Tommy

 

TOMMY
Dist: Columbia 8 MM/Iver Film Services
Prod: Columbia Pictures, 1975
S: Elton John, Ann-Margret, Jack Nicholson, Robert Powell, Eric Clapton, John Entwistle, Oliver Reed, Roger Daltrey, Pete Townshend, Tina Turner, Keith Moon, Paul Nicholas
I: Ken Russell
L: 32:41 farve tone
(Sammenredigering af Columbia-versionen, Iver-versionen og Iver-traileren)

Ken Russells TOMMY er blevet kaldt "århundredets største kunstværk". Af Ken Russell - ingen falsk beskedenhed der. Jeg vil gå med til, at det formodentlig er en af de ti bedste film, der er lavet. Først og fremmest, fordi den er så meget film.

At filmen fejrer sine største triumfer i kompagniskab med musikken turde være givet. Ikke desto mindre oversvømmes vi netop nu af "musicals", der simpelthen ikke fortjener deres navn.

Det er ikke nok. Det er ikke nok at hælde indholdet af en danseskole ud på en græsplæne, som man så afsøger med en dyr dolly. Det er ikke nok at splatte sympatiske, talentfulde unge mennesker, som måske engang kan blive dansestjerner, ud på bredfilmen og så håbe, at publikum vil lade sig charmere af det improviserede, naturlige og generelt ufærdige ved disse navne, og så ellers overdøve diverse andre short-comings med dolby'en. Det er ikke nok at finde på een god melodi, og så lade cast'et ho-humme sig igennem resten af score't. Og filmkunst og filmteknik er andet end helikopterture med panavisionkameraet.

Så er TOMMY en gave fra himlen. For Russell kender jo alle numrene. Han kan forny og variere sig i det uendelige, og det sætter ham i stand til at digte en regulær billedside sammen til musiksiden, i stedet for disse ulidelige koncertoptagelser, som intet har med film at gøre. Han er snot-sentimental, visionært æstetisk og ætsende sarkastisk på samme tid. Der er intet atom af hverken billed- eller lydsiden, der ikke er 100% gennemarbejdet, og han jonglerer med genrerne med en rent ud forbløffende ubesværethed. Derfor er TOMMY også en af de få film, der kan betegnes som et billed- og lyd-digt. At den amerikanske films fremtid ikke ligger hos gumpetunge Kubrick, men hos folk som Russell og de Palma turde efterhånden være indlysende for enhver.

Og så er oplægget, WHOs plade endda specielt ondartet, forvirret og vulgær. At få et kunstværk ud af den har været et herkulisk arbejde, omend ikke umuligt, for WHOs musikalske grundlag er i orden. Men det var BEATLES' også, og se hvad Lester har fået ud af det ...!

Men hvad med 8 MM udgaven af dette mesterværk? Lydmæssigt er Columbia pæn, Iver knap så pæn - så kan vi få fremragende lydkvalitet på ROSE, hvor den er absolut spildt ...! Men den er ingen steder dårlig, og især Ivers billedkopi er næsten utrolig lækker med pastelfarver og mikroskopiske korn. Filmen skal nærmest lappes sammen (f.eks. har Columbia halvdelen af PINBALL WIZARD og Iver den anden) og så er det irriterende med det uundgåelige spring i volumen, samtidig med, at man må glæde sig over den ringe overlapning og den overfyldte Iver-spole.

Man havde ladet mig forstå, at Iver-udgaven kun var svævefly, og der er da også for mange af dem, men derudover får man alt det, Columbia mangler: Den pragtfulde prolog, AMAZING JOURNEY, FREE komplet med SMASH THE MIRROR, m.m.m. Nu bliver den eneste mangel faktisk, at ACID QUEEN er for kort. Der er med andre ord mange men'er, men for den, der virkelig forstår at goutere dette specielle kunstværk, bliver den sammenklippede version alligevel et af de to-tre absolutte hjertebarn i filmskabet.

Den film er vild betagelse fra den første fanfare, over Tommys forældres kærlighedshistorie, komplet med Rexona-vandfald og en brudeseng af hvide blomster, hvis visuelle oplevelse er af en sådan intensitet (som alt andet i filmen), at det grænser til fragrans, til den med enkle midler genopførte anden verdenskrig - aldrig har sets virket så rigtige - ikke realistiske - som her.

Moderens reaktion på faderens død er skildret med en effektivitet, der grænser til det uudholdelige. Over for denne ideelle, åndelige kærlighed sættes så den fysiske med Oliver Reed som gennemsympatisk skurk i sin kvindagtigt overfladiske mandighed.

Over alle indtryk hæver sig dog hos tilskueren følelsen af at være fanget, totalt hjælpeløs i filmens strøm af billeder, toner og følelser, den mest overbevisende gengivelse af begrebet "skæbne" i moderne film. Det er den græske tragedies katharsis, der vrider os, krop og sjæl, som husmoderen vrider en karklud. Netop som vi tror, at vi ikke kan tage mere, dukker en ny vision op, som efterlader alle kosmiske SF-special effects langt tilbage på banen. Drabet på den genopstandne far er mere storslået end nogen kirkekoncert, kun for at munde ud i filmens højdepunkt, AMAZING JOURNEY der i mystisk indsigt får CLOSE ENCOUNTERS og STAR TREK - The M.P. til at ligne havregrynspakninger. Mens filmen kører, føler man sig virkelig overbevist om, at Russell er ikke alene den største, men eneste filmmager. Svaghederne melder sig bagefter, men så er det jo ligemeget.

Svagest er egentlig PINBALL WIZARD-nummeret med al sin monumentale show- og star-quality. Heller ikke helt op til den standard, filmens førstedel har sat (men hvad kan være det?) er den noget tynde historie om Tommys ophøjelse til popidol og søjlehelgen. Her tynger Russells antipatier over for show-business filmen ned, omtrent som de Palmas tilsvarende ideosynkrasier kvæler PHANTOM OF THE PARADISE - der i øvrigt ironisk nok har, hvad 'Tommy' mangler: det bedste musical-nummer ever made: OLD SOULS.

Ann-Margret, Hollywoods mest sexede lady gennem en halv snes år, får vi for fuld udblæsning i SMASH THE MIRROR, et uundværligt oplæg til FREE, en smuk, om ikke just fortryllende ting, bakket op af fantasifuld back-ground projection. Finalen er tilsvarende storslået.

Et mesterværk, men - indrømmet - et meget specielt kunstværk. Man elsker eller hader den. Svært er det dog at benægte, at film og musik aldrig har indgået et lykkeligere ægteskab end i denne film. En ting, man kan se 1000 gange, og så 1000 til. Og det er vel definitionen på et godt 8 mm køb ...?

KOPI (color): A LYD: A

- wulf