De rejser til Guds planet

 

Af Mogens Lyhne

Hvem er Gud? Hvad er han? Hvor er han? Det er spørgsmål, som mennesker har stillet sig selv lige siden bevidstheden dæmrede i deres hjerne. Men det er klart, at med de muligheder for at udforske universet, der nu er ved at tegne sig, får spørgsmålet en ny dimension. Gud bliver et oplagt emne for en science fiction roman. Erwin Neutzsky-Wulffs nye tobindsværk hedder slet og ret »Gud«.

Den ydre handling er i hovedtreækkene følgende: I 1975 landede en flyvende tallerken i Arizonas ørken. Området blev afspærret, et hold videnskabsmænd sat til at udforske tingesten. For et par stykker lykkedes det at trænge ind i den, den lettede, offentligheden fik aldrig noget at vide.

I resten af bogen følger vi de tre videnskabsmænd (hvoraf én er kvinde) på turen gennem rummet. Rumskibet er bemandet med væsener, hvis fysiske fremtoning er meget langt fra den jordiske (naturligvis). Men de er intelligente, og de kan omsætte deres tankevirksomhed til menneskesprog. Det viser sig så, at de har en mytologi, som er næsten identisk med den kristne. Men de har bevaret de hellige skrifter bedre end os. De ved, hvor i universet, de skal søge Guds planet. Disse udsenndinge er på vej dertil, mens deres racefæller er ved at udrydde hinanden på hjemplaneten.

Denne fantasifuldt beskrevne handling danner rammen om dybtgående diskussioner om kønsroller (desværre med et ret mandschauvinistisk slutfacit), fysisk og parafysik (hvis man må bruge det ord), biologiske maskiner, og frem for alt: teologi.

Bogen er et ambitiøst forsøg på ved fantasiens hjælp at skære igennem paradokserne i vor viden. Og Erwin Neutzsky-Wulff slipper imponerende godt fra det. Hans logik er overbevisende og hans sprog er, trods billedrigdom og bunkevis af citater (hovedsageligt fra Bibelen), klart og overskueligt. Dertil kommer, at handlingen er spændende.

Det er simpelt hen ufatteligt, at Erwin Neutzsky-Wulff, trods mange fine anmeldelser, stadig er et ukendt navn for de fleste. Folkelig er han ganske vist ikke, og en væsentlig grund hertil er nok, at hans hovedpersoner sjældent er sympatiske.

Man kvier sig ved at identificere sig med dem, selv om (eller fordi) de er særdeles menneskelige. Men han er hverken kedelig eller svær at læse. Og under alle omstændigheder burde prisuddelere og andre toneangivende inden for litteraturen (og dermed massemedierne) for længst have fået øje på ham.

»Gud« være hermed anbefalet på det varmeste.


Erwin Neutzsky-Wulff: »Gud« illustreret af Torstein Gundersen. Vintens Forlag. 175s. 157 s. Kr. 86.00.