The Wolfman

 

THE WOLFMAN
Dist: Universal Eight (Castle)
Prod: Universal 1941
S: Claude Rains, Warren William, Ralph Bellamy, Patrick Knowles, Maria Ouspenskaya, Ion Chaney Jr.
I: George Waggner
L: 19 min. sort-hvid tone

Det er vel egentlig ikke så længe siden, Columbia beherskede markedet med hensyn til 120-m-udgaver. Nu synes det nærmest at være gamle Castle (Universal 8), der har overtaget føringen, ksarpt forfulgt af Ken, hvis titler ofte er bedre end deres kopier. Begge steder fra har vi faktisk fået gode ting. Castle har givet os de fremragende redigeringer af THE INCREDIBLE SHRINKING MAN og THE BIRDS, og i betragtning af, hvor vellykket sidstnævnte var, glæder i det mindste jeg mig til at stifte bekendtskab med FRENZY og PSYCHO. Måske egner Alfie sig ikke så dårligt for 8 mm endda (selvom givetvis en film som SUSPICION ville være et hul i jorden i hjemmebiografen). Til gengæld har vi så fået redigeringsmesterværkerne FRENCH CONNECTION og TORA!TORA!TORA! fra Ken, og vi kan (formodentlig) glæde os til både Lesters musketerer, Cormans Valentine's Day og Aldrichs bibelfilm om Sodoma og Gomorra. Selvfølgelig er der også meget skidt imellem. I det store og hele må man sige, at versionerne af Unviersals 30'er-gysere ikke holdt, hvad man havde forventet af dem. Budrekorder som Kens COFFY eller LAND THAT TIME FORGOT har Castle dog til dato ikke præsteret. Det bekræfter altsammen nok en gang den vigtigste lære, man kan unddrage af og om smalfilmmarkedet: Man kan få alt fra de største mesterværker til det mest unævnelige lort, og det eneste, de første koster mere end de sidste, er tid til grundigt at sætte sig ind i, hvad man kan få. FILMSAMLEREN turde her være en uvurderlig hjælp. Uden omtanke kan man risikere at investere tusinder af kroner i rent bras. Med omtanke kan man komme til at eje et mesterværk eller en stump af det, som virkelig giver indtryk af helet, for en hundredekroneseddel eller to. Det er ganske op til den enkelte samler.

Af 30'er-gyser-udgaverne er THE WOLFMAN ikke den værste, men det skyldes nok først og fremmest et fremragende redigeringsarbejde. Hertil kommer, at kopien er den bedste hidtil fra firmaet. Selvfølgelig er det begrænset, hvad man kan få ud af en film, der egentlig er temmelig tåbelig. Man kvier sig ved at tro, at en fin forfatter som Curt Siodmak skulle kunne finde på at skrive sådan noget vås, som at "tears run to a predestined dent" (?!) og det kan næppe heller være hans idé, at hvert eneste set skal ligne et dampbad. Størst skyld har imidlertid ganske givet Chaneys Abbott & Costello-make-up - han ligner en pekingeser i overalls. Den er så forfærdelig, at man er lige ved at tro på, at der kunne være blevet en film ud af den, hvis f.eks. Lon, som ikke er uden udtryk, havde båret en lige så let maske som Spencer Tracy i den iøvrigt mislykkede DR JEKYLL AND MR HYDE.

Man synes ligefrem at ane, hvad et sådant foretagende kunne have båret af frugt i scenen, hvor Talbot står under sin elskedes vindue og i den efterfølgende sekvens, hvor han sob'er sin frygtelige mistanke us for hende. Til gengæld er fader-søn-scenen totalt latterlig, hvad Rains udmærket godt ved. Må vi ikke godt få et lillebitte klip af Hammers CURSE OF THE WEREWOLF i stedet for?

KOPI: A+ LYD: A+

- wulf