Gud

 

Erwin Neutzsky-Wulff: Gud. Vintens forlag, 175 + 155 sider.

Erwin Neutzsky-Wulff slog sit navn fast sidste år med romanen Anno Domini. Med romanen Gud bekræfter han, at der ikke var tale om nogen tilfældighed. Neutzsky-Wulff er et ubestridt talent, med et godt greb om den teknik, der skal til for at skrive en god science fiction roman. Romanen demonstrerer dog efter min mening også, at han endnu ikke er ved vejs ende. Gud er måske nok et kunstværk, men det er et noget blakket kunstværk. En fantastisk blanding af godt (ja helt overvældende godt) og skidt.

Problemet er for mig at se et spørgsmål om disciplin. Neutzsky-Wulff skriver godt, ja man har på fornemmelsen, at det nærmest løber fra ham som skidt fra en spædekalv. Metaforerne nærmest vælter frem, og tilsidst bliver det for meget af det gode. Romanen kunne være skåret betydeligt ned uden at handlingsstrukturen havde behøvet at tabe nogetsomhelst. Den ville tværtimod være kommet til at stå betydeligt klarere, end det nu er tilfældet. Problemet, når man skaber et kunstværk - og jeg gætter vel ikke meget galt, nar jeg går ud fra, at det bl.a. er Neutzsky-Wulffs intentioner at gøre dette - er ikke så meget, hvad der skal tages med, men snarere hvad der ikke skal med.

Der er andre svagheder i romanen: En efter min mening alt for forvrænget, grænsende til det ulækre, personskildring og en tilbøjelighed til at bygge spændingen og mystikken langsomt op, for derefter at lade den fuse ud på få sider i stedet for at holde den i resten af bogen. Det vigtigste er nok trods alt de gode ting, der er at hente, og dem er der mange af. Mere end rigeligt til at jeg med god samvittighed kan anbefale enhver at købe og læse romanen på trods af de indvendinger, jeg er kommet med.

Først og fremmest er bogen fuld af det vanskeligt definerbare begreb, sense of wonder, en følelse af noget mystisk, noget fantastisk som man alligevel har en oplevelse af kunne være muligt.

Der fortælles om menneskets møde med nogle fremmede, om menneskets søgen efter Gud og om de konsekvenser, som konfrontationen mellem menneskene og de fremmede har på denne søgen. Jeg skal ikke komme ind på noget handlingsreferat, men blot nævne, at bogen er spændende hele tiden. Neutzsky-Wulff fortæller godt, og selvom ban som nævnt har en lidt kedelig tilbøjelighed til at brænde pointerne af hen ad vejen, så er fortællingen så kompleks, at der er rigeligt tilbage til at holde læseren fangen under læsning af hele bogen.

Stærkest i bogen står efter min mening Neutzsky-Wulffs "fremmede" og det rumskib, hvori de lander på jorden, og som er rammen for langt det meste af fortællingen. De "fremmede" er virkelig fremmede. Mystiske, uforståelige, guddommelige (ja, det er et af romanens spørgsmål). Det er jo ikke megen ros at sige, at dette er den bedste danske sf-roman bygget op omkring dette tema (der er trods alt uhyre få danske sf-forfattere, der har givet sig i kast med at beskrive mødet mellem mennesker og fremmede væsener), men den hæver sig efter min mening godt blandt de bedre amerikanske og engelske bøger om samme emne.

Bogen er hermed anbefalet til de danske læsere. Neutzsky-Wulff er som sagt et uomtvisteligt talent. Når han får styr på sit lidt for sprudlende sprog og sin nogen gange lidt for specielle fantasi, vil der virkelig være noget at hente, og indtil da er Gud ikke det dårligste, man kan investere tid og penge i.

Et par ord om illustrationerne. Bogen er gennemillustreret af Thorstein Gunderson. Mange af billederne er gode, men ligesom forfatteren forfalder Gunderson efter min mening til overdrivelser. Intentionerne med at illustrere bogen har i høj grad min sympati, men i dette tilfælde synes jeg dog ikke resultatet taget som helhed er nogen succes (illustrationerne i Anno Domini, der også var udført af Gundersen, virkede betydeligt bedre), selvom der er enkelte fremragende ting. Især fortjener forsiderne ros. Smukke og enkle - en effektfuld kontrast til bøgernes indhold, hvis skønhed kan diskuteres, men som bestemt ikke er præget af at være enkle.

Svend Kreiner Møller