge gik en ganske ung kvinde helt klædt i hvidt hvileløst frem og tilbage. Sommetider lagde hun sig på knæ tæt ind til den sorte mur og græd og vred sine hænder, til andre tider gik hun den sorte port ganske nær og tittede ind, mens knæene slog sammen under hende. Tilsidet gik Eberhard ganske tæt hen til hende og spurgte hende, hvad hun var bange for.

"En stor ære", svarede den ulykkelige, "er vederfaredes mig; jeg er bestemt til AANs præstinde, AAN, som bor mod nord med sin hustru HARPYIA. Jeg er udvalgt, fordi jeg er af folket WHOA. Men nu frygter jeg at gå ind, skønt man venter mig."

I dette øjeblik kom en sortklædt kvinde til porten, tog pigen ved armen og bød også Eberhard at følge sig. De nåede det hvide tempel, trådte ind ad en mindre port og nåede ad dybe trapper og lange korridorer frem til et lille rum, hvor endnu to sortklædte modtog dem. De tre kvinder lod deres hætter glide tilside, og Eberhard så, at de to var sorthårede, mens den tredje havde et hår som af ild. Den unge, lyshårede, som havde ventet ved porten, afførte sig sin klædning og stod ganske nøgen.

Nu lukkede en af de sorthårede en dør op og fremtog af et mindre indelukke to røde, blanke tingester formet af læder efter en åbenbart unaturligt spinkel kvindefod. Hun rakte dem til den unge pige, der ikke tog imod dem. Hun kastede sig tværtimod for den rødhåredes fødder, omfavnede hendes knæ og besvor hende med mange ord, som Eberhard ikke forstod. Den rødhårede kvinde rystede imidlertid blot afvisende på hovedet, tog tingesterne fra den sorthårede og rakte dem frem mod den unge pige, med en sådan voldsomhed at de stødte mod dennes bryster. Den lyshårede skreg, som om de havde været glødende, og kastede sig hulkende på en seng, der var det eneste møbel i værelset. En af de sorthårede satte sig overskrævs på hende og sluttede læderet fast om de skælvende fødder, hvad der paradoksalt nok syntes at gøre den unge kvinde mere rolig. Store tårer løb ned ad hendes kinder, da tilsvarende relikvier af samme blændende ildfarve lukkede sig om hendes hænder.

Den ceremonielle beklædning omfattede endvidere en slags brynje, der pressede pigens bryster op i en unaturlig stilling og gjorde dem ligesom mere spændte, uden at skjule nogen væsentlig del af dem, hvorefter et andet beklædningsstykke blev lagt tæt om hendes hofter, idet det dog ikke blokerede nogen naturlig adgang - eller unaturlig, for den sags skyld. Mens dette sidste skete, blev Eberhard ført ud på den lange korridor, og døren lukket ind til det lille rum.

Han besluttede at prøve en anden dør, der viste sig at føre ind til et gemak, der var nøjagtig magen til det foregående. På sengen knælede en sorthåret kvinde, udstyret på ganske samme måde, som han havde set den lyshårede blive det, blot var en jernring lagt om den sorthåredes hals, ved hjælp af hvilken hun var kædet til væggen. Han satte sig på sengen for at spørge kvinden ud, men næppe havde han gjort det, før den sorthårede trykkede et kys på hans mund; han ville skubbe hende fra sig, men berørte derved den røde brynje og forstod i samme nu den lyshåredes reaktion, stoffet var hverken særligt varmt eller særligt koldt, men det var på engang frastødende, sødmefyldt og fængslende. Som i en døs tømte han sine længsler i pigen.

Og, som han gjorde det, var det, som om hans forstand vendte tilbage. Og han forhørte sig hos den sorthårede om, hvad alt dette kunne være.

Han erfarede da, at det var dette folks skik at sende deres døtre til templet, hvor de blev præstinder. På denne måde blev den glæde, en kvinde giver en mand, en gave fra guden, mente de, noget, man måtte være AAN taknemmelig for. For taknemmelighed var den egenskab, guden satte højest af alle. Med taknemmelighed dyrkede folket whoa guden, ligesom folket mod nord dyrkede Harpyia ved menneskeofring. Dyrkede man ikke guderne, kunne frygtelige ulykker ramme et folk, det var man vis på. Da fortalte Eberhard, at han elskede gudinden Harpyia, og at han ville dræbe Aan for hans herskesyges skyld, og for at få hende, han elskede. Den sorthårede rystede på hovedet og bad ham gå.

Så drog Eberhard mod nord fra Whoa og deres land.

III

Eberhard nåede Nordboernes By fire døgn før fuldmåne, og han tilbød sig straks som Harpyias næste offer. Det var hans agt at kaste sig for Harpyias fødder og erklære hende sin fulde kærlighed; derpå ville han love at skaffe hende af med den besværlige ægtemand. Meget ændrede sig imidlertid de sidste døgn.

For det første havde ingen nogensinde set hverken Harpyia eller hendes guddommelige ægtefælle. En ung mand eller kvinde gik ved hver fuldmåne til Raunungattir og vendte aldrig siden tilbage, det var alt, hvad man vidste om gudernes, raunernes eksistens. Eberhard sluttede, at AAN slet ikke eksisterede, og at Harpyia måske nok var en knap så indtagende ung kvinde, som han først havde antaget. Dog, intet kunne hindre ham i hans forsæt: At se og knæle for Harpyia og bejle til sin elskedes gunst. Sveg hun ham imidlertid, skulle det komme hende dyrt at stå.

Eberhard havde fra sit eget land medtaget en gift, hvis hemmelighed han havde arvet fra sine forfædre, jægere af bjørne og mennesker; en gift så stærk, at den kunne gøre det af med både mennesker og guder, og dog så snigende, at man kunne gå med den i kroppen i dagevis uden at mærke det ringeste til den.

Denne gift, besluttede han, ville han indtage umiddelbart før sit møde med gudinden. Var det den kvinde, han havde drømt om, ville han have rigelig tid til at indtage modgiften. Hvis ikke - hvis hun, som Nordens Folk mente, drak sine ofres blod og efterlod dem døende, eller ganske simpelt opåd dem i levende live; ja, så ville hun inddrikke giften med hans livsensblod og dø med ham. Dette forekom Eberhard at være den perfekte løsning. På denne måde, anså han, kom giften ham til endnu større nytte, end hvis, som han havde troet, AAN havde eksisteret og følgelig måttet ombringes.

Eberhard vendte ikke tilbage. Det gjorde derimod Harpyia's næste offer, og man sluttede, at den unge mand i det mindste tildels havde haft heldet med sig. Hvis Eberhard ikke længere levede, så syntes det dog, som om Harpyia heller ikke gjorde det. Eberhards fortælling om rejsen til Nordboernes land blev nedskrevet af en af byens ældste og glemt.

Harpyia blev glemt, men man holdt ikke op med at frygte Aan. Man følte, at den tåbelige yngling gennem sit kærlighedsdrab på Harpyia havde så at sige væltet en sten fra indgangen til den hule, hvori AAN tænktes at sove. Før eller senere ville han opdage, at passagen var fri. Og så ...?

Men generation fulgte generation så længe, at beretningen om Eberhard blev ulæselig, thi man talte ikke længere det sprog, beretningen var blevet nedskrevet på.

Men det vedblev at leve videre i mundtlig overlevering, fortællingen om AAN, tordenguden og hans hustru, Harpyia, der vågede, at ingen skulle forstyrre hans søvn, indtil en ug mand ved navn Ebart af uigengældt kærlighed til gudinden dræbte hende med en frygtelig gift og derved forstyrrede den frygteligt og uigenkaldeligt. Men, som unge mænd spottende plejede at bemærke, AAN var længe om at vågne. Århundrederne flød forbi, Raunungattir forfaldt og blev til landsbyen Rawlgate, en halv mils vej fra Ib[? - red.]thyies i det nordlige England. Til den landsby kom jeg for henved tre måneder siden.

IV

Mit navn er Anthony Cummins; jeg er, hvad de fleste nok ville kalde "amatør-historiker og arkæolog". Det første er nok lidt meget sagt, for jeg interesserer mig faktisk mest for de forskellige verdensdeles og landområders forhistoriske tid. Religionernes opståen er en af mine kæpheste.

