The day of the Triffids

 

THE DAY OF THE TRIFFIDS
Dist: Mountain
Prod: Rank, 1962
S: Howard Keel, Nicole Maurey, Janette Scott, Kieron Moore
I: Steve Sekely, Freddie Francis
L: 63 min. farve scope tone

Jeg skrev i nr. 13 om 8 mm-cinemascope-systemet, og det var for en stor del gisninger. Nu er systemet kommet (jeg er lige ved at sige: og gået). Jeg har således haft mulighed for at prøve det - ja, jeg har sågu' endda anskaffet mig det. Mange af mine bange anelser har vist sig ubegrundede. Til gengæld har gener meldt sig, som jeg ikke havde tænkt på, så jeg vil skyde på, at odds for og imod har holdt sig omtrent konstante.

For det første har jeg undervurderet 8 mm's opløsningsevne. Jeg projicerer nu academy-formatet (det »almindelige«, stupid!) i 2,5 meters bredde og cinemascope i 4 meters bredde, og det går storartet. Men let's face it: 4 meters bredde i dagligstuen siger ikke noget som et tal - det skal ses!

Derimod kan cinemascope ikke vises med kun een højtaler, der skal være to, på hver side af lærredet med ikke under seks meters afstand - stuens hjørner egner sig fortrinligt. Det kan synes overdrevet, men man får faktisk også en væsentlig bedre lydlig fylde ud af sine andre film. Og når vi kommer derop i forstørrelsen: Drop den hvide væg og skiltepappet og køb et rigtigt lærred!

Uden at nævne priser tror jeg, jeg har antydet, hvorfor cinemascope ikke er blevet den store succes. Forsatsen (linsen) er det billigste af det!!!

Vel, siger så måske den »bidte filmsamler«, jeg betaler prisen for en cinemascope-biograf ... blålys! Til en biograf hører film, og der kan ganske enkelt ikke fås nogen. Jo, måske STAR WARS om en halv snes måneder i 17 min-udgave + et par klip af tilsvarende længde og fire (count'em) komplette spillefilm, hvoraf de tre er bræk, og en, TRIFFIDS, er et mesterværk. Jo, men der kommer mere!?!?!?!?!?!

Jeg har taget skridtet og købt, ikke triffiderne til mit cinemascope-system, men simpelthen systemet til filmen. Og ud over BORN FREE, som jeg ikke kunne lade ligge på disken (også 17 min), regner jeg heller ikke med nogensinde at købe en cinemascope-film igen.

Min konklusion er altså ved nærmere eftertanke og -prøvning: Vil man ofre et beløb på det, er TRIFFIDS i SCOPE den mest imponerende af alle 8 mm-oplevelser. Men det vil nok ikke mange, and who can blame them? Scope er et flop.

Til Triffiderne.

Allerede forteksterne er et kup, en have med fuglesang og A CINEMASCOPE PICTURE superimponeret og superimponerende, samt en narrator, der kort gennemgår den mærkelige del af floraen: De kødædende planter. Endelig når man på rundgangen frem til en »newcomer«, triffiden, bragt til Jorden med en kometsværm on - you guessed it, her trænger forteksterne frem: THE DAY OF THE TRIFFIDS og fortsætter i selve meteorsværmen på SUPERMAN-maner, lige i masken, med en fabelagtig, næsten stereoskopisk effekt. Med denne lærredbredde er man inde i filmen, og - som 3-D-reklamerne lovede, men ikke holdt - man dukker sig uvilkårligt.

Nu følger en helt perfekt gysersekvens: De glimtende, hvæsende meteorer over London, der kaster et spøgelsesagtigt skær over et drivhus i den botaniske have. Nattevagten drikker sin termokaffe og spiser sine hårdkogte æg i ensomhed, mens han lytter til radioen. Bag ham rører noget sig, raslende af blade, slæbende som af fødder, en dinglende skygge træder ud af plantehullerne ... Morgenen efter vågner Bill Masen op på et hospital, hvor han har gennemgået en øjenoperation, hvad der viser sig at være hans redning. Resten af London, ja resten af verden, er slået med blindhed.