Jeg har den teori, at mennesket, kort efter, at det havde tilegnet sig sproget, fandt det vanskeligt at beskrive verden, og frem for alt sine egne følelser, selvom hulemandens bevidsthedsliv jo nok har været noget mindre sammensat end det moderne menneskes bevidsthedsliv, sammensat, som det utvivlsomt har været, af ikke mere end to bestanddele: erotik og frygt. Kønsdriften drev det stadig fremad mod overlevelse og forplantning, og imens lurede ude i mørket, udenfor bålets snævre lyskreds, rædslen, de tusind farer. Derfor, tror jeg, var gudernes antal også først to - en dualisme, senere tiders religioner mærkværdigvis er vendt tilbage til - personificerende sex og gru. Først for få måneder siden fandt mine teorier imidlertid noget, der mindede om en bekræftelse. Jeg hørte om sagnet om Harpyia og Aan, der endnu levede i mundtlig overlevering i Rawlgate, hvor i sin tid en hedensk offerplads havde stået. Med store forventninger foretog jeg rejsen dertil, men den blev noget af en skuffelse. Det forekom mig at være ammestuehistorier, alt, hvad man fortalte mig, som det var vanskeligt nok at stykke sammen til noget, der gav en vis indre sammenhæng og mening. Resultatet af denne sammenstykning udgør, som læseren vil gætte, de tre første afsnit af min fortælling. Sådan sad jeg da en aften og så mine notater igennem og følte på engang en stor lede, ja fortvivlelse ved hele mit liv. Disse mennesker, landsbyens indbyggere, havde en mening i deres tilværelse, de havde hustruer, familie, slægt, efterkommere, hver et håndværk, hver en bestilling; de levede med og i årstiderne, der var deres liv. Og når så et fjols fra den store By spurgte dem ud om trolde og nisser, nåja, så morede de sig en halv time med at binde ham et par historier på ærmet, og så var den ikke længere.

Og idioten, det var mig, der sad og førte bog og tykke journaler over fuldemandssnak og practical jokes, som evig og altid syntes at skulle gå ud over mig. Jeg følte mig i det øjeblik som en mand, der noterer de mønstre, han finder i bunden af sin tekop ned og giver det videre til sene slægter, som ingen gider røre ved. Jeg følte mig på engang naiv og skizofren. Og jeg besluttede straks den næste dag at rejse fra Rawlgate og begyndte at tage mig noget mere fornuftigt til.

Jeg tænkte endnu engang den tåbelige historie igennem: Om Ebart, der af jalousi dræbte gudinden Harpyia, om Aan, om den ærefrygt, han indgød, som fik små mennesker til at foretage sig vanvittige ting, som at sende deres egne døtre i horehus, og fandt det lige vildt altsammen. Syge hjerner havde brygget dette nonsens, og kun en syg hjerne kunne i længden interessere sig for det. Nu var det i al fald forbi. I denne bevidsthed gik jeg til ro og sov ind ret hurtigt.

V

Jeg havde indlogeret mig på Rawlgate inn, der ikke just kunne prale af overdreven luksus og bløde senge, men jeg havde været ualmindelig træt, da jeg gik til ro om aftenen. Derfor undredes jeg også over at være vågnet og kom på den tanke, at noget havde vækket mig. Jeg spidsede ører af alle kræfter, men kunne først intet høre. Jo vent, der var en eller anden, der slæbte noget tungt forbi min dør, en dyne måske - for et lig var det næppe.

Sådan blev det ved med at skurre og slæbe og slå imod, hele tiden tilsyneladende netop uden for min dør, som om personen ikke kunne komme forbi eller løsrive sig fra kontemplationen af den.

Så kom den første rystelse. En skælven, der begyndte med en let berøring af døren, så klirrede et glasskab, og en let brise strøg forbi mine fødder under tæppet og forplantede sig opefter og rystede underlivet på den karakteristiske måde, der fremkalder søsyge. Det trak åbenbart et sted fra i værelset, nu kunne jeg mærke som en mur af kølig luft slå mod mit ansigt: en ubeskrivelig sød stank fyldte mine næsebor. Noget omfavnede mig og lammede alle mine lemmer med en sær svaghed, de føltes flydende og fjerne, samtidig med at mine andre sanser skærpedes mærkeligt. Sveden sprang mig i et nu fra panden, og min mund blev presset op, jeg syntes, jeg følte et kvindebryst's konturer mellem tænderne, jeg fyldtes af noget varmt, der drog den sidste kraft fra min krop, jeg kunne ikke skrige, men smerten ved hjælpeløsheden, angsten var større, end jeg nogensinde havde oplevet, før den forstærkedes af en direkte, stikkende fysisk, som - thi sådan føltes det - en syre tømte mig for indvolde og sjæl. Så vendte ligesom noget af følelsen tilbage som en prikken i mine fingerspidser, mine ben, og som jeg lå helt stille og bedende til en ukendt gud, forlod væsnet mig. Ikke fordi jeg havde villet det, ak nej: kun fordi det havde villet det, "det", hvis navn mine læber i samme nu formede, det var AAN, der havde besøgt mig. Jeg må være faldet i søvn straks efter, for jeg drømte; det var, som om min hjerne forsøgte at forstå, hvad min bevidsthed ikke ville have tilladt den at tænke på.

Jeg så en ung kvinde blive surret i en klædedragt, der skar hende som knive, jeg så hendes hals blive forsynet med en metalring, der bar AANs navn. Jeg så fuldmånen stige over Raunungattir, over ruiner og et gyldent alter, smykket af en ung, lyshåret, nøgen mand, og jeg så en frygtelig kvinde med nøgen hud omfavne ham og kysse hans hals. Hendes vældige løvagtige vinger dækkede ham næsten helt, som hun krystede ham, hendes skarpe tænder søgte halspulsåren. Jeg drømte og vågnede og drømte og prøvede at forstå. Den følgende morgen flygtede jeg fra Rawlgate for aldrig mere at vende tilbage.

VI

Men AAN lod mig ikke i fred. Hver nat var han der påny, slæbende, kvælende, skælvende, kvalm, smertefuld, forfærdelig. Det var altså sandt altsammen, ikke som personifikationer af følelser, men som virkelige, frygteligt virkelige væsener havde de vandret på jorden, Harpyia og Aan. Og Harpyia havde vogtet over Aans søvn, for at han ikke skulle plage menneskene, og menneskene havde i afmægtig angst ofret til dem begge, unge kvinder, deres egne døtre, alt, blot for at afvende den forbandelse, som nu faldt med fuld vægt på mit bryst. Og nu, så mange årtusinder senere, havde Aan opdaget at hans fangevogter var borte, dræbt af en tåbelig yngling for en umulig kærligheds skyld.

VII

Som jeg sidder og skriver nu i nat, ved jeg, at intet længere kan frelse mig fra Aans vrede. Han har besøgt mig endnu inat, og det besøg var så smertefuldt, at jeg forstår, at jeg ikke vil opleve et nyt.

Jeg hørte først den karakteristiske slæbende lyd, så blev min dør slået op på vid gab. Stanken var lammende, og værelset blev på engang lyst, som om et lyn dvælede i det. Og jeg så Aan. Vældig og blød og lyserød som en stor pulserende blære med store væskende porer, der gjorde dens overflade våd og slimglinsende. Tyk og bred og vældig, så man fik kvælningsfornemmelser bare ved at se den, knirkende på baner af den evigt-roterende, væltende, skummende slim, der lagde sig overalt som skælvende geleklumper. Jeg var lammet, og den omfavnede mig, Aan favnede mig, og jeg mistede forstanden for ikke mere at få den tilbage. Når den næste gang vender tilbage, dræber den mig, det ved jeg. Kun Harpyia kunne frelse mig, og Harpyia er død. Var hun blot levende!

Harpyia.

Nu står hun foran mig. Hun bærer en gylden krone på sit brune hår, der indeslutter hendes ansigt som et gyldent uhyres gab. Hun er som jeg har set hende i drømme - vidunderlig smuk. Og hun er ikke død - hvem kunne vel dræbe hende? Eller? I mit livs sidste øjeblik ved jeg ikke, om jeg er sund eller gal.

Hun taler. Hun læser mine allersidste tanker.

"Arme dødelige!" hvisker hun, og ruderne forstøves ved lyden af hendes frygtelige stemme; verden styrter sammen, trækkes ind mod mig, deres ulykkelige centrum for at gå endelig tilgrunde.

"Troede du, Harpyia kunne dø? Har du da ikke, du stakkels kvindefødte, har du da ikke gættet, at Harpyia er Aan, og Aan Harpyia ...?

 

 

De døde marcherer mod Bel Epe

I
SAINT ETAT; areal 15932 km2; befolkning (1981 est.) 5.772.000 ... Saint Etat fik selvstændighed i 1952 som republik under præsident Libé, der styrtedes ved et militærkup 1954 af general Antoine Modera. Indre stridigheder truede med at ende regimet, og Modera satte et eksempel, da han på den blodige søndag 31. januar 1960 lod 104 højtstående officerer henrette. 28. marts 1965 trængte Moderas tidligere ven og kampfælle, Rabiat, under frihedskampende 1948-50, med en hær ind i hovedstaden Bel Epe, og Modera måtte flygte. Rabiat holdt byen i fire dage, hvorefter Moderas tilhængere genvandt den og drev Rabiat og hans tropper tilbage med store tab. Efter endnu to mislykkede kupforsøg lykkedes det ham i december 1972 at tilrive sig magten; han lod Modera henrette og udskrev derpå valg, der resulterede i, at han blev valgt til præsident for en periode af tolv år med 99.1% majoritet. Han kaldte sig selv "sin tids mest elskede hersker" og gav sig selv titlen "Parlamentarismens beskytter". I 1975 blev der gjort indtil flere forsøg på at styrte ham, men forgæves. Hans halvtreds-års fødselsdag i 1979 blev fejret med stor pomp i Bel Epe.

JEAN-JAQUES RABIAT; statsmand, oberst og præsident i staten Saint Etat siden 1972, født 2. oktober 1929, udmærkede sig allerede som attenårig som en fremragende soldat. Økonomiminister i den provisoriske Moderatist-regering 1954, først en ven af Moderas regime, siden en bitter modstander. Blev efter flere mislykkede kupforsøg præsident og "Protektør" i begyndelsen af 1973.

Litterær produktion. Rabiat har skrevet flere bøger; kendtest blandt disse er nok "Ideal-Staten", hvori han har nedfældet sit politiske testamente. Han tror på en absolut centraliseret stat.

- Af Everyman's Encyclopedia, ed. 1984.

II
Der var noget galt.

Han lå på ryggen, nøgen, uden dyne, og mærkede det på sin svedende krop og sine varme øjne. Sådan havde han ikke haft det før, såvidt han mindedes.

Det var ikke feber, det var ikke forkølelse eller influenza. Det var en uro i kroppen, en anelse, en ængstelse, måske en ond drøm, der havde vækket ham. Der var over en time til han skulle op. Var der noget, han skulle have husket, men havde glemt, som hans underbevidsthed med fortvivlet insistens forsøgte at gøre ham opmærksom på? Jo, nu huskede han det, han havde drømt, et af disse frygtelige mareridt, hvor han drømte at han ankom på fabrikken om morgenen og der var ingen, og han så på sit ur, og den var kvart over syv, hvad i sig selv var underligt, for han havde altid mødt præcis. Tilsidst gik han udenfor. Der stod en klynge arbejdere, og de så allesammen bebrejdende på ham, og en af dem hviskede: Det er Omme, Huggo Omme; det er ham, der har ødelagt X-10-eren. X-10-eren var Hugos type. Og han sagde til sig selv: Nej, det kan jeg ikke havde gjort, jeg passer jo altid sådan på, det kan ikke være mig. Så vågnede han.

Han stirrede formålsløst mod det hvide loft, de hvide vægge, det brune gulv, som han netop havde malet og lakeret. Det skulle lugte hjemligt og hyggeligt, men gjorde det ikke; han lod sine øjne vandre rundt i værelset, de strejfede billedet af obersten og ordene: veludført arbejde bærer lønnen i sig selv, kalenderen, der viste tirsdag 3. november 1987, den smalle reol med Ideal-Staten, X-10-manualen, Saint Etat - Vor Geografi og historie, Mit land - Mit liv og et par stykker til, og det lille flag han havde fået på sin 21-års fødselsdag elleve år tidligere.

Han stod op og iførte sig khakien, der hvilede på stolen i pressefolderne. Han tænkte på at gå ud, men ombestemte sig, patruljerende AMIer kunne tro, han var en sabotør, hvis de så ham for tidligt ude. Og den hemmelige politistyrke var kendt for at skyde først og stille spørgsmål bagefter. Så han satte sig roligt ned på rummets eneste stol med foldede hænder og blikket i skødet. Sådan sad han i tre kvarter. Så rejste han sig, som på et signal, og forlod sit hus.

Der var noget underlig ved ham i dag. Han så på ting, som han ellers aldrig havde skænket et blik. Han betragtede de endeløse rækker af barakker, der var bredt ud over den gule frostbidte jord. Han gøs og trak den tynde khaki tættere sammen om sig. Langt borte steg en bleg sol op mod himlen, som om den hørte til i et andet land.

Ingen arbejder blev ladt i tvivl om, hvor han befandt sig, selv hans underbukser bar den evige indskrift: Forsigtig - statsejendom, Saint Etat. Mod vest blånede den mægtige betonkasse og sendte allerede de første skyer ud i atmosfæren, der i forvejen var tyk af dis og kvalme. To AMIer slog hinanden bragende på skulderen, mens en arbejder brokkede sig diskret. En af AMIerne blev opmærksom på ham og rynkede brynene: "Min ven!" råbte han fornøjet. "Er du syg?" Arbejderen rystede energisk på hovedet, så brækfråden dinglede fra side til side. "Vist er du syg kammerat!" "Ikke simulant, det kan alle dine kammerater bevidne! Ikke sandt, venner?" Han bredte faderligt armene ud, og de omkringstående nikkede ivrigt smilende. "Hjem i seng! I morgen har vi det bedre, ikke? Javist ..." Arbejderen vendte tilbage til sin barak, og de to AMIer genoptog deres højrøstede samtale. De talte altid så alle kunne høre, hvad de sagde.

"Hvordan gik det med ham, fyren ... æh ..." han knipsede. "Blasky ..." "Ja, rigtigt. Hvordan gik det med ham?" Den anden rystede på hovedet og skar halsen over på sig selv med en finger. Så nikkede han. ""Han havde et helt lager af det, han havde stjålet fra sine kammerater. Kedelig type. Absolut - jojo, selvfølgelig ... ingen ... statuere et eksempel ..." Deres stemmer fortabte sig, som de bøjede af ved korsvejen, Hugo fortsatte lige frem til sektion B1.

Der var som sædvanlig skinnende rent i maskinhallen, det imponerede ham altid. "En ren sjæl i et rent legeme", som obersten plejede at sige. Han fandt sin maskine i anden række, X-10-Rk29/H. OMME, Man.A stod der på den. Nedenunder var tilføjet med rødt: Forsigtig - Statsejendom, Saint Etat, der var også et lille skilt med: Hugo Omme, for særlige ydelser, 24/11 1982.

Han gjorde de indledende manøvrer, og maskinen begyndte at snurre. Da først arbejdet var kommet igang, glemte han sine drømme.

III
Hugo Omme! Manden med blokken stod op på tæerne og så ud over hallen.

Det kunne ikke passe, tænkte Hugo. Hvorfor ham? Han havde ikke gjort noget. Var drømmen ved at gå i opfyldelse?

Hugo Omme! Stemmen var irriteret nu, øjnene sammenknebne, som de panorerede ud over det blanke gulv. Langt ned mellem rækkerne af skinnende metalliske monstre og hvide cirkler over khaki snublede et eller andet ud på gulvet, kom på benene, nærmede sig. Arbejderen haltede synligt; han forsøgte sig tydeligvis med det kunststykke at løbe og tørre sine bukseknæ samtidigt. Så kom han frem og op i retstilling. Duktøren nikkede over skulderen, og Hugo listede efter. De nåede frem til en glasdør, som han ikke havde passeret siden han fik sit diplom, og duktøren bankede på. Manden på den anden side af skrivebordet så ikke Huggos retstilling, da duktøren lukkede glasdøren bag ham, hvad der ærgrede arbejderen; den var usædvanlig fin. "Rør-vi-har-vrøvl-med-en-X-10-i-en-anden-sektion!" sagde manden. Han talte så hurtigt, at det næsten ikke var til at forstå, hvad han sagde. Først nu så han op på Omme. "Man fortæller mig, du er ekspert". Omme smilede fåret, men sagde ikke noget, og manden smed arrigt med cigaren: "Du har X-10-manualcertifikat, ikkesandt?" "Jo". "Jo, det er jo det, jeg spørger om. Du kan melde dig i sektion C3."