Det er simpelthen utroligt, at man med en så kedsommelig, banal, traditionel og indholdsmæssigt bornert bog som forlæg, Wyndhams garden party-apokalypse a la SURVIVORS, har kunnet skabe en så underholdende og vellykket film. Jeg befinder mig i den situation, at hver gang noget kritiseres i filmen, forekommer det kritiserede mig netop at være en force.

Harryhausen skulle have lavet triffiderne, siger man - men med al min respekt for Ray, den største special effect-kunstner of all time: Det ville ikke have fungeret med hans små vævre, hoppende tingester, brilliante til at fremstille kæmpen Talos fra JASON eller en uhyggeligt levende tyrannosaurus i 1.000.000, men komplet uegnede til dette formål. Planter er kulisseagtige, og det er netop denne vandrende-kulisse-virkning, der gør bæsterne uhyggelige.

Det siges også, at filmen blev »ødelagt« ved, at ægteparret i fyrtårnet, der fører deres egen kamp med triffiderne, blev klippet ind. Tværtimod: Disse sekvenser er de action-mæssigt mest helstøbte i hele filmen. Vist er »fastlandssekvenserne« mere poetiske, ja til tider sublime i deres surreelle æstetik, men fyrtårnet rodfæster filmen i en publikmskontakt, der er helt uundværlig. Endelig er der også i netop disse sekvenser en logisk sammenhæng - omend naiv - som resten af filmen kan savne, sammenbragt, som den er af, indrømmet, geniale enkeltscener.

I London-sekvenserne krukker filmen med sit store budget, men glemmer heller ikke den menneskelige faktor. Vi får virkelig indtrykket af mennesker, overrasket af pludselig blindhed, hvor spinkel vor hverdagsrealitet er: Fyldebøtten, der endnu har bamsen i hånden efter den »glade« aften, det vilde slagsmål om de få seende. Og endelig opgivelsen: Tower Bridge deserted, Bill Masen og et barn, han har reddet, kører bort fra det brændende Whitechapelkvarter.

Det er umuligt, og det ville være forkert at opremse alle denne films højdepunkter, for hver scene er en tour-de-force, der skal ses.

Kun kopien er ikke fuldt tilfredsstillende. Den er åbenbart taget fra en gammel 35 mm-kopi, ikke med mange ridser, men så mange desto flere splejsninger, der stjæler enkelte ord og stavelser fra dialogen. Værre er det imidlertid, at filmen lider af den samme rødforskydning som CREEPING FLESH, dog ikke så slemt. Det kan være svært at se alle detaljer i scener, der foregår i svag belysning. Af en mountain-kopi er filmen selvfølgelig fremragende, og lydkopien er måske den bedste, man har hørt. Men billedmæssigt når vi ikke længere op end en god Derann.

Derimod kan man ikke bebrejde klipperen noget. Originalen var overfyldt med stof, og nu er filmen altså blevet forkortet med endnu en tredjedel. Det er faktisk blevet til en stramning, og resultatet er åndeløst, men ikke stakåndet.

Man får jo det hele, men uden pusterum: Triffid-bedet, den fashionable mansion, der forgår i et kaos af skrigende, blinde mennesker, larmende grammofonmusik og skrattende maskinpistoler under et massivt triffid-angreb på stedet, der er blevet overtaget af (seende) straffefanger.

Og endelig det »spanske« afsnit, filmens bedste, næsten uafbrudt scored af en enerverende, spøgelsesagtig melodi fra en højtalervogn i de øde landskaber, og kulminerende i scenen, hvor hovedpersonerne bekæmper triffider i hundredvis med elektricitet og flammekaster, en blanding af WAR OF THE WORLDS og FALL OF THE ROMAN EMPIRE, for endelig at føre dem bort som en grotesk hær ud over uendelige strækninger med højtalervognen, den ultimative filmversion af rottefængerlegenden.

KOPI (color/scope): A/B LYD: A+

-wulf