Hugo rynkede brynene. "Men det er jo ..." Manden viftede ham bort med en håndbevægelse.

Det er jo en kvindehal, tænkte Hugo, da han skridtede ned ad en af de lange underjordiske, der forbandt sektionerne. Det rislede ham koldt ned af ryggen. Han var ikke ganske uvidende om, hvad der i visse lande foregik mellem kønnene, stater, hvor den artificielle insemination ikke kendtes, eller i det mindste ikke praktiseredes. Det var uhyggeligt at tænke på, men samtidigt kildrende på en måde - han vidste ikke, hvordan han skulle udtrykke det. Selvfølgelig havde han da set kvinder før, men han havde aldrig været i en kvindehal. Benene begyndte at ryste under ham, længe før han nåede sit bestemmelsessted.

De så nu egentlig ikke meget anderledes ud end mændende, de var kortklippede, havde lidt større, måske mørkere øjne og blødere træk, og man kunne se, at de havde bryster, hvis man så efter, hvad Hugo gjorde en enkelt gang. Det var vanskeligt at reparere maskinen, og han blev der mange timer. Så nikkede han til duktricen og vendte tilbage til gangene. Han gik par skridt og snusede opad. Jo, de lugtede anderledes. I næste øjeblik opdagede han skrækslagen, at det var toiletterne han havde lugtet. Han ville trække på skuldrene og gå hurtigt videre, nej, løbe, selvom det var udtrykkelig forbudt i regulativet. Men han kunne hverken løbe eller gå, den afskyelige stank holdt ham bunden, fanget. Han så sig omhyggeligt om til alle sider og gik indenfor. Han kunne altid sige, at han havde været så trængende, at han havde været bange for at ødelægge bukserne. Der var ingen, og han satte sig yderst på et af sæderne med hjertet tordnende i ørerne. Så blev yderdøren åbnet, og en af de kvindelige arbejdere trådte ind. Hun fik straks øje på ham, de stod overfor hinanden sådan et stykke tid og så på hinanden. Så begyndte hendes læber at skælve, som om hun ville græde.

IV
Det var modbydeligt, afskyeligt. Han sad på et af toiletterne i sin egen sektion og hulkede med det meste af toiletrullen i munden. Han havde gjort det med arbejdersken, præcis som han havde hørt, man gjorde i andre lande. Han vidste ikke, hvad han skulle gøre. De ville få det at vide, de ville finde ham, arrestere ham, dømme ham, skyde ham. I Saint Etat var straffen for alle forseelser døden. De måtte ikke finde ham. Han måtte undslippe, mod nord, til det gamle land, den nordlige del af staten, der havde været affolket i årtier, og ville forblive det år endnu, indtil man fik udvidet industriområdet til også at omfatte denne. Der måtte han flygte hen.

Men hvordan? Ligemeget, det skulle lykkes. Han gik hjem med de andre, ind i sin barak. Der ventede han til lidt over midnat, så tog han afsted. Natten var bælgmørk, men han havde alligevel ikke gået mange skridt, før en af AMIerne opdagede ham. "Ja", sagde han. "Hvor skal du hen?" Hugos hals var helt tør. "Jeg ... går en tur ..." "Javist ja. Du må hellere se at komme hjem igen, det er blevet lidt sent ..."

Omme smilede og gik tilbage og så i en stor bue uden om AMIen. Antog han. Men AMIen havde åbenbart flyttet sig, for ti minutter senere løb han lige i armene på ham igen. "Dig igen? Ja ja. Nej nej, du bliver her dennegang." Han satte sig på hug og trak en walkie-talkie af skulderen. Hugo var et øjeblik stiv. Så skreg han pludselig: "Nej. Nej!" og kastede sig over vagten med en sådan vægt, at denne mistede balancen og tabte den transportable radio, der landede blødt i græsset. Omme sprang rædselsslagen tilbage, selv mest forbavset over, hvad han havde gjort. AMIen trak sin tjenestepistol frem og pegede på Hugo med den. Han spændte hanen og lagde hovedet på skrå. "Nånå", sagde han. "Det troede vi, vi kunne slippe godt fra? Hvad? Det troede vi, hvad?" Så kom det, han spyttede ordene ud, som en spilleautomat spytter mønter: "Ek-se-ku-tion på stedet. På stedet!"

Han tog omhyggeligt sigte. Hugo så ind i løbet, og hans mund gjorde ondt, hans svælg smertede, og han spekulerede absurd på, om han alligevel var ved at blive forkølet. AMIen sænkede våbnet en anelse og så ham nærmere an, smilede og sigtede påny. Hugo røg på ham som en eksplosion, pistolen havde ligget løst i AMIens hånd, nu dumpede den fra ham, arbejderens hænder klemte om hans strube. Hugo var ikke længere menneskelig at se til, som han knækkede næseben og tænder på den forbløffede politimand med knytnæveslag, der faldt med forhamres vægt, han havde ikke anet, at han besad så mange kræfter. Så slap han vagten der vendte sig, svagt klynkende og spyttede blod på jorden. Mens han slog, havde Hugo følt sig sikker på sig selv, tryg, som han ikke havde været det, sålænge han kunne huske tilbage. Nu hvor han var holdt op, følte han sig atter ængstelig og tvivlrådig. Vagten rakte en skælvende hånd ud efter pistolen, og Hugo satte hælen i lige over fingrene, det var den venstre fod, den højre førte han omhyggeligt tilbage. Den spiddede mand fulgte den skrækslagen med øjnene, da den kom susende ind i ansigtet på ham. Han lå stille, skælvende, arbejderen trak ham op, langede ud med foden efter hagen, men strejfede den kun, AMIen hoppede og dansede under hans arbejdende fødder, længe efter, at den sidste livsgnist var slukket.

Hugo følte sig med ét meget vred, meget vredere og mere aggressiv, end da han var begyndt at slå løs på manden, og holdt således angsten på afstand de næste få kilometer af sin lange vandring.

V
Han gik, til han genkendte terrænet, ToirD'mort, med den lille hytte, hvor han havde tilbragt efteråret 1982 sammen med sin far og resten af Omme-ekspeditionen.

Henri Omme var i 1943 flygtet fra det okkuperede Frankrig sammen med sin hustru, Louise. De var begge jøder. De havde slået sig til ro i kolonien Saint Etat, og Louise havde født sin mand en søn, Hugo, i 1955.

63 år gammel var Henri af obersten blevet udset til leder af en ekspedition, der skulle undersøge nogle fund, man havde gjort i Nordlandet, i ToirD'mort. Hvordan man var stødt på ruinen af den store underjordiske labyrint, var den gamle arkæolog ikke et øjeblik i tvivl om, det var en kendt sag, som AMIerne ofte spøgte med, at "rebeller ender oppe nord på". De fanger, der blev henrettet i fængslerne i syd, der faktisk kun var menneskeslagterier, eftersom kun dødsdømte fanger sad der, blev på store lastvogne kørt herop og dumpet i enorme massegrave. Ingen vidste, hvor mange borgere der årligt led denne skæbne, men nogle anslog tallet til noget nær 2.000.

Hugo huskede, hvordan han og hans far havde betragtet skuespillet fra vinduerne i skuret, når bilerne kom med deres engang menneskelige last.

Omme-ekspeditionen tømte labyrinten for jord og murbrokker og var så småt begyndt at interessere sig for dens inskriptioner, især for en bestemt mur, da ekspeditionen pludselig blev aflyst fra højeste sted. Henri Omme nægtede at vende tilbage til fabrikken; sønnen ville gerne være blevet hos ham, men turde ikke og vendte tilbage alene. Han hørte aldrig siden fra sin far, og han havde intet andet minde om hverken ham, ekspeditionen, eller moderen, der døde måneder senere, end det lille skilt, en AMI smilende havde hamret op på hans X-10: Hugo Omme, for særlige ydelser, 24/11 1982.

ToirD'mort! Under hans fødder rådnede tusinder, titusinder af lig, mennesker, der engang havde haft en sjæl, de mest sjælfulde af alle, som ikke ville være maskiner, som hans fader havde udtrykt det. Der var sket noget særligt med ham den morgen, hvor det hele var gået galt: Hugo Omme var begyndt at stille spørgsmål. Alt det, han hele sit liv havde omfattet med en lunken entusiasme, hadede han med et så inderligt, som skulle hans hjerte briste under vægten af det. Det forstod han nu, hvor han stirrede ud over den nydelige pløjemark, der gemte på unævnelige rædsler. Han hadede, men han havde ikke noget at bruge det had til, endnu.

Han gik hen over marken, mod det forfaldne skur. Telegrafpæle med afbrudt trådnet svajede formålsløst hid og did, og kun vinden gav dem summende liv. En summen, der ligesom kom nærmere. Så så han op og fik øje på de to store sorte fugle, AMI-helikoptere begge to, og følte, han var fortabt. Han trak frakken sammen om sig og begyndte at løbe. På afstand så han morgenlyset vælde op af jorden, inden for en time ville han være den perfekte skydeskive. Labyrinten var hans eneste håb. Som han væltede ned mellem brokkerne, kom det tilbage til ham, som hans far havde fortalt ham den sidste aften, om den store mur, som ingen hakke, intet menneskeskabt værktøj kunne gennembryde. Kunne han blot komme om bag den, men det var jo tåbeligt, der var ingen anden vej end den uigennembrydelige mur, den forfærdelige blindgyde, som han med et forstod, han styrede direkte imod. Men han kunne ikke vende om, han hørte den ene mægtige fulgs vingeslag lukke indgangen ved bruddet, og kort efter løbende fødder og geværløb, der skrabede imod de møre sider i den snævre gang. Så var den foran ham, muren, hans våde ansigt lå fladt mod den, og hans hjerte standsede.

VI
Han åbnede øjnene. Det var lyst. Han hørte ingenting. Skulle AMIerne have opgivet? Han vendte sig om for at tage mål af den lange gang, men der var ingen gang, kun et lille rum, udhugget i selve den rå klippe. Lyset kom fra et maleri på endevæggen, der forestillede guden Aana, det vidste han fra, hvad hans far havde lært ham. Aana, hvis navn ikke måtte nedskrives, dødsguden, der vogtede de døde, som en hyrde vogter sine får, i en fjern hule i Cutlan. Engang hvert fjerde år lod Aana de levende se den blandt de døde, som de havde kendt, mens disse endnu var levende, tillod endog de levende at spise, ja, elske med de døde. Altsammen på én dag. Den dag, som man indtil for en halv snes år siden stadig fejrede om foråret som "Fete-Mortes", de dødes fiesta. Han huskede fra sin egen barndom, hvordan folk klædte sig ud. En lille udvalgt skare på en ti-tolv stykker, som regel taget blandt den fattigste befolkning, klædte sig ud som døde med dødningehoveder og vandrede rundt mellem husene, hvor de blev rigeligt bespist, ligesom heller ikke nogen pige på denne dag kunne nægte en "død" et kys. Rabiat forbød det i 1976.

Han spekulerede på, om det i sin tid havde været præsteskabet, der agerede afdøde, og om den tids mennesker virkelig havde troet på, at det var de bortgangne, der gik på visit, eller bare moret sig over spøgen. Aana, sagde legenden, havde i sin tid vægret sig ved at give ea-stenen fra sig, men guden Manas havde tvunget ham, og det var ved hjælp af dette liv-giver-relikivie, præsterne påstodes at kunne vække de døde.

To ting gik i disse øjeblikke slet ikke op for Hugo: At han var bagved muren nu, i stedet for foran den, og at han følgelig var sikker for sine forfølgere, men på samme tid levende begravet. Hans opmærksomhed hvilede udelukkende på den grøntskinnende, halvt metalliske klump, der lå på en større klods af granit i et hjørne. Han tog den op i hænderne, og den var langt tungere, end han ville have gættet på. Et stykke inde i den udifferentierede klump løb et metalbånd, og han ønskede, han kunne oversætte indskriptionen på den, men hans far havde kun lært ham at transskribere. Han mumlede prøvende udtalen, som den fremgik af læsetegnene. Han var kun lige netop blevet færdig, da det forekom ham, at stenen var blevet meget varm, den sendte røde smerter op igennem hans arme, så hans øjne løb i vand, uden at han dog kunne slippe den. En mørk blæksky drev op for hans øjne, og han følte at han mistede ballancen. Øjeblikke efter stod det ganske klart for ham, hvad der var sket.

Han var i mørket løbet mod muren med en sådan kraft, at han havde mistet bevidstheden og drømt det underlige eventyr. Nu lå han for enden af den lange gang og priste sig lykkelig, fordi AMIerne åbenbart ikke havde fundet ham. Hvorlænge kunne han have sovet? Han vaklede tilbage til åbningen og det forventede middagslys. Men han kunne kun have været i gangen få minutter, for først nu tittede den øverste del af solskiven op over horisonten. Han var ør, som han travede rundt i kalken, men der var hverken spor af AMIer eller helikoptere. De havde åbenbart opgivet jagten. Alligevel følte han nogets nærværelse, mens han kæmpede med mørket i sit eget hovede, dér i ruinerne af en glemt civilisation. Det store hovede kom chokerende tæt på og pludseligt, men det var så absurd velkendt, at det ikke forskrækkede ham. Det var Alan, hans hingst, som hans far havde foræret ham til hans nittenårsfødselsdag, og som de havde været nødt til at skyde få år senere, netop på dette sted, da den brækkede benet i bruddet. Men det kunne selvfølgelig ikke være Alan, det var umuligt.

Men underligt nok haltede den let på netop det sted, hver Alans ben var brækket, dog ikke så slemt, som Alan havde gjort det. Han smilede og svingede sig op på hesten, der var brun af natur og hvid af kalken. Han satte sig til rette og betragtede den halverede sol. Han fik pludselig kvalme, som om hesten var meget høj, og han følte det, som om jorden skælvede let.

VII
Ved ti-tiden om formiddagen onsdagen den 4. november 1987, rullede ligesom en svag torden langs jorden på ToirD'mort. De dødes dag, i staten Saint Etat. Den løb over de gule marker, som blæk på en dug ud over en bordkant, undersolen. Et sælsomt optog, anført af en krum mand på en sær Rosinanteagtig ganger, slæbte sig afsted, støttende sig skulder mod skulder som et hav i oprør. Ansigterne var stive, det så ud, som om de ikke var der, øjnene store, som om de manglede. Nogle var nøgne, de fleste i skident khaki, der var blevet alt for stort til dem, de unaturligt lange arme bar rustne skruenøgler og knækkede spader, og de hvide fødder skinnede, umenneskeligt rene, som et stort blankt løbende bånd, der førte den sorte klynge frem. I grupper, én og én, eller tusinder, hele eller i stumper, underkroppe uden overkroppe, og omvendt. Menneskelige rester, stablet op i geledder, der blev mere snorlige, eftersom de skred frem over de marker, de havde gødet alt for længe, en hær af civilisationens efterladenskaber, dens grundvold genrejst for at ødelægge det, den grundlagde, fortiden som nutidens morder. Et skidengråt, spindelvævstykt, muldsort, benglinsende tæppe svømmede ud mellem højene.

Det var de døde, der marcherede mod Bel Epe.

VIII
Skulderremmen snærede, AMIen rettede nervøst på den, som han skridtede sine tyve meter af og så ud over Saint Etat. Det var ikke for meget sagt. Fra den 74 meter høje dæmning kunne man faktisk se en væsentlig del af de cirka femten tusind kvadratkilometre, væsentlig, fordi de var beboede. Nærmest lå kraftværket, hvorfra et spindelsvæv af luftledninger og -kabler førte henover motorveje og brakmarker til den store, røde by, Bel Epe, og de mindre længere ude mod horisonten, hvor terrænet steg. Det var sært at tænke sig, at alt, hvad han så, bogstavelig talt, kun rundt regnet et halvt århundrede tidligere havde været vand, den mægtige Rio Grossos naturlige udløb og endestation. Franskmændene havde dæmmet floden op og skabt det tørre frugtbare land, som nu udgjorde statens sydlige, beboede del. I ly af kolossen Lytton Dam, opført af en af den ny verdens største genier på sit område, blomstrede det forjættede land.

Et Eden, der allerede 1945 første gang ansøgte om selvstændighed, hvad man dog først opnåede i 1952, og selv da var man ikke tilfreds. Ikke før 1973, da oberst Jean-Jaques Rabiat kom til magten, rådede stabile tilstande i staten. Og kun takket være Anti Moderatiste Intelligence, AMI, oberstens femte kolonne i hovedstaden i borgerkrigens tid, der nu fungerede som en slags hemmeligt politi. Kun takket være ham og hans kammerater. Det var en stolt fornemmelse. AMIen, vennen og vogteren, der fra skålens kant vogter på dalens sårbare beboere, sådan holdt han af at se sig selv. Soldaten, der bevogter kanten, den yderste rand, der ikke kan, ikke må overskrides, hverken udefra eller indefra. Den skulle altid være ren, ubesmittet, ubetrådt, aldrig overtrådt. Hans blik standsede på højderne mod nord. Han famlede efter kikkerttasken, fandt kikkerten frem og rettede den mod den ru overflade derude. Kikkerten gjorde den mere ru, det var, som om en skov pa en eneste nat var vokset op derude. Hans hænder rystede, så synsfeltet hoppede, som de indstillede instrumentet og bragte det i focus, skoven vandrede, spredtes, kurede ned af skråningerne. Han sænkede kikkerten og tørrede de våde øjne med lommetørklædet. Nu, hvor han havde fået øje på dem, behøvede han ikke længere kikkerten. Der måtte være henved tyve tusind mand alt i alt.

IX
Obersten så med sine 58 år ældre ud, end Robert Harrod havde ventet. Alle de officielle fotografier måtte være mindst fem år gamle, sluttede han. Jean-Jaques Rabiat var øjensynlig fordybet i en bog i stort format, der lå opslået på skrivebordet foran ham. Værelsets indretning var militærisk spartansk. Et stykke tid syntes han slet ikke at være sig journalistens tilstedeværelse bevidst. Så så han pludselig op, overrasket:

"Åh, mr ... mr Harrod, hein? Sit down, sit down!"

Journalisten adlød, idet han trak en notesbog up af lommen, på hvis første sider han omhyggeligt havde formuleret og prentet de spørgsmål, han ville stille præsidenten. Det var imidlertid obersten, der fortsatte konversationen.

"Jeg sad netop og studerede M. Ommes rapport vedrørende udgravningerne i Nordlandet for et par år siden. Meget interessant læsning. En bekostelig ekspedition, c'est bien vrai, men rigelig pengene værd. I vort land, forstår De, Monsieur, lægger vi stor vægt på uddannelsen. En saintetatien kender sit lands historie, det lover jeg Dem for. Viden, det er parlamentarismens grundvold. Har jeg ikke ret?"

Journalisten sank uvilkårlig. Han mødte præsidentens venlige blik og konstaterede uden videre, at venligheden, høfligheden, forekommenheden, kun var en tynd fernis; dybere inde var øjnene grusomme og kolde som på en stor, frygtelig alligator. Obersten var hinsides al tvivl en mand, der satte sin lid til sig selv og sine ideer, og ikke ret meget andet. Men det var ikke ideer, der var udsprunget af nogen privat følelse, nogen individualitet; individualiteten var forlængst afgået ved døden, og en programmeret robot trådt istedet.

Den vestlige verden nærer frygtelige ideer ved sit bryst, men vi har levet med dem i tusind år og er blevet næsten immune over for dem, vi kan gyse, når vi ser dem drevet ud i deres yderste konsekvens, og frem for alt: Vi kan le ad dem. Virkelig farlige bliver de derfor også først, når de overflyttes til andre folkeslag eller himmelstrøg, hvor man ikke besidder denne immunitet, eller - på grund af en forandring i miljøet, barskere livsvilkår - mister den. I Saint Etat, dette helvede på jorden, hvor staten var ophøjet til gud, var disse ideer drevet ud i deres frygteligste konsekvens.

Harrod rømmede sig.

"Monsieur le President, jeg ville ..."

"Ja?"

"Man taler om genocidium, om massehenrettelser ..."

"Nonsens. Vi har, som De ved, dødsstraf i dette land. En simpel nødvendighed. Men 'massehenrettelser?' Jeg skriver hver eneste dødsdom under selv, her, ved dette skrivebord. Såvidt jeg husker: I sidste måned, en, højst to. Måske tyve på et år.

Men det er et godt eksempel på hvordan jeg bagtales; før min tid var Saint Etat et mareridt. Borgerkrig, overfald på lovlydige borgere. Moderas soldater plyndrede, myrdede og voldtog, hvor de kom frem. De kaldte de La Justice. Kender De vore statistikker? Her, værsågod, las dem. Vi har de laveste tal i verden for forbrydelser, selvmord - selv spædbørnsdødeligheden er mindre. Og hvorfor? Fordi vi ikke overlader pasningen af børnene til deres inkompetente forældre. Vi har lært meget af Dem og Deres landsmænd, men måske var det på tide, De begyndte at lære af os, hein? S'a joke, hein? Big joke!" han målte den med sine brede hænder.

"De har ophævet ægteskabet ..."

"Vi gør ikke comme les betes, hvis det er det, De mener. Kunstig befrugtning er det ideelle. Desuden ... Ouiouioui, entrez!"

Fløjdørene åbnedes, og en officer stak hovedet ind.

"You will excuse me!" Det lød snarere som en ordre end en undskyldning; Harrod nikkede. Obersten fulgte officeren ud og knaldede døren i efter sig.

"Hvad er det?"

AMIen fortalte hurtigt og lavt med store armbevægelser. Oberstens øjne blev store mens han talte.

X
Hugo Omme så op på den blege sol; det var lige efter middag. Han havde knap fem timer. Men de kunne også være i hovedstaden før to og - forudsat de ikke mødte modstand - ved dæmningen ved tre-tiden. Han havde mistet nogle hundrede mand på skråningerne i nord. Det var godt, det var overstået, nu var terrænet plant foran ham resten af vejen. Den 74 meter høje dæmning kunne han allerede se i en sky af em, mod syd.

Hesten var utroligt stærk, den bar ham uden at vakle, og det endda på trods af, at den haltede slemt på højre forben. Hæren trampede bag ham, ikke taktfast, men slæbende, i dødstilhed, måske fordi man ikke turde håbe på sejr, måske fordi en sammenbidt beslutsomhed havde bredt sig gennem geledderne. Eller måske fordi mange af de tapre kæmper forlængst havde måttet afstå deres tunger til ormene. Som regel lå han i spidsen, men for øjeblikket var en enkelt soldat nået op på siden af ham. Det var en kvinde, med langt, hvidt uldhår over den fugtige, grå pande. Hendes ene øje var borte, det andet bevægede hun rigtignok livligt fra side til side, men det hang på en måde, der gjorde det usandsynligt, at hun kunne se noget med det. Af og til sakkede hun lidt bagefter hesten, kom bort fra geledderne, faldt over en sten og staplede møjsommeligt sig selv på benene igen. Til andre tider bumbede hun ind i de andre, hvad der var upraktisk, for de af soldaterne, der faldt, havde som regel svært ved at rejse sig igen, ofte blev de bare liggende på ryggen, som om de solede sig, mens resten af troppen marcherede hen over deres nøgne ansigter, nøgne, som intet levende er nøgent. Måske rejste de sig efter en kort rast, det var svært at sige, måske dannede de bagtrop; når Omme vendte sig om og så dem falde afskrev han dem som regel, på skråningerne i nord havde han på denne måde afskrevet adskillige. Men kvinden rejste sig altid stædigt igen og fortsatte i teten. Der var noget underligt hesteagtigt over de blottede tænder, der var der allesammen, hvad der fik Hugo til at tænke på, at hun måske var ung. Men så så han ned af hende, på de våde, slappe, insektbidte poser, der hang fra hendes nøgleben, de skæve hofter og renpillede, underben, og tænkte om igen. Nu faldt hun igen, en soldat satte foden på hendes nakke og trådte over, så kraniet gav efter med et sprødt smæk. Dennegang rejste hun sig ikke, og det slog ham med ét meget hårdt. Han havde jo vidst det. Han havde løjet for sig selv, tænkt, at det skulle være umuligt, at det var en tilfældighed, når denne kvinde hele tiden havde holdt sig så tæt ind til ham. Selvfølgelig havde det været hende. Og han havde nægtet hende en plads på hesten. Hans egen mor.

XI
FEU! Kanonen rullede tilbage med et hult drøn. Granaten faldt forrest i flokken. Men af en eller anden fantastisk grund syntes den ikke at gøre skade. Da røg og støv var drevet væk avanceredes der stadig på det sted, hvor granaten var slået ned, tilsyneladende ubekymret. Feu! Feu! Rose efter rose spirede i den rullende muld uden et øjeblik at forsinke, endsige standse den. Officeren så i sin kikkert. Der var noget underligt udisciplineret ved den hær. Udisciplineret på en skræmmende måde, som om armeen var en naturkatastrofe snarere end en skakbrik. Skræmmende, fordi officeren kendte mest til skak. Hans baghjerne fortalte ham, at det var på tiden at retirere, men han hørte ikke efter, dette var absurd. Dette var ingen hær, men en pøbel, som en simpel røgbombe burde forvandle til en hoben splittede, skrigende børn; alligevel bed det tungeste artilleri ikke på den. Han måtte se, hvad dette var for noget ...

Forstærkninger ankom ti minutter efter, at hæren havde passeret stillingerne. Artilleristerne var revet i stumper, kanonerne flyttet eller ligefrem vendt, så let som tidevandet vender en korkprop. Officeren, som havde bedt om forstærkning, talte endnu ivrigt i en afbrudt felttelefon. Da man spurgte ham, hvad der var gået for sig, blev han synligt irriteret og talte videre i telefonen. Ind imellem lo han højt og støjende.

Præcis hvad der var gået for sig ti minutter tidligere, var næppe til at sige. Det hele var mildest talt mystisk, og det blev ikke mindre hemmelighedsfuldt af, at nogle af de faldne tilsyneladende havde været døde i over ti år ...

XII
Klokken var ti minutter over to på uret på den store endevæg i sektion A5, en mandshal lidt nord for Bel Epe, og således en af de sydligste sektioner i staten Saint Etat. Sydligere lå kun kvindehallen C1, bag den hovedstaden for foden af den mægtige Lytton Dam.

X-12-Rk5/E SCLAVE. Man. B skuttede sig, hans opmærksomhed vendte tilbage til X-12'eren foran ham. Noget havde forstyrret hans koncentration, en svag lyd af ubestemmelig oprindelse. Flere arbejdere var blevet tankespredte, enkeltes blikke var rettet mod endevæggens matglasrude, to mand høj og ligeså bred, der bulede let.

Fem minutter i halvtre skete næsten præcis det samme i C1. En mumlen opstod et sted i kvindehallen og bredte sig med foruroligende hast til duktricens skrivebord nær endevæggen. Hun fulgte blikkene og vendte sig mod den store rude. Så angav hun med en håndbevægelse, at man skulle være stille, lagde fyldepennen fra sig og gik hen og mærkede på glasset. Det sitrede og vibrerede med en indestængt, elastisk kraft, der næsten virkede som et elektrisk stød. Så brast det, lynede sig selv op på midten og faldt i flager over den fægtende kvinde. Der var ingenting udenfor. Et sidste skår, stort som et barn, faldt med lyden af en kirkeklokke. Så lød der mindre, knusende lyde, et par geværkolber kom til syne i hjørnerne, før hele den nederste del af ruden skred sammen i mikroskopiske splinter. I hver side af åbningen kravlede en ubestemmelig ting over vindueskarmen og lod sig dumpe ned på den anden side, inde i hallen, eller de faldt simpelthen igennem, drevet frem af den næste i rækken. Så kom der flere tunge, runde ting frem og slæbte slappe appendikser over den improviserede tærskel, forskudt, i bølge efter bølge; en tilsyneladende næsten flydende, rådden, sort masse flød ud på gulvet, hvor den vaklede i oprejst stilling og differentieredes som noget, der engang havde været mennesker.

Deres kranier var ofte knuste af geværkugler og tømt for materie, det var tomme skåle, uden baghoveder, man kunne se sidemanden gennem deres øjenhuler. Omkring den manglende hage, var de ofte, disse groteske vaser, draperet med indtørret eller dryppende kød, nogle få tænder, der hang i enkelte tråde ud af den skidengule flab, skæg- og hårtottet.

Brystkasserne var indfaldne, eller ribbenene stak ud og frem, så de lignede vandrende knagerækker. Alt det, et menneske består af, udover det hvide ben, var gledet ned om hofter og haser som for store bukser, havde lejret sig i hulninger; en enkelt pralede af et blottet tarmsæt, der ville have glædet en anatom.

Kvinderne betragtede deres fremmarch i tavshed. Ingen skreg, ingen flyttede sig. De genkendte de slappe kønsdele fra anatomi-timerne i den generelle skole: Dette var mænd. Måske havde de forestillet sig dem anderledes, men det var lige meget nu. Sådan så en mand altså ud. Dette var skræmmende, men også stort.

Uden hastværk, uden blufærdighed, en blufærdighed årenes længsel havde berøvet dem for så længe siden, hengav hver enkelt lykkelig ekstatisk kvinde sig i sin elskers favn.

XIII
Hugo Omme vendte sig på hesten og så tilbage på resterne af sin hær. Mange havde han mistet på den lange march, på skrænterne i nord, ved træfningen uden for Bel Epe. Flere havde han måttet efterlade i mands- og kvindehallerne. Der var ikke meget mere end en time til solnedgang, men nu var dæmningen også umiddelbart over deres hoveder. Det ville blive en vanskelig opstigning af de mange og lange hønsestiger, og kun nogle få hundrede af de circa to tusind, han havde tilbage, ville formodentlig nå frem. Hesten havde haltet slemt siden sprængdepotet, hvor han havde læsset to store kasser op på dens skarpe ryg foran sig. Han var glad for, at han ikke behøvede den længere nu.

Opstigningen begyndte, og kadaver efter kadaver slap, som regel tilsyneladende umotiveret, sit greb i stigerne og lod sig falde. Han hørte aldrig lyden af noget fald, måske var disse arme så møre, at de bogstavelig talt forstøvede på vej ned. Eller måske var det simpelthen fordi han, ligesom han ikke så ned og tilbage, heller ikke tillod sig selv at lytte efter nogen lyd nedefra. Det var dæmningen, det gjaldt, de steder, han havde været, eksisterede ikke mere, kun de steder, hvor han agtede sig hen. Kun dæmningen, de to kasser, han og den stærkeste af de døde bar, det lille tusind der fulgte ham, kun disse ting betød noget. De var nu engang jetons i det spil, der havde erstattet verden for ham.

Halvvejs.

De døde faldt som kugler og dun.

Helt oppe ventede et lille hundrede AMIer. Døde og levende tørnede mod hinanden, de døde drev de levende tilbage, ryddede kanten meter for meter og sendte mænd skrigende i afgrunden. Imens sænkede Hugo Omme sine to kasser.

XIV
Han fæstnede tovene, så godt han kunne, og satte tiden. Et kvarter. Så så han op, og opdagede til sin rædsel, at den række af døde mænd, der hele tiden havde stået imellem ham og AMIerne, var næsten borte. Den sidste fik en geværkolbe i maven og forsvandt af syne. Der var endnu en ti-tolv AMIer tilbage.

Hugo greb en riffel, han prøvede ikke at skyde med den, den var gennemrustet. Han greb den i begge hænder og knaldede den frem mod den forreste AMI. Sådan stod de en tid. Alan skreg dernede, der var den røde sol, der sank, nu faldt på en gang alle hans soldater, også de, der havde søgt tryghed i en kvindes favn. Dagen var gået, og Aanas gave gjaldt en dag, ikke mere. Een dags liv til mennesker, der aldrig havde levet, selv ikke før man havde torteret, henrettet og begravet dem på ToirD'mort. Det var ikke nogen stor begunstigelse. Men Hugo Omme sluttede, at den var stor nok.

Stor nok til, at han, Hugo Omme, havde kunnet føre de døde mod Bel Epe og Lytton Dam. Kun een dag, men en lang dag, længere, forekom det ham, end alle hans andre levedage tilsammen. Han følte sig med et træt, og han så for første gang ind i sin modstanders øjne og på hans ansigt. Og genkendte ham.

Thi den mand, som han nu kæmpede sin sidste kamp med, var præcis den samme, som han den foregående nat havde kæmpet med; den AMI, der havde skudt en pistolkugle gennem hans hjerte.

"Jeg har været død i seksten timer!" tænkte han, men det var snarere som en fjern stemme inde i hans hovede, der sagde ham det, der hviskede omkap med den døende hest, der skreg med solen dernede, som den glødende bold sank og forsvandt helt bag højderne mod vest.

Så brast dæmningen og druknede alle andre lyde.

 

 

Manden der ville se om de døde knepper

Han irriterede mig. Altid var han der, som en grib, hvergang nogen begravede et ådsel. Han kom hen til dem, det skulle virke tilfældigt, men blev blot snigende, uhyggeligt, når han lagde sin fuglelette hånd på ens skulder og nikkede, og hans kæber malte. Jeg selv havde på det tidspunkt ingen døde at begrave, og jeg så ham kun på afstand. Han talte altid med dem, hvis kære var gået bort, som knælede på nye grave. Op og ned ad de grusede kirkegårdsgange spadserede han med hænderne på ryggen og drejede hovedet til venstre og højre. Måske var han der blot for at trøste, men jeg kunne ikke tro det. Måske var det hans udseende, den bankende åre i hans æggehoved, de buskede øjenbryn, naturen havde anbragt i en stilling, der betød evig respekt hos tilhøreren, de runde stirrende øjne, det profetiske skæg. Eller måske var det tilhørernes reaktioner, der aldrig var de samme, dog har jeg aldrig set nogen forlade ham trøstet. Da Amelie døde, kom turen til mig. Min elskede hustru. Jeg kendte ham fra mine ture, og jeg ventede hans klo, som de kærtegnede mine nakkehår. Man han sagde ikke noget. Sammen betragtede vi den muldduftende grav.

"Deres hustru?" sagde han. Jeg nikkede. Vi var atter tavse. "Var hun smuk?"

"Meget."

"De sørger?" Det svarede jeg ikke på, men han nikkede alligevel. "Det er hårdt!" sagde han.

"Ja," svarede jeg, "det er hårdt!" Bare han dog ville gå, tænkte jeg, jeg har ikke bedt om hans sympati, så gå dog menneske! Jeg var bange for at komme til at græde, for han var ikke værdig at se mine tårer. Men han ville ikke gå, og til sidst var jeg nødt til at sige noget eller græde. "Hun har fred nu!" sagde jeg og bandede indvendig. Hvad ret havde han til at tvinge mig til at fremstamme banaliteter i et sådant øjelik. Din tur snart, gamle mand, din tur snart! Ormene. Min Gud!

"Har hun?"

"Hvad mener de?"

"Har hun fred?"

"Jeg forstår ikke hvad De mener. Vil de ikke være så venlig at gå!"

Den gamle mand bevægede end ikke øjnene: "De er som de andre!" sagde han. "De tror at døden er enden på alting. Der er ingen ende. Alting lever videre. Blomsten har øjne, og det har den døde også. De lever videre alle sammen!"

Jeg var ikke i humør til at lytte til religiøst pladder, og under de foreliggende omstændigheder syntes jeg ikke, jeg behøvede at tage hensyn til den gamle mands følelser på dette område. Tog han måske hensyn til mine? "Gå nu" sagde jeg. Denne gang rystede han trodsigt på hovedet: "De døde lever! Der nede!" Han stampede arrigt i jorden. "Jeg hører dem! Se til ravnen på stenen, den lytter i dagevis. Efter hvad? Efter dem!"

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige.

"De er gal."

"Jaja, jeg er gal. Jeg er gal. Men de lever, ser De. De lever! Og de elsker, hader præcis som vi. Jorden er som et stort hav for dem, hvor de svømmer ubesværet rundt. Ja, i selve dette øjeblik hviler Deres hustru i en anden mands favn. Hun og ing..."

Mine kæber skælvede, så tandrækkerne slog mod hinanden. Jeg havde slået den gamle mand til jorden, der lå han nu og famlede og rystede. "De er gal, menneske! Hvad er det for noget, De siger!" Så løb jeg. Men jeg kunne ikke glemme den gamle mands ord, de havde bidt sig fast i min hjerne som en fed giftig slange, der slyngede sig tættere om den for hver gang, jeg forsøgte at ryste dem af mig. Jeg måtte se, om det var, som han sagde.

Den aften, kort efter at portene var lukket i lås, krøb jeg over kirkegårdsmuren med en spade på nakken. Vild og svedig gik jeg til begravelsespladsens midte og begyndte at grave. Overalt skred jorden rundt under mig, det var, som om nogen gravede med fra den anden side, og ved midnat var jeg fulde fire mandshøjder nede. Nær morgengry begyndte jorden at løbe. Der trillede nogle partikler, der gled et par skovlfulde, og så lukkede kirkegården sig over mig som det røde hav over ægypterne. Stilhed og mørke. Jeg åndede ikke længere, men jeg følte, at jeg ikke længere behøvede det. Jeg kunne intet se, den løse jord havde lagt sig som et tæppe over min krop med flige ind i den mindste fordybning i min hud, og det knasede mellem tænderne. Jeg slugte tre skovlfulde og følte mig straks bedre tilpas. Så begyndte jeg forsigtigt at kalde: "Amelie! Amelie!" Men ingen svarede.

Jeg gravede et lille hulrum omkring mit hovede og kaldte igen. Dennegang kom en lille, fin kvindehånd frem i hulens væg. Fingrene bevægede sig, som om de vinkede mig til sig. Det var ikke hendes hænder, dem ville jeg have genkendt, alligevel lænede jeg mig frem og kyssede dem; de vred sig i vellyst. Mulden begyndte at skride højere oppe, og et kvindehovede kom tilsyne. Håret var borte, selv den øverste del af hovedhuden; hun var et syn, jeg ville have frygtet at møde i mine drømme korte timer før, men det var, inden jeg indåndede den velsignede, duftende muld, et åndepust af en friskhed, jeg aldrig tidligere havde kendt. Nu fandt jeg hende yndig. Den høje gule pande, hendes grønne, blinde øjne, som smykkedes af de nydeligste småbitte, røde orm, der koket tog for sig af frugten, den knuste næse, de sprøde læber, tænderne, der krydsede hinanden i sirlige mønstre.

Halsen var borte, kun knoglen var tilbage, og det gik pludselig op for mig, hvor erotisk virkelig nøgenhed kan være. Hele hendes legeme gled ind i min favn, og vi lå længe, lykkelige, hvilende, indtil begæret tog magten fra mig, og jeg trængte ind i hendes rådne skød og kyssede hendes irgrønne bryster.

Hvordan kan jeg beskrive vor lykke? Den kan ikke beskrives, et liv, syntes det, varede den. Men alderdommen kommer også til de døde, kødet faldt fra mine knogler i stadig større lunser, eller hun bed dem af i overgiven ømhed. Også knoglerne forvitrede, den sidste og endelige død ventede. Thi når den sidste stump af min krop var borte, nedbrudt og spredt, hvad slags liv kunne jeg vel da håbe på?

Tilsidst lå min hjerneskal som en sidste skrøbelig bolig for min døende sjæl, alene, thi som Amelie blev taget fra mig, således var min nye hustru heller ikke længere. Jorden skred og skred og delte. kraniet i to halvdele, knuste det til benmel, stille, stille. Og jeg kaldte mine kære, som endnu var i live, til mig. De flokkedes omkring mig, de nyfødte, nylig afdøde, og de, der som jeg havde tilbragt århundreder i denne skyggefulde verden og ikke havde lang tid tilbage. "Nu får han da fred!" hørte jeg en af dem mumle, og så var det forbi.

Å, hvor jeg skreg, da det morderiske lys gennemborede øjne, som jeg ikke troede, jeg havde. Å, disse kvaler, denne dødskamp.

Kun fandt jeg trøst, da man lagde mig til min moders bryst.

 

 

Bibliografi

Wulff i Danske Fanzines 1974-78

NOVELLER:

Advareren
Proxima 2, dec. 1974

Cypresser
Proximas extranr, 75

De døde marcherer mod Bel Epe
Minizine 4, nov 1976

Harpyia
Pulsar 1, feb. 1977

Manden der ville se om de døde knepper
Minizine 5,marts 77

Mission: Dræb Jesse James!
Brudte Grænser nr 5, 1978

Skyggespil
SFC-Nyt nr 11,nov 77

Strand
Minizine 2, april 76

ARTIKLER:

Brudte Grænser
Brudte grænser nr 1, august 1977

Om science fiction
Proxima 5, sept 1